I linedancerkredse er hun det nærmeste, man kommer en afgud. Hun har selv skrevet 1.200 linedances, hun har vundet 11 danske priser for bedste koreografi, bedste instruktør og bedste dans. Hun er kendt i USA, Spanien, Tyskland, ja, i det hele taget alle de steder, hvor folk danser iført cowboyhat og støvler.
Læs også om Ena Spottag der elsker at danse Sunshine Cowgirl blev født på en gård i Vestjylland som Marie Sørensen. Det var der ikke meget dans i, til gengæld var der ro, regelmæssighed og rigeligt hårdt arbejde. Det med det hårde arbejde havde Marie ikke så meget imod – til gengæld var hun så rastløs og sulten på at opleve livet, at hun allerede flyttede hjemmefra som 15-årig.
En fri sjæl
Hvis Marie havde været barn i dag, havde hun nok haft en diagnose, som handlede om at være superaktiv altid. De diagnoser fandtes ikke dengang, men Marie fik hurtigt forskelligt arbejde, og inden længe var hun fast tilbehør til alle mulige kræmmermarkeder. – Jeg har en rigtig kræmmersjæl og har solgt alverdens ting og sager på markeder. Senere fik jeg gang i at tømme dødsboer, og det levede jeg af i 20 år sammen med en antik- og genbrugsforretning i Esbjerg. – Jeg har altid klaret mig selv, også da jeg fik min søn som 22-årig. Jeg tror nu nok, han mere eller mindre blev ”tvunget” til at tage med på kræmmermarkeder, hvor han havde sin egen lille bod med aflagt legetøj. Det er nok derfor, han sværger til fast arbejdstid og en almindelig månedsløn, nu da han er voksen, tilføjer Marie. Så vidt er det aldrig kommet med Marie. Hun har arbejdet hårdt hele livet, hun forstår ordet ”afslapning” som, at hun har siddet i sofaen en halv times tid, men så må det også være nok. Hun har hoppet og sprunget, og undervejs begyndte ryggen at gøre ondt. Det blev starten på hendes nye karriere som Sunshine Cowgirl.
Kilo skulle danses væk
– Jeg måtte tage den lidt med ro, da jeg ikke længere kunne slæbe på tunge ting. Det betød, at der kom en masse ekstra kilo på sidebenene, og det brød jeg mig absolut ikke om. Så tænkte jeg, at de måtte kunne danses væk. Jeg har altid haft en svaghed for countrymusik, så jeg meldte mig til linedance – og så blev jeg bare så bidt af det. Marie trådte sine første linedancetrin tilbage i 2004, og som det altid sker med Marie, så blev hun fuldstændig opslugt af sin nye interesse. Året efter havde hun taget instruktørkurser og lavede sin egen forening, Wild Boots. Så syntes hun pludselig, at det var på tide at skrive nogle sange selv, og det er som sagt blevet til omtrent 1.200 på nuværende tidspunkt. Marie fra Vestjylland er blevet kendt for sine sange, som ligger på Youtube-videoer på nettet. De danser hendes danse i USA, i Japan, på Hawaii, i Spanien, kort sagt: alle steder, hvor der findes linedance.
Læs også om linedance og camping Lige nu er Marie i Danmark. Hun er ansat af DGI Midt- og Vestsjælland og underviser fast en uge om året på Tisvilde Senior Højskole. Selvfølgelig er hendes fag linedance. Kursusdeltagerne er oftest på den gode side af 50 år, men de har fuld fart i støvlerne. Der bliver danset og grinet, og de få mænd, der er på danseholdene, har bestemt en god tid. Men den, der hygger sig allermest, er nok stadig Marie. – Nu underviser jeg nogle gange om året i Linedance, både i Tisvilde og på Sønderborg Idræts Højskole, og jeg arrangerer grupperejser for linedance gennem DGI og Detur, så min økonomi hænger sammen. Det er ikke pengene, der gør mig lykkelig – det er simpelthen min natur at være glad og positiv, og jo mere jeg danser, jo gladere bliver jeg, siger Marie.
Farvel til overvægten
Og hvad skete der egentlig med alle de overflødige kilo, Marie havde lagt på sidebenene? – De er for længst danset væk, konstaterer hun. Marie har tabt sig 27 kilo og har takket pænt nej til de to nye hofter, lægerne ellers mente, hun havde brug for.