"Sparemor"s ferietips

Mandag, 10. juni 2024
Greta Johannsen
Foto: René Schütze
Ferie handler om at være sammen, ikke om hvor mange legelande man besøger, siger Diana Futtrup i Skive. Hun er mor til tre og deler gerne ud af sine gode idéer til en sommerferie på budget.
Sparemors ferietips

”Åh nej, få hende ikke i gang med at snakke om lister”, siger Martin advarende, mens han styrer tvillingerne, Benjamin og Valdemar, på plads ved bordet. Og han mener det. Hans kone holder af at lave lister, læse lister og især at følge dem.

Hun hedder Diana Futtrup og bor i Skive. På Instagram hedder hun ”Sparemor”. Hun har 11.000 følgere, som lægger mærke til, hvad hun gør.

Ikke uden grund for hun har forfinet kunsten at spare så meget, at hun er i stand til at brødføde en familie på to voksne og tre børn for omkring 4.000 kroner om måneden og endnu vigtigere netop i denne tid: Hun er i stand til at holde sommerferie for meget små penge, takket være alle hendes små tricks.

Hverken børnene eller de voksne synes, de går glip af noget i ferien. Men måske er Dianas børn bare meget nemme, eller også kan Dia-na noget helt særligt?

– Vi har tre små børn, tvillingerne på fem år og storebror Noah på syv år. De er vokset op med, at vi ikke havde voldsomt mange penge. Jeg var under uddannelse til socialrådgiver, da de blev født, og min mand er pædagog. Vores løn og SU skulle bare række, for der kom ikke flere penge, uanset hvor rart det måtte have været, siger Diana og fortsætter:

– Når vi holder sommerferie, har vi på forhånd bestemt, at vi kun besøger ét legeland eller én forlystelsespark i den periode, og det skal helst være i nærheden af vores bopæl. Det har tit været Jesperhus Blomsterpark, og så forbereder vi os på udflugten og taler om, hvad vi vil se, prøve og spise, mens vi er der.

Alle, der har tilbragt en sommerdag et sådant sted, ved godt, at det ikke nødvendigvis er entrébilletten, der er den største udgift, hvis man ikke passer på. Men det gør Diana.

– Vi tager nogle lækre madpakker med hjemmefra sammen med frosne smoothies, som så bliver til dejlig koldt saftevand i løbet af dagen. Vi har også på forhånd aftalt, at vi aldrig køber candyfloss, der alligevel altid ender i håret, eller slik og is inde i parken. Til gengæld ved børnene, at når vi kører hjem, stopper vi ved et supermarked og køber den allerbedste is der, så vores børn synes stadig, det har været en god dag. Så er det jo også en stor fordel, at vi altid kan lokke dem hjem fra parken, fordi de ved, de skal have en is på hjemvejen, siger Diana.

Ifølge Diana er oplevelser ude gode, men det er ikke mængden af dem, der afgør, om man har en god ferie.

– Der behøver ikke være planlagt underholdning hver eneste dag. Det vigtigste for små børn er egentlig bare at være sammen med forældrene.

På tilbud

Dianas børn ved godt, at der i familien er regler og grænser for, hvad man bruger penge på, men også, at de bliver taget med på råd og har tid til at være sammen i familien. Sådan var det også, da Diana var barn, og dengang var det især mormor, der lærte Diana alt om at få det bedste ud af lidt.

– Min sparsommelige mormor gik hele Herning by rundt og købte havregryn og alt mulig andet på tilbud. Hun havde ikke mange penge, og derfor var hun stærkt imod at betale fuld pris for noget som helst, for hvorfor give mere for noget, du kan få til halv pris? siger Diana.

Diana går også selv rundt i byen, men hun begrænser sig ikke til nærområdet. Hun har veninder spredt over det meste af Midtjylland. De studerer tilbudsaviser og køber stort ind for hinanden, og når de mødes, bytter de så de gode tilbud indbyrdes, så ingen i venindekredsen mangler flåede tomater, morgenmadsprodukter, eller hvad det nu måtte være, der har været på tilbud.

Diana og veninderne kunne sagtens styre et større planlægningsbureau, for de kender deres tilbud og får det hele til at hænge sammen, også uden at køre alt for langt rundt efter det. Men Diana blev ikke speditør eller organisator. Hun havde et helt klart mål lige fra begyndelsen.

– Jeg er en gammel sjæl i en yngre krop. Da jeg var 18, var jeg allerede helt klar til at få mand og børn. Kort efter fandt jeg Martin, og han ville også gerne have en familie. Han var i gang med at uddanne sig til pædagog, da vi mødtes, mens jeg gik på hf. Bagefter fortsatte jeg på studiet til socialrådgiver, så vi levede af SU i de første år af vores forhold, men det gik fint. Også da vi fik vores første søn, Noah, siger Diana.

Faste opgaver

Det er ikke alt, man kan forberede sig på. Diana blev gravid igen kort tid efter Noahs fødsel, og det viste sig til deres store overraskelse, at det var tvillinger, der var på vej.

– Vi havde lige været til scanning, hvor vi fik at vide, at der altså var to børn på vej. Vi havde aftalt, at vi skulle på Burger King, efter vi havde været til scanning, men vi var så chokerede, at vi kørte rundt om Burger King flere gange uden at kunne få øje på stedet. Så er det altså slemt, husker Martin med et grin.

Derfor sad Diana flere måneder senere på sygehuset i en alder af 21 år og var mor til nu tre små børn, der havde brug for mange bleer, mad og tøj, men først og fremmest havde de brug for masser af kærlighed, og den koster jo i hvert fald ikke noget.

– Vi havde mange ting at være bekymrede for, men økonomien var ikke en af dem, siger Diana.

Nu er Diana færdiguddannet socialrådgiver og arbejder også gerne med familier, der vil have gode råd til økonomien, og selvfølgelig skal hendes egne børn også lære om penge og privatøkonomi. Noah har allerede faste opgaver derhjemme.

– Han står for at matche de nyvaskede sokker. Det får han 11 kr. om ugen for. Han bærer skraldeposerne ud for 7 kr. pr pose, og så lægger vi pengene sammen og udbetaler løn hver fredag. Han ved også godt, han kan spare op og købe særlige ting for sine penge, når han har lyst til det. Det har gjort, at han er klar over, at man skal bestille noget, før man kan få penge, siger Diana.

Drengene bor i et hjem med rigtig mange pakker morgenmad købt på tilbud og mange andre ting, der bliver brugt hen ad vejen såsom tomater på dåse og jule- og fødselsdagsgaver købt på tilbud uden for sæson. De har også en kæmpe kasse med slik – som de næsten ikke rører.

– Vi køber slik og lader det være frit tilgængeligt. Det betyder, at de selv tager noget vingummi eller nogle chips en gang imellem, men faktisk gør de det ikke ret tit. Når det står frit fremme, er det bare ikke så interessant, siger Diana.

Derfor står der også slik på listen over det, der skal pakkes ned til de kommende skovture, en tur til blomsterparken og hyggedage hjemme i haven. Det handler nemlig ikke om bare at spare penge, men mere om, at man skal bestemme sig for, hvad der er vigtig at bruge penge på.