Nicoline lever med stomi: Man skal elske den, man er

Mavepinen var det værste. Smerterne og den manglende energi tog til og resulterede til sidst i, at Nicoline Eriksen ikke havde kræfter til at gå op ad trappen derhjemme.

Det er fire år siden, Nicoline var midt i den hårdeste periode i sit liv. Den dengang 22-årige kvinde var ofte hos lægen, men kunne ikke få svar på, hvad der var galt.

Hun havde haft smerter i flere år, og de begrænsede hende. Hun var for træt og svag til at se sine venner, og hun var ofte sygemeldt fra undervisningen på Dansk Talentakademi i Holstebro.

– Det var kaos på mange måder, for jeg havde ekstremt ondt og lukkede mig inde på mit kollegieværelse. Jeg har altid været meget social, så det var svært ikke at kunne tage ud og gøre det samme som tidligere, forklarer Nicoline, når hun ser tilbage på den tid i sit liv.

– Jeg gik til lægen flere gange om ugen, hvor jeg følte, at jeg ikke blev taget seriøst, selv om jeg havde så mange smerter. Jeg blev sendt hjem gang på gang, men så en dag, hvor jeg havde over 40 i feber, rystede og ikke kunne stå på benene, blev jeg sendt med en ambulance til Herning Sygehus. Her fik jeg en kikkert-undersøgelse, fortæller Nicoline, der ikke havde forestillet sig det næste, der ville ske.

Kroniske mavesmerter

Der var en forklaring på Nicolines smerter. På sygehuset opdagede lægerne, at hun havde et svært tilfælde af Morbus Crohn, som er en kronisk tarmsygdom, der giver mavesmerter.

Desuden havde hun tre såkaldte fistler, der viser sig som betændelse i tarmen.

– Jeg blev sendt hjem på en masse medicin, men den virkede ikke. Jeg døjede stadig med mange smerter, men hver gang jeg troppede op igen hos lægen, blev jeg sendt hjem med penicillin, for de kunne ikke finde ud af, hvordan jeg fik det bedre, siger Nicoline, der på daværende tidspunkt var meget frustreret.

Til sidst blev hendes smerter så slemme, at hun blev præsenteret for en ny løsning. Nicoline skulle have stomi, men kun i tre år. Det var livsomvæltende for hende, men det hjalp, at hun kunne trøste sig med, at stomien var midlertidig.

Omtrent samtidig fik hun en blodprop i sin ene levervene, der viste sig ved svære mavesmerter, og lægerne opdagede, at hun også havde Budd-Chiari, som er en sjælden, kronisk leversygdom.

– På det tidspunkt var det svært at finde hoved og hale i, hvad der var hvad i forhold til mine mavesmerter, fortæller Nicoline, men en ting var sikkert, og det var, at de kun blev værre og værre.

Derfor blev hun henvist til Skejby Sygehus, hvor hun skulle opereres. Nicoline gennemgik en operation, hvor hendes endetarm, halvdelen af hendes mavemuskler og lidt af hendes bækkenbund blev fjernet – og så blev stomien permanent.

– Det var en stor operation, og jeg følte, at min verden brast, fordi jeg skulle leve med stomi som så ung. Jeg bekymrede mig blandt andet over, hvordan andre ville reagere, og om jeg kunne finde kærligheden, fortæller Nicoline.

Ud over at have fået stomi skulle den unge kvinde forholde sig til endnu en omvæltning på dette tidspunkt.

– Jeg havde gået i rigtig mange år og tænkt, hvad der var galt med mig, fordi jeg havde problemer med maven, men faktisk også med psyken, forklarer Nicoline, som i 2021 blev diagnosticeret med paranoid skizofreni.

Stomi som følgesvend

Spoler vi frem til i dag, er Nicoline et andet sted. Hun har det bedre og bor i Esbjerg med sin kæreste Søren, som hun har været sammen med i tre år – og så er hun glad for at have fået sin bevægelighed igen.

– Jeg har et helt normalt liv, hvor jeg kan tage i svømmehallen, på stranden eller dyrke sport. Jeg kan gøre lige det, jeg har lyst til, fortæller Nicoline med et smil.

Det betyder ikke, at hun ikke har dårlige dage, og det kan både være med maven eller psyken. Når hun har en af dem, har hun brug for at være kreativ.

– Jo mere, jeg har haft et problem med min mave og min psyke, desto mere har jeg haft brug for at kunne lukke af for det hele. Så sætter jeg mig ned og begynder at tegne eller lave smykker, for det er mit frirum. Det kan jeg bruge flere timer på, for jeg kommer ind i et helt andet univers, fortæller hun og fortsætter:

– Jeg glemmer alt, der er træls. Det gør jeg ved at sætte mig ned med mit tegnegrej. Det giver mig ro.

Selv om hun har oplevet en stor støtte fra sin kæreste, familie og venner, har hun manglet at tale med nogle, der stod i samme situation som hende.

Derfor har Nicoline lavet en aftale med stomi-ambulatoriet på Esbjerg Sygehus om, at hun skal være mentor for unge, der skal have stomi.

– Man skal elske den, man er, og hvorfor være ked af noget man ikke kan ændre? Stomi er det bedste, der er sket for mig. Jeg kalder den faktisk Svend, fordi stomien er min følgesvend, fortæller Nicoline og griner.

– Det har været livsomvæltende at få stomi. For jeg kan jo huske, hvor dårligt jeg havde det, så man skal ikke tage for givet, at man har det godt, smiler Nicoline, som nyder igen at have så meget styr på sit liv og helbred, at hun kan tænke på fremtiden, planlægge og drømme. Og drømmen nu er at blive tatovør.