Pia troede, hun skulle dø: Min familie fik mig til at kæmpe for at blive rask

Pia sidder ved spisebordet og laver julepynt en ganske almindelig formiddag midt i ugen. Sådan skulle det slet ikke være, for normalt ville Pia være på arbejde på den tid af dagen, og normalt ville hun slet ikke have tid til at være kreativ – men der er så heller ikke så meget, der er, som det plejer at være hjemme hos Pia Holberg i St. Andst ved Vejen.

I oktober 2017 fik hun konstateret brystkræft. Siden er tiden gået med kemobehandlinger, operationer og strålebehandlinger.

Pia er 45 år, kone, mor og datter og dermed en vigtig person i mange menneskers liv. De har alle været der for at støtte hende i det lange sygdomsforløb, ikke mindst hendes forældre, der har indstillet hende til vinder af Familie Journals julekurv.

Pia har netop fået at vide, at hun er rask – nu skal hun så ”bare” have ”styr på hovedet”, som hun siger.

− Det sker altid for naboen. Det er hende, der får kræft, ikke mig. Sådan tænker man jo, siger Pia. − Men nu var det ikke naboen, men mig, og det tossede var, at jeg egentlig havde haft en fornemmelse af, at der var noget galt, længe før det blev opdaget.

Faktisk var Pia hos lægen i oktober 2016, fordi hun mente, hun måske havde fundet en lille knude i venstre bryst. Det mente lægen ikke, at der var. Det var nok bare infiltrationer, sagde han. Derfor gik Pia hjem igen og passede sit liv og sin hverdag. Der var jo ikke grund til bekymring.

Det var der så alligevel året efter.

Se her, hvordan du kan indstille en person, der fortjener en julekurv (link fjernet)

Passede sit arbejde

− I oktober 2017 år var knuden blevet så stor, at både min mand, Carsten, og jeg kunne se den på huden, og så gik jeg til lægen igen. Denne gang VILLE jeg forlange at få en scanning. Og fra den dag gik det hele stærkt. Jeg blev sendt videre til nærmere undersøgelser, og fordi jeg havde en sundhedsforsikring på mit arbejde, kom jeg til scanning på et privathospital med det samme. ”Det ligner kræft,” sagde de. Selv om jeg havde tænkt tanken, fik jeg et alligevel et kæmpe chok og tænkte nærmest, at det var nu, jeg skulle dø, fortæller Pia.

Heldigvis havde Pia sin mand med. Carsten hørte de samme ord som hende, men han hørte også de ord, der ikke blev sagt: at det var nu, de skulle stå sammen om Pias sygdom, som de havde stået sammen om så meget andet i deres ægteskab.

− Undersøgelserne viste, at jeg havde en stor knude i venstre bryst. Den skulle fjernes, og samtidig skulle jeg have fjernet lymfekirtlerne i venstre armhule, men jeg skulle i kemobehandling, inden jeg kunne blive opereret.

Pia begyndte kemobehandlingen i december 2017. 15 gange kemo fordelt over det følgende halve år skulle hun igennem. Den sidste kemobehandling fik hun i maj i år. Hun tabte sit lange, smukke hår, og hun blev træt, men hun passede sit arbejde – for så længe hun kunne det, så længe var der noget almindeligt liv tilbage. Hun var blevet et menneske, der holdt allermest af hverdagene.

− Min arbejdsplads har været fantastisk hele vejen igennem. Jeg har altid hadet tabuer, så jeg fortalte dem, at jeg havde brystkræft, og at jeg var i behandling. Jeg arbejder på et lager med reservedele til biler. Det er en mandearbejdsplads, og hver eneste kollega har bakket mig op hele vejen, fortæller hun.

Pia har ikke gjort meget ud af at holde sygedage, men den dag, hun blev opereret, var hun sygemeldt. Den 17. maj i år holdt hun fødselsdag, og dagen efter blev hun opereret. Hele brystet blev fjernet, og en måneds tid efter blev lymfekirtlerne fjernet. 15 strålebehandlinger fik hun også, og derefter blev hun erklæret rask.

Læs, hvorfor Gunnvor takker Rikke med en julekurv

Et styrket forhold

− Da jeg fik den sidste strålebehandling, fejrede vi, at jeg var rask. Vi fejrede også den sidste kemobehandling og den sidste operation. Jeg var jo rask. Jeg var ovenud glad og lykkelig, selvfølgelig var jeg det, siger hun.

Pia er dog ikke længere den samme kvinde, som hun var før. Det er derfor, hun siger, at hun skal have hovedet med sig.

− Undervejs, da jeg var syg, syntes jeg, at jeg havde styr på det hele. Jeg var stærk, og jeg troede på, at det ville ende godt, hvis jeg gjorde præcis, som lægerne sagde – og det gjorde det jo også. Min kvindelighed sidder ikke i et bryst, så jeg har ikke haft det svært med, at jeg har fået det fjernet. I det hele taget har sygdommen givet mig nogle andre prioriteter i livet. Kræft kan flå ægteskaber i stykker, eller sygdommen kan styrke forholdet, og hos os er vores forhold blevet styrket.

− Carsten har været hos mig ved hver eneste kemobehandling, han har kørt mig frem og tilbage til sygehuset, når jeg var for træt til overhovedet at hænge sammen. Han har været der, når jeg var ked af det, og når jeg var glad. Jeg ved, han har været bange, men han har aldrig sagt det.

Måske er det godt, at Carsten aldrig har vist sin frygt for at miste sin kone, for Pia og Carsten har også børn. To voksne børn, som ikke bor hjemme, og Victoria på 11 år, som har brug for sin mor lang tid endnu. Pia og Victoria har også et særligt tæt bånd til hinanden.

Jettes familievejledergav hende troen på sit eget værd

Baby i bilulykke

− Da Victoria kun var fire uger, ville jeg vise hende frem på mit arbejde. Jeg kørte bilen, og Victoria lå i liften på bagsædet, hvor hun var spændt fast. En anden bilist overså sin vigepligt og bragede lige ud i os i et kryds. Min bil blev næsten knust, jeg kæmpede mig ud af bilen og nåede næsten om til Victoria på bagsædet. Der var overhovedet ikke sket hende noget, men jeg havde fået en masse knubs og brækket det ene ben tre steder. Men da jeg så min baby ligge der, helt fin og uskadt – ja, så kunne hun jo ikke blive døbt andet end Victoria, der betyder ”sejr”.

Det er blevet hverdag hjemme hos Pia igen. Victoria går i skole, Carsten går på arbejde. Pia laver julepynt, kører Victoria til badminton og bager gulerodskager i store mængder. Pia skal begynde igen på sit arbejde til februar, og indtil da bruger hun tiden på at sætte hovedet på plads.

− At have kræft er absolut forfærdeligt, men hvis man endelig skal sige noget positivt om det, at jeg har været syg, så er det, at jeg har fundet ud af, hvad der er vigtigst i mit liv: Vi er blevet bedre til at hygge os sammen og til at tage en overnatning ude en gang imellem. Vi har fået talt om, hvor meget vi holder af hinanden, og der er absolut ingen tvivl om, at uden min familie var jeg ikke kommet gennem min sygdom. De er jo grunden til, at jeg kunne kæmpe for at blive rask

Årets julekurv

En af de gode traditioner, vi har på Familie Journal, er uddelingen af årets julekurv. Det er jer læsere, der gør os opmærksomme på personer i jeres liv, der har fortjent en anerkendelse og ikke mindst julekurven, der i år er et gavekort på 2.000 kr. til Imerco (kan også bruges i Imerco HOME). Vi uddeler i alt 10 julekurve.