Mine forældre var traumatiseret efter krigen

Da Sibylles far blev bisat, var kapellet stuvende fuldt af tidligere elever og arbejdskolleger fra det gymnasium, han havde undervist på i over 40 år. Skolens rektor havde holdt en tale, der med varme ord beskrev, hvor afholdt 
Sibylles far havde været.

Selv havde Sibylle ikke sagt et ord. Faktisk havde hun været nærmest mundlam over både fremmødet og de pæne ord. For det var ikke dét menneske, hun havde kendt.

– Jeg havde ikke regnet med, at der overhovedet ville komme nogen til bisættelsen. Min far var en utrolig stille og beskeden mand – nærmest selvudslettende, der gjorde alt for, at min mor fik det, som hun ville have det. Han var altid meget privat og havde afstand til andre. Selv til os børn, husker Sibylle Salinger, der var 23 år, før hun gav sin far et kram for første gang. Hendes mor var lige død, og faderen havde været i sorg.

Det havde Sibylle ikke selv været. Hun følte ikke rigtig noget, hvis hun skal være helt ærlig. For et nært forhold til sin mor havde hun på ingen måder haft.

Læs også: Reservemor for soldaterne

Ensom barndom

17 år efter 2. verdenskrig kom Sibylle til verden i Tyskland. Hendes forældre var begge gymnasielærere og havde mødt hinanden på et gymnasium i Hamborg, hvor de også slog sig ned for at stifte familie. Da Sibylle blev født, var hun forældrenes andet barn, og der kom to søskende til derefter.

Men det betød ikke, at der var liv og glade dage i hjemmet. Tværtimod. For minderne fra krigen hang stadig som en sort sky over familien, og det kom til at præge Sibylles barndom i en sådan grad, at hun tidligt besluttede sig for, at hun aldrig skulle have børn, for tænk, hvis de skulle få samme barndom, som hun selv havde haft.

– Jamen jeg har haft en forfærdelig barndom. Mine forældre var dybt krigstraumatiserede. I dag ville man nok sige, at de led af ptsd, men det kendte man jo ikke til dengang. Det var tabubelagt, og det kom til at præge vores opvækst, siger Sibylle.

Hun og hendes tre søskende var mere eller mindre spærret inde, fordi moderen var sygeligt overbeskyttende. De blev sendt i skole, og så var det direkte hjem igen. Legekammerater var ikke velkomne, så Sibylle tilbragte det meste af tiden på værelset alene og isoleret. Her dykkede hun ned i sine bøger eller spillede på den guitar, hun havde fået i gave. For hvad hun manglede i nærhed og omsorg, fik hun i fødselsdags- og julegave.

– Det var nogle fine gaver, vi kunne få, men det var så det. Resten af året var der ingenting. Min mor kunne finde på at sidde og spise en dessert foran os eller nyde en kop varm chokolade, mens vi måtte drikke mælk. Det var underligt, husker Sibylle, der ikke vil betegne sin mor som ond.

– Hun skældte ikke ud på os, men hun var ekstremt manipulerende og spillede på følelser. Nogle gange tog jeg en klassekammerat med hjem fra skole, selv om jeg ikke måtte, for jeg vidste, at min mor ikke ville være bekendt at sende hende hjem. Men bagefter var hun oprørt og beklagede sig over, at jeg havde gjort hende dårlig.

I bad kom hun og hendes søskende sjældent, så de mødte uvaskede op i skolen og så i det hele taget forhutlede ud. Faderen var ekstrem sparsommelig og mente, at der skulle spares på vandet, så heller ikke deres tøj blev vasket særlig tit. Det undlod klassekammeraterne heller ikke at bemærke, og Sibylle tænker, at lærerne må have vidst, at den var gal derhjemme.

– Det kunne de ikke undgå, når vi lugtede og gik rundt med fedtet hår. I det hele taget følte jeg, at mange talte om os uden at ville konfrontere mine forældre, siger Sibylle.

Læs også: Jeg har tilgivet mig selv

Tav om rædslerne

Først da hun blev ældre, forstod Sibylle, at moderen var psykisk syg efter krigen, som hun aldrig ville fortælle om. Det eneste, hun fortalte om, var den nat hen mod slutningen af krigen, hvor familiens boligblok blev ramt af britiske bomber. Sibylles morfar fyldte sin regnfrakke med smørpakker, som var svære at få fat i under krigen, inden de flygtede fra ildstormen med brændende fosfor, der løb ned af trapperne. Først i sikkerhed opdagede Sibylles morfar, at smørret var smeltet i regnfrakken.

– Der er ingen tvivl om, at hun var mærket af, at familien på den måde gik fra at være pæn og borgerlig til at være ludfattig og afhængig af andre.

Sibylles far talte heller ikke om krigen, og hun turde aldrig spørge ind til, hvad han havde oplevet.

Først da han mange år senere, og da Sibylle var blevet voksen, begyndte at skrive sine erindringer fra krigen, kunne hun læse om sin fars oplevelser. Faderen havde været en del af Hitlerjugend og været soldat ved østfronten i Rusland, hvor han endte i fangenskab.

– Han flygtede tre-fire gange derfra, men blev fanget hver gang, og den sidste del af krigen kom han i arbejdslejr i Sibirien, hvor han meldte sig til at hente de døde fra barakkerne.

Så snart det lod sig gøre, flyttede Sibylle hjemmefra, og hun mærkede, hvordan det var en befrielse at slippe fra forældrenes tag, men opdagede også, at hun manglede en masse basale færdigheder. Hun havde for eksempel aldrig på egen hånd købt ind, og hun var frygtelig genert, så det krævede stor overvindelse for hende at gøre det.

Tre år efter at Sibylle var flyttet hjemmefra, døde hendes mor af kræft. Derefter gik det for alvor ned ad bakke for hendes far.

– Man kan sige, at krigens minder indhentede ham. Lægerne endte med at give ham en skraldespandsdianose – aldersskizofreni – og han forsøgte at tage sit liv. Han begyndte at få voldsomme symptomer fra spiserøret, og lægerne troede, at det var den medicin, han fik. Men mange år efter hans død fandt min bror et drikkeglas og en halvfyldt flaske med saltsyre i kælderen.

Læs også: Camilla var gravid i fire timer

En ny chance

Forældreløs i en ung alder flyttede Sibylle til Danmark for at arbejde. Et job som højskolelærer i Aabenraa førte hende senere videre til Fyn, hvor hun også mødte den mand, der blev far til hendes i dag 17- og 20-årige døtre.

I dag er det 28 år siden, at hun kom til Danmark. Hun bor nu i Odense og arbejder som lærer på en friskole.

– Jeg synes, det har været svært at løsrive mig fra den barndom, jeg har haft. Men det gav mig noget at komme til Danmark. Det var som at få en ny chance, hvor ingen kendte noget til min baggrund. Det var en stor hjælp, og mange gange har jeg kunnet undskylde mig med, at det er, fordi jeg er tysker, hvis jeg har sagt eller gjort noget underligt i danskernes øjne – og ikke nødvendigvis på grund af min opvækst, griner Sibylle, der føler sig accepteret af danskerne.

Da hun lige flyttede hertil, oplevede hun, at en kærestes tante nægtede at tale med hende, fordi hun var tysker, men i dag fornemmer hun, at krigen er kommet mere på afstand.

For som hun siger:

– Jeg er også glad for, at krigen sluttede dengang, og ligesom mange danskere tænder jeg lys i vinduerne 4. maj om aftenen.