Knudsen deler ud af havens høst

Der er 879 sommerhushaver i Vellerup Sommerby i Hornsherred – og de 878 har en græsplæne. Den grund, der skiller sig ud, og den, der kalder på det største og mest frydefulde smil, er Knudsens hjørnegrund på Mejsevænget.

For i Knudsens have er der ikke så meget som et frimærke med græs. Majs, solbær, salat, bønner, græskar, sankthansurt, æbler, grønkål og jordbær strutter snorlige på samtlige 1.000 kvadratmeter.

Læs også: En have skal være til at spise

En have med blomster

– I mange år levede jeg af at slå græs og ordne haver for andre, og så orkede jeg ærlig talt ikke at slå græs, når jeg kom hjem, siger 79-årige Erik Knudsen. Han solgte sit haveservicefirma for syv år siden og synes stadig, at livet er for kort til at slå græs og klippe hæk. Der er så meget andet, han skal nå. Lige nu eksperimenterer han for eksempel med tobaksblade. Det ved han ikke så meget om, så det skal læres.

Engang lagde han tulipanløg og såede studenternelliker over hele haven – det var desværre, før vi alle sammen rendte rundt med mobilkameraer i lommen, så det blomsterhav har han ingen billeder af.

I dag er haven et grøntsagsparadis – ikke bare for Knudsen og hans 10 franske væddere, men også for alle naboerne. For ude på hjørnet deler Knudsen hver dag ud af sit overskud. Modsat mange andre modne mænd spiser Erik Knudsen gerne grøntsager, men han kan umuligt spise sig gennem 10 meter grønkål eller 50 kilo bønner. Så han deler med alle, der kommer forbi.

– Jeg gør det, fordi jeg kan, forklarer han og fortier, at det af og til kræver en jernvilje at fortrænge smerterne i ryg og ben. Han har fået to nye hofter, men ud i sin elskede have, dét vil han. Hver dag. Om så han skal kravle.

– Det skal vi ikke snakke om. Man skal kun snakke om det, man er god til, siger Knudsen. Eller Knuds, som egnens unger kaldte ham, dengang han byggede en oldtidsby og tilbragte snart sagt al sin fritid med at genskabe huse og redskaber fra en længst svunden tid. Fra dengang – og fra sin egen barndom – ved han, hvor velgørende det er at fokusere på det, man kan og er god til.

– På et eller andet tidspunkt i alle menneskers liv, og det skal helst være i begyndelsen, skal man blive god til at gøre et eller andet. Det giver selvtillid og bygger en op til at blive et voksent og ansvarligt menneske. Derfor er det så vigtigt at give børn det puf senest, når de er 10-12 år, siger Knudsen og mindes, hvordan han nød at finde opgaver til børnene, som de kunne få succes med. Og så ellers rose og anerkende i lange baner, når de stod med den færdige flitsbue eller den fine flintøkse i hænderne.

– Det er fantastisk at se den begejstring, man kan tænde i børns øjne, når de har lært noget. Når vi lå der om aftenen i soveposerne, og jeg hørte dem sige ”nøj, sikke en dag vi har haft” – ja, så var det en oplevelse, der ikke kunne købes for penge, siger Knuds, der ofte havde sin søn med, mens datteren mere var til dans og den slags.

Se dyrlægens have

Ingen curling her

Måske hænger hans glæde ved at se børn gro sammen med, at han selv var lidt af en forsømt eksistens?

– Tja, måske, men det var vi nu nok alle sammen dengang, siger han om generationen, der er født lige før krigen, og som ikke aner, hvad det vil sige at blive ”curlet”.

– Ingen havde tid til at tage sig af os børn. Alle var bange. Min far var lidt frihedskæmper, og vores nabo var meget tyskervenlig. Og så talte man jo ikke meget med børn dengang.

– Jeg var en lille klumpet én, der fik forkert kost og først kunne tale, da jeg var tre år.

– Og så var jeg ikke den skarpeste kniv i skuffen, siger manden, der i dag har kæmpekrydsen fra Weekendavisen liggende næsten løst på køkkenbordet og tykke historiske bøger i reolen.

– Allerede i tredje klasse fik jeg at vide, at jeg var dum. ”Spring ham over, han er dum”, sagde de. Men jeg havde nu en ganske udmærket barndom alligevel. Jeg gik alene rundt i skov og ved strand ved Stige Ø, et mægtigt naturområde nord for Odense, fortæller Knudsen og slår ud med armene som for at illustrere dimensionerne i barndommens land.

Store armbevægelser, tydelig mimik og høje lyde; Knuds sparer ikke på nogle af delene, og det er nemt at forestille sig, at ungerne i oldtidslejren har elsket at høre ham fortælle historier om spøgelser og vampyrer.

– Yaaaakkkk, skriger han og spærrer øjnene helt op til tekoppestørrelse, når han kommer til pointen.

– Yeaahhh, siger han og stikker armene i vejret, når han vil beskrive den glæde, det giver at få en træg 13-årig knægt til at lykkes.

– Øvvvvv, siger han og ser aldeles traurig ud, når fotografen fortæller, at han med nød og næppe undgik at påkøre et rådyr på sin vej gennem sommerbyen.

– Ærgerligt, at du ikke ramte, for de smager så godt. Og jeg kunne godt bruge skindet, siger Knudsen, der såmænd godt kan se skønheden i de adrætte dyr, men som har et lettere anstrengt forhold til dem, fordi der er mange af dem i sommerbyen, og fordi de mæsker sig i hans afgrøder, hvis han ikke passer på.

Læs også: Her gror mayonnaisen

En særlig hobby

Siden lille Erik var 7 og så miraklerne i onklens drivhus, har han vidst, at det var gartner, han skulle være. Det der med at læse fik han omsider styr på, da han var 18 og kom på Gartnerskolen Søhus som elev.

Han fik uddannelse, job, kone og to børn og levede måske et ret almindeligt familieliv med parcelhus, ryatæpper og hjemmelavet vin i bryggerset. Men efter 22 år blev han skilt, og Knudsen købte gasbetonhuset, der ligger så smukt tre stenkast fra Isefjorden.

Her fortsatte han med alt det, han altid har kunnet: Han karter, spinder, strikker og væver. Han garver skind og syr sko. Han laver skjolde, hjelme og ringbrynjer. Han avler kaniner og tager frø af tagetes, majs og solsikker.

Men hans egentlige hobby? Ja, det er nok at give.

– Sådan har jeg altid haft det. Det er vel også et godt, gammelt kristent livssyn. Hvis du har to skjorter og kun skal bruge én, så giv den anden væk. Jeg kan snildt leve af det, jeg har. Jeg vil ikke sætte en pengekasse op ved siden af grøntsagerne, for så udsætter jeg mig bare for, at nogen tager både grøntsager og pengekasse. Det er bedre at give grøntsagerne væk. Og folk bliver så glade, når de får noget gratis – og så får vi en god snak, smiler Knudsen.