Mike Tramps livshistorie 1: En kontrakt med musikken

Mike Tramp har været strandet i Danmark i mere end et år. Egentlig bor han i dag i Jakarta i Indonesien, hvor hans kone – den 51-årige skuespiller Ayu Azhari – og parrets to børn Isabelle og Lennon på 15 og 12 år fortsat opholder sig.

– Jeg kom til Danmark i februar 2020 og var egentlig på vej til USA, hvor jeg skulle på stor turné. Men så blev Danmark lukket ned og turen udskudt. Siden blev den udskudt en gang mere, og der var stadig forbud mod at rejse. Og før jeg fik kigget mig omkring, var vi pludselig ved den tid, hvor der kom flæskesteg og rødkål på bordet, fortæller den 60-årige sanger og musiker.

Sidst i november havde DR dog kontaktet ham og inviteret ham til at levere et bidrag til 2021-udgaven af det danske Melodi Grand Prix – en dyst, han som ungt medlem af bandet Mabel havde været med til at vinde med ”Boom Boom”.

– Det ville jeg gerne, hvis jeg kunne få lov til at lave og fremføre sangen præcis, som jeg normalt ville gøre. Og sådan blev det, siger han.

Historien begyndte på Vesterbro. Dengang hed Mike stadig Michael Trempenau og var den mellemste af tre brødre, der boede med deres enlige mor, Doris.

– Hun havde bedt min far om at smutte, da jeg var fem år. Heldigvis kunne vi få noget fornuftig, mandlig kontakt af pædagogerne på Vesterbro Ungdomsgård, hvor vi hang ud, lavede sløjd, spillede skak, sang og spillede musik. Da jeg var 13, udkom den første plade med ungdomsgårdens børnekor.

Til prøve som popstjerne

Pladerne blev et hit. Men den gennemgribende forandring, der snart skulle komme til at ske med unge Michaels liv, kom et helt andet sted fra. Nemlig fra en af kvarterets farverige skikkelser – en herre ved navn Torben Hoyer.

– Han skrev artikler til tidens popblade, og han havde kontor og fotostudie i en cykelkælder. Et rend af langhårede musikere gik ind og ud derfra konstant. Torben havde set mig og min lillebror Dennis gå hen på Vesterbro Ungdomsgård med vores guitarer, og en dag spurgte han os, om vi havde lyst til at lave en plade. Vi fik nogle sange på kassettebånd, og dem lå vi på gulvet og øvede. Nogle dage efter stod vi i et pladestudie med Torben Lendager og Tommy Seebach, fortæller han.

I foråret 1976 var Michael med Torben ude for at besøge bandet Mabel, der boede i et hus i Stenløse og for nylig havde mistet deres forsanger. På et tidspunkt under besøget stak Mabel-gutterne ham en guitar i hånden og bad ham om at spille noget. Han spillede Shu-bi-duas ”Stærk tobak”.

– En time efter sagde de, at de godt kunne bruge mig i bandet. Da gik det op for mig, at det hele havde været en audition.

Han var 15 et halvt år, men roser i dag bandets øvrige medlemmer i høje toner:

– De var alle syv-otte år ældre end mig og de mest fantastiske mennesker. De var ikke typerne, der drak bajere og skejede ud. De gjorde alt for at passe på mig, og blandt andet var de meget opmærksomme på, at jeg for alt i verden ikke måtte forelske mig i en af de mange unge, kvindelige fans, der altid flokkedes om huset. Det var der nu ingen fare for. Jeg tog det hele dødsens alvorligt. Fra den dag, jeg rykkede til Stenløse, havde jeg det, som om jeg havde skrevet en kontrakt med musikken. Den var uden udløbsdato, og min beslutning var for livet.

Mabels sejr

En dag fik bandet besøg af Johnny Reimar, der stod bag en stribe af tidens største musikalske succeser. Han kunne fortælle, at Danmark i 1978 skulle være med i Melodi Grand Prix igen efter 12 års pause fra sangdysten.

– Han mente, vi havde en god chance som Grand Prix-deltagere. På det tidspunkt havde vi lige færdigindspillet vores andet album. Reimar lyttede til det, og det var fyldt med rocknumre, som ikke var særlig Grand Prix-egnede. Men så hørte han titelnummeret ”Message From My Heart”, der var stærkt inspireret af sangen “’39” med Queen, som jeg var helt vild med på det tidspunkt. Den kunne bruges, hvis den blev omskrevet lidt og fik en dansk tekst.

– Det blev begyndelsen til en periode, hvor vi gik på kompromis med det hele. Vi gjorde alt, hvad der blev sagt, for at passe ind og blev nærmest til fire mannequindukker. Men jeg lærte en vigtig lektie i den proces.

Det blev til en sejr for Mabel og ”Boom Boom” under vild jubel fra salen, hvor publikum for en stor del bestod af unge piger, der havde sikret sig billetter for at bakke deres idoler op.

– Man havde aldrig set den type idoldyrkelse overgå et dansk band. Og det blev ikke mindre efter sejren. Alle landets aviser og medier ville have interviews. Nu handlede det bare aldrig mere om musikken, men kun om al virakken omkring os, husker Mike.

Medaljens bagside

Og succesen havde også andre omkostninger, der til sammen udgjorde det, man kunne kalde for medaljens bagside:

– Gennem en sæson optrådte vi i landets største omrejsende tivoli, Ronalds Festival Tivoli, der var ejet af June Bellis bror. Peter Belli var konferencier, og vi gjorde brug af hans telt og hang ud med hans familie. Vi spillede flere gange dagligt. Om dagen var det for bedsteforældrene, der kom i selskab med deres børnebørn. Om aftenen var det for de unge, men det var også der, alle bøllerne og ballademagerne dukkede op på deres knallerter. De var bestemt ikke glade for, at der stod fire langhårede fyre på scenen og tiltrak sig pigernes opmærksomhed. De ville jo selv have fat på pigerne, og set fra vores synspunkt var stemningen ikke altid den bedste.

Publikums brogede reaktioner blev også i andre sammenhænge en del af Mabels hverdag:

– Da vi optrådte for 25.000 mennesker i City 2, var der et fjols, som fandt på at kaste æg efter os. Det var en opførsel, der bredte sig til andre koncerter. Og helt amok gik det, da vi skulle spille i Odd Fellow Palæet og modtog fem bombetrusler.

Det påvirkede musikerne og ikke mindst Mike at være skydeskive for aggressioner.

– Og i begyndelsen af 1980 tog vi konsekvensen og stak af til Spanien for at starte på en frisk.