Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
- Både min kone, jeg selv og vores to unger, Katrine på 12 og Frederik på syv, elsker friluftslivet og fornemmelsen af at være vores egen herre, fortæller skaberen af den lille fikse campingvogn, 40-årige Thomas Kjærgaard.
Familien foran campingvognen med det specialsyede fortelt. Teltstængerne er lavet af elektrikerrør med vandrør indeni, der blev varmet op, så de kunne bøjes.
Ingen campingvogn levede op til kravene
Ud over at være elektriker og internetværkssupporter er han en ægte opfinder.
- Jeg har hele livet bygget og konstrueret ting og sager, og da vi efter vores første telttur i 2006 opdagede, at det så ret dejligt ud med en campingvogn, besluttede vi, at det lige var os, fortæller Thomas. Men efter at familien havde beskuet adskillige modeller i forskellige prisklasser, stod det helt klart for Thomas, at han blev nødt til at bygge en selv. - Min kone Dorte og jeg var enige om, at ingen af alle de modeller, vi havde set på, til fulde opfyldte vores krav, fortæller Thomas.
Bygget i en susende fart
Da han havde tegningen klar, tog det Thomas mindre end fem uger at bygge drømmevognen. - Selve vognen er lavet i støbekrydsfinerplader og finsk birkefiner, fordi det er olieholdigt. Træet har jeg fodret med endnu mere olie, malet med gummimaling og til sidst med almindelig maling. Vognen er selvfølgelig isoleret og vandfast og har desuden indbygget varme. Den er bygget op på en almindelig Pedersborgtrailer fra 1972. - Jeg skabte en "undervogn", som sidder inde under selve campingvognen. Den kan trækkes ud og fungerer som soveplads for både Frederik og Katrine.
Skal have ro når han opfinder
Thomas' foretagsomhed udfolder sig ikke kun i garagen, som han i øvrigt også selv har bygget. - Vi købte et svensk træhus i 1999, men da vi ikke lige havde råd til at få en første sal med, byggede jeg den selv, fortæller Thomas. At være gift med en lidt excentrisk opfindertype kræver sin kvinde. - Jeg har efterhånden lært, hvordan jeg skal håndtere Thomas, når han går i "opfinder- mode", fortæller Dorte. - Han skal have fred og ro, og i de perioder sørger jeg for børnene og det huslige. Men det er helt fint, for der kommer jo næsten altid noget fantastisk ud af det.
Læs også Vi er nogle værre kræmmere