Konkurrenter og søstre: Vi forstår hinanden på en helt særlig måde

17-årige Zarina Stiller trækker rutineret den råhvide maske ned over de mørke krøller, griber fat om kården og placerer fødderne med perfekt afmålt afstand, så lår og hofter kommer i den helt rigtige vinkel.

Med et koncentreret blik, man kun lige akkurat kan ane bag masken, er der ingen tvivl om, at hun er vant til at finde vej til roen og overblikket midt i den fyldte sportshal, hvor ”en garde” og ”allez” bliver råbt lige så ofte, som klingerne mødes og giver lyd fra sig.

Hvis man ikke vidste det, ville det ikke være til at tro, at den unge kvinde, der står over for den kampklare Zarina med et mindst lige så målrettet udtryk, er hendes lillesøster: 14-årige Natalja.

Læs også: 10-årig Lukas drømmer om at blive den bedste til taekwondo

Startede tidligt

– Jeg begyndte til fægtning, da jeg var 10, og efter at Natalja havde siddet og kigget på i mange, mange timer over flere år til både træning og stævner, endte det med, at hun også begyndte, fortæller Zarina, da kampen i fægteklubben i Glostrup er slut. Hun ser på sin søster, der kvitterer med et skævt smil.

– Ja, det kunne jeg jo lige 
så godt i stedet for bare at sidde og kigge.

– I begyndelsen talte vi meget om, at Natalja ikke skulle hænge op ad mig, fordi det var min sport. Men nu er det faktisk bare dejligt og praktisk, at vi dyrker samme sport, for vi forstår og hjælper hinanden på en måde, som man kun kan, når man er en del af fægteverdenen, tilføjer Zarina, der står helt rolig og eftertænksom.

Natalja klapper hænderne mod siden af lårene, hvor et dannebrogsflag på hver side lyser op. Siden dengang for godt syv år siden har søstrene kunnet veksle mange timers ugentlig træning til medaljer og titler i massevis:

Begge kan skrive både danmarksmestre og EM-deltagere på cv’et – foruden titler ved de mange stævner, begge har vundet rundtomkring i Danmark og resten af Europa.

– Til internationale stævner har man sjældent en træner med, men man har tid til at finpudse teknikken, så den bruger vi på at hjælpe hinanden med at blive helt klar, fortæller Zarina og understreger, at de to på den måde er med til at gøre hinanden bedre.

Læs også: Jill blev født af en fuld mor

Store drømme

Ofte har de tos klinger krydset hinanden til danske stævner, og til sidste års udgave af danmarksmesterskaberne fik Zarina og Natalja for alvor bagsiden af medaljen at mærke: For at have point nok til at kvalificere sig til EM og VM skulle Zarina i finalen, men da hun stod i semifinalen og så sig slået af sin lillesøster, brast den drøm – skuffelse, afmagt og frustration stod pludselig og bankede på.

– Vi sagde pænt tak for kampen, som vi altid gør, men derefter kunne jeg mærke skuffelsen.

Jeg var ikke sur på Natalja, men jeg var vred, ked af det og skuffet over mig selv, fortæller Zarina, der gik lidt afsides – kun for kort tid efter at blive mødt af Natalja, der med skyldfølelse til op over begge ører stod klar til at trøste.

– Det var først bagefter, det gik op for mig, at Zarina ikke ville komme til EM og VM, og så fik jeg det rigtig dårligt. Men vi fik talt det hele igennem og gav hinanden en stor krammer, tilføjer Natalja. Det EM, der ikke blev en realitet sidste år, blev det heldigvis i år og så endda for begge piger, der også deltager ved VM.

– Jeg har altid fået at vide, at jeg bare skal tænke på hende som en fjende i hvidt tøj og ikke min søster. I begyndelsen var det selvfølgelig mærkeligt, men nu føles det mere naturligt.

En tidssluger

Med en fægte-arbejdsuge, der i gennemsnit når op på godt 20 timer, når man regner træning i Glostrup Fægteklub, konditionstræning, stævner og al klargøring med, er det uundgåeligt, at andre ting må vige til fordel for sporten. Fægtning kommer næsten altid i første række.

Zarina har en Team Danmark-ordning på gymnasiet, drikker ikke alkohol og går sjældent til fester, for det stjæler tiden fra fægtning og spænder ben for, at hun kan yde sit optimale.Natalja må ofte takke nej til fødselsdage og spontane aftaler med veninderne, fordi fægtestævnerne er planlagt halve år frem i tiden.

– Det er sjældent, at vi har to weekender i træk uden stævner, fortæller Zarina.

– Ej, det havde vi da vist i november, lyder det fra Natalja, der godt ved, at den påstand alligevel ikke helt holder. Det til trods overvejer søstrene ikke et øjeblik at lægge fægtningen på hylden –tværtimod. For med opbakningen og hjælpen fra hinanden håber de en dag at kunne nå deres ultimative drøm: at deltage ved de olympiske lege.

– Det kræver, at vi bliver ved med at kæmpe videre og arbejde målrettet. Og det er selvfølgelig virkelig hårdt, men det hjælper at have sin søster med tæt på, siger Zarina og tilføjer:

– Det fede ved fægtning er, at det aldrig er det samme. Kampene kan være vidt forskellige. Det er udfordrende, for man skal bruge både hjernen og kroppen på samme tid – det er skak med 100 kilometer i timen.

Strikkeopskrift: Cardigan med perlekanter

Et familieforetagende

Mens Zarina og Natalja får pulsen op ved at træne deres tekniske snilde, står pigernes mor, Pia Stiller, ved indgangen til hallen og hilser på alle, der træder indenfor.

I takt med at hendes døtres hverdag i stadig højere grad handler om fægtning, bruger hun nu også flere timer om ugen, end man kan tælle på to hænder, på sporten. Mens hun i begyndelsen blot nøjedes med at kigge på og køre pigerne og deres tonstunge tasker med udstyr rundt, er hun nu gået ind i klubarbejdet og hjælper til, hvor der er brug for det.

– Det gør mig stolt at se, at de klarer det så godt. Og så er det jo blevet et helt familieforetagende, fortæller Pia, der aldrig selv har fægtet, men som sammen med pigernes far, Carsten, nu har vinket farvel til hverdagsaftener og weekender på sofaen til fordel for træning og stævner rundtomkring i landet.

Sofie Lassen-Kahlke: Jeg er en kærlig, omklamrende mor

Kommer rundt i verden

Samme ”på gensyn” har familien sagt til ferier, som er blevet byttet ud med fægte-ture rundt i hele Europa. Det til trods er familien ikke i tvivl om, at de mange, lange ture på landevejen og i luften har gjort dem godt.

– Vi har været i Serbien, England, Tyskland, Italien og mange andre steder, hvor vi har oplevet vidt forskellige kulturer og måder at gøre tingene på, og det har vi oplevet sammen. Det er der ikke ret mange, der oplever med deres familier, og når man er så intensivt sammen hele tiden, gør det også bare noget for sammenholdet, lyder det fra de to søstre.

– Ja, vi når jo sjældent at være ret meget sammen i hverdagen, fordi tiden går med fægtning, men for nylig fik jeg hele familien overbevist om, at vi skulle se ”Matador”, for pigerne havde aldrig set den, fortæller mor Pia, som godt nok lykkedes med sin plan, men succesraten var alligevel ikke helt på højde med den, pigerne har på pisten (banen, hvor der fægtes, red.).

– Det gik godt nok ikke særlig hurtigt, i forhold til hvad vi er vant til fra pisten, men det endte da med at være helt hyggeligt alligevel, siger Natalja, mens Zarina ryster på hovedet midt i et grin.