Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
For fire år siden vidste Persille Ingerslev dårligt nok, hvem hun selv var. I dag følger over 4.600 personer med på Facebook-siden Persilles hjemmedyrk, hvor den 36-årige kvinde skriver om livet – enten sit eget eller det, hun dyrker i urtepotterne i lejligheden på Frederiksberg.
Persilles far var skuespilleren Jess Ingerslev, så Persille voksede op med sange fra børneserien ”Omsen & Momsen” og den musikalske trio Klyderne. I dag er hun sammen med musiker Jeppe Juul og bandet Udskud aktuel med debutalbummet: ”Humlen ved det hele”.
– I vores samfund er der ikke plads til, at man vakler på vejen. Det kan give angst og stress, og der mener jeg, at forbindelsen til naturen – selv om det bare er i en urtepotte – kan gøre en forskel, siger Persille.
Hun har selv følt sig presset til det yderste, for hun har døjet med depression, angst og stress det meste af sit liv, og hun har levet på kontanthjælp adskillige gange.
Læs også: Min angst skal ikke knække mig
For fire år siden starter den rejse, der fører Persille til sit kald og senere til at danne bandet Udskud. Persille får et større sammenbrud. Hendes læge og Frederiksberg Kommune tilbyder hende haveterapi, men Persille afslår.
– Det synes jeg slet ikke, jeg kunne tillade mig at tage imod. Der bliver i forvejen slået hårdt ned på folk, der får noget fra samfundet, og jeg var på kontanthjælp, siger hun.
Uden penge og uden nogen større botanisk viden beslutter Persille alligevel, at hun selv kan udføre en slags haveterapi derhjemme. Hun opretter Facebook-siden Persilles hjemmedyrk og deler sine eksperimenter, og hun begynder selv at slå rødder og finder ud af, hvad hun virkelig brænder for. Hun begynder også at holde foredrag om, hvor let det er at dyrke sin egen køkkenhave i hjemmet.
– Hjemmedyrk får mit hjerte til at synge! Jeg har det så godt med det, siger hun.
Læs også: Cindy led af paranoid skizofreni
For knap et år siden dannede hun bandet Udskud sammen med Jeppe Juul. Nu er deres album til salg, og de er booket til at spille deres første koncert. Persille planlægger at skrive en bog og håber, at hun på lang sigt kan leve af det, der får hendes hjerte til at synge: udbrede budskabet om, at det på så mange planer er godt at dyrke sin egen køkkenhave – også i en lejlighed.
– Det har taget mig lang tid at finde ud af, hvem jeg er, og der er jeg ved at være i mål, så jeg sidder tilbage med en følelse af, at det her kun er begyndelsen. Så må vi se, hvad der sker.
Læs også: Lines kæreste arbejder i krigszoner
Bladet er på gaden mandag den 24. august 2015