Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Hvad er du optaget af lige nu?
– Jeg prøver at søge ind på landets tre skuespillerskoler, så jeg bruger en masse energi på at øve mig. Jeg læser hos Ulla Vejby, som spiller Edith i "Badehotellet". Det er spændende, og det er rart, at hun og jeg kender hinanden i forvejen.
Hvad har "Badehotellet" betydet for dig?
– Jeg er så at sige vokset op med serien. Jeg var 15 år, da jeg spillede med første gang. Nu er jeg 22 år, og optagelserne har været en fast del af min ungdom hver sommer fra juni til november. Kulisserne i Risby Studierne har nærmest været mit andet hjem, og det var her, jeg fik øjnene op for skuespillet, for jeg troede egentlig, at min fremtid stod i dansens tegn.
Hvad er det bedste ved at spille skuespil?
– Jeg har altid været fascineret af tanken om at være en anden. I min barndom gik jeg konstant rundt og observerede og beundrede folk omkring mig. Og det føles næsten magisk at få lov til at være en pige fra 1940, leve hendes liv og sætte mit eget præg på hendes person. Jeg har mødt fantastiske mennesker på filmholdet og konstant suget til mig og lært nyt.
Mød Birthe Neumann, der spiller fru Fjeldsø i "Badehotellet".
Hvordan slapper du af?
– Jeg elsker at være social, lade op i fritiden sammen med mine veninder og gøre præcis, hvad jeg har lyst til. Men jeg kan også sagtens nyde bare at hygge mig hjemme helt alene.
Har du kæledyr?
– Ja, en hund, som er hele familiens, og som blev boende hos mine forældre, da jeg flyttede hjemmefra i sommer. Hun er en 10-årig bomuldshund, som hedder Smilla, fordi hun er hvid som sne. At have hund har betydet meget for mig i forhold til at lære om ansvar. Og når jeg er hjemme på besøg og sætter mig i sofaen, kommer Smilla løbende hen og putter sig ind til mig. Gensynsglæden er fantastisk.
Sonja Oppenhagen spiller Lydia Vetterstrøm i "Badehotellet". Læs om hende her.
Dyrker du sport og motion?
– Jeg gik på balletskole i ni år som barn og elsker stadig at danse. Så jeg tager en dansetime, når jeg har muligheden, men jeg dyrker også almindelig fitness i et center. Som voksen nåede jeg at tage et år af en danseuddannelse, men så fik jeg nogle skader, og min krop begyndte at sige fra. Så i mine øjne var det skæbnen, der spillede ind, da de samme år ringede fra "Badehotellet" med besked om, at de ville have mig tilbage i serien efter en pause.
Har du et råd til et ungt menneske, der vil være skuespiller?
– Man skal gøre mere, end man tror, og blive dygtig til en masse forskelligt. Men det er sjovt og udfordrende. Selv bliver jeg tændt, når noget skræmmer mig. I efteråret 2019 gik jeg til audition på musicalen "Carrie" og var skrækslagen for, at det ville ende med en skuffelse. Men jeg kom med.
Dit bedste barndomsminde?
– Somrene på en svensk ødegård hos nogle af vores venner. Her rendte vi rundt i skoven, badede i søerne, byggede både i værkstedet i bedste Emil fra Lønneberg-stil og lavede mad over bålet.
Har du styr på "Badehotellet"? Tag vores quiz her.