Serena fra ”Landmand søger kærlighed”

Tirsdag, 24. september 2024
Greta Johannsen
Foto: Søren Jul Lamberth
Mand og børn, et liv på landet med masser af kærlighed og også gerne et par røde køer. Det er det, Serena fra Nordals ønsker sig.
Serena elsker sit liv på landet, så hun bliver ikke nem at flytte rundt på.

Serena holder af røde danske malkekøer, sit job som lærer på Gråsten Landbrugsskole og ikke mindst eleverne, der også har lukket deres ivrige og nørdede kvæglærer så meget ind i deres hjerter, at de har meldt hende til datingprogrammet ”Landmand søger kærlighed” på TV 2.

For Serena Albeck Jonas mangler en mand i sit liv. Det synes hun selv, og det syntes hendes elever på landbrugsskolen åbenbart også.

Det kunne da ikke passe, at deres lærer, i en alder af 28 år, aldrig havde haft en kæreste? Det måtte der gøres noget ved, og sådan kom Serena med i datingprogrammet. I første omgang var hun ikke meget for det, men så alligevel … Hun endte med at sige ja, og derfor kan vi seere nu følge hendes jagt på kærligheden i bedste sendetid.

Det burde ikke være svært for Serena at finde en kæreste, skulle man mene: Hun er kvik og klog, hun ser godt ud, og hun har en udstråling, der kan sætte ild til en træmand. Alligevel har hun haft svært ved at finde en kæreste. Serena er nemlig kræsen, siger hun selv, men understreger også, at hun bare søger en mand, der er et ordentligt menneske.

– Min mand skal være betænksom, ærlig og høflig og behandle andre mennesker ordentligt. Jeg synes selv, jeg er et ordentligt menneske, der spiller med åbne kort og tager hensyn til andre, siger hun og fortsætter:

– Jeg har før været forelsket, og jeg har også været på forskellige dates, men jeg er aldrig kommet videre. Mens jeg var på date, har jeg tænkt, at det gik da meget fint, men så viste det sig, at min date havde en anden opfattelse af vores møde. Jeg har hørt sætningen, ”det er mig, der er noget i vejen med, ikke dig” flere gange, end jeg har lyst til at tænke på. Jeg er blevet kasseret, og nogle gange har jeg slet ikke forstået hvorfor. Men jeg har efterhånden lært kunsten at tage et nederlag og så rejse mig igen bagefter og gå videre.

Serena bor i en lejlighed på en gård i Mjels på den yderste spids af Nordals. Der er dyr og marker omkring hende, hun er et godt sted i sit liv, men sådan har det ikke altid været.

Mobning

– De dårlige datingoplevelser har gjort mig lidt forsigtig, for jeg kender følelsen af at blive kasseret, og den gør ondt hver gang. Jeg har en dejlig familie, forældre og en lillebror, der betyder alt for mig. Mine forældre bor stadig i Himmark, og i mange år arbejdede mine forældre på Danfoss, som rigtig mange gjorde her på Als. Da jeg begyndte i Svenstrup skole, blev jeg drillet, fordi de mente, jeg var for tyk. Desuden var jeg vild med at lære nye ting og gik til ridning, så jeg var åbenbart meget anderledes. Heldigvis fandt jeg en veninde, der også gik til ridning, men jeg har altid kendt til følelsen af at være lidt forkert i forhold til alle andre, siger Serena.

Følelsen af aldrig rigtig at passe helt ind fortsatte i resten af skoletiden og i gymnasiet. Hun elskede dyr, og der var heldigvis også dyr i hendes liv, fordi hendes veninde kom fra en gård. Da Serena var lille, drømte hun om at blive dyrepasser, siden ville hun være dyrlæge, men da hun efter studentereksamen i 2015 fik et kort ophold på Landbrugsskolen, faldt alle brikker på plads. Både menneskeligt og fagligt.

– Det halve år på landbrugsskolen i Gråsten var det bedste, der overhovedet kunne ske for mig. Jeg passede ind, jeg var sammen med mennesker, der interesserede sig for det samme som jeg, og jeg fik venner. Rigtige venner.

Serena blev uddannet landmand og senere jordbrugsteknolog med speciale i malkekvæg, og for et par år siden blev hun ansat som underviser på Gråsten Landbrugsskole.

Den eneste ene

– Jeg mødte selv den helt rigtige og engagerede lærer på skolen i Aarhus, og det gav mig lyst til at undervise, så jeg måske også kunne gøre en forskel i et andet ungt menneskes liv, sådan som den lærer gjorde for mig. Derfor var jeg også helt vildt glad, da jeg fik job på Gråsten Landbrugsskole som lærer i kvægavl. Det er fantastisk at få lov til at nørde med tingene og opleve eleverne vokse og få selvtillid.

Årene med mobning og usikkerhed har sat sine spor hos Serena, men de har også styrket hende, siger hun selv.

– Jeg har måske ikke en masse venner, men jeg har de venner, jeg har brug for, og dem er jeg rigtig tætte med. Min veninde, Simone, har støttet mig rigtig meget, også undervejs i ”Landmand søger kærlighed”. Hun har været med til at lære mig, at jeg har ret til at være i verden, præcis som jeg er, siger Serena.

Og det har hjulpet hende til at vide, hvad hun vil, når det handler om at få en kæreste.

– Jeg vil ikke nøjes. Jeg tror på, at den eneste ene findes. Den mand, jeg forhåbentligt skal tilbringe resten af livet med, skal være ærlig og elske mig, som den jeg er, ikke som den, han synes, jeg skal være.

Hvad får manden i Serenas liv så? Han får en kvinde, der elsker sin familie og sine venner. Han får en kvinde, der vil have børn, og han skal ikke regne med, han kan flytte hende til en storby. Oveni kan han glæde sig over at være sammen med en partner, der hviler i sig selv og er færdig med at tilpasse sig andres meninger om hende.

– Jeg er selv lidt overvægtig, men jeg nægter at pakke mig ind i sorte, løse bluser. Min krop er, som den er, og når jeg går med tætsiddende bluser, viser jeg også de unge piger på skolen, at det er i orden at have en krop, der ikke er slank. Jeg er, som jeg er, og jeg er god nok, tænker jeg.