Tanjas søster stukket ihjel på deres fælles arbejdsplads

De lignede hinanden. Tanja og Dorthe. To flotte søstre, der begge havde en stor lidenskab i deres liv: deres arbejde. De var social- og sundhedsassistenter på Ringbo, et bosted for psykisk syge i Bagsværd. De arbejdede her, fordi de ville kæmpe for dem, der ikke kunne selv. De ville give beboerne et værdigt og anstændigt liv, uden tvang, uden magtanvendelse.

De to søstre arbejdede i samme hus, i fritiden snakkede de sammen om arbejdet. De rejste sammen, festede sammen og dyrkede sport sammen. I dag er der kun Tanja tilbage. Dorthe blev stukket ned af en psykisk syg beboer den 2. december 2013. Selv om Tanja har en søn og en mor, en kæreste og venner, er livet på en måde slut for hende. For hvordan lever man videre, når halvdelen af en selv er væk?

Conny Christiansen i Søborg er mor til Tanja og Dorthe. Også for hende er hver ny dag en kamp for at finde meningen med livet. Hun har indstillet Tanja til Familie Journals julekurv, netop fordi hun er alene tilbage og hver dag forsøger at finde glæden i sit liv igen. Også fordi Tanja har en søn, der har brug for sin mor.

Søstre og veninder

– Begge mine døtre var helt tossede med deres arbejde. De kunne diskutere og skændes, men de ville det samme: give de psykisk syge et godt liv uden tvang, uden indgreb.

– Dorthe blev uddannet som social- og sundhedsassistent og kom ind på Ringbo, hvor hun nåede at være i otte år, fortæller Tanja. - Vi flyttede sammen, da jeg var 19 år, og Tanja var 22. Vi var søstre, men vi blev hinandens bedste veninder, også da jeg fik Tobias og blev enlig mor til ham. Jeg tog uddannelsen som sosu-assistent og fik også job på Ringbo.

Når søstrene havde fri, planlagde de nye ting for deres beboere, der ikke altid var de nemmeste. Der var nogle, der truede personalet, nogle gange slog beboerne fra sig, men for søstrene var det en del af arbejdet. Beboerne var jo syge og kunne ikke gøre for det.

Den 2. december gik det galt.

– Dorthe var kontaktperson for en mandlig beboer på 72 år, der havde diagnosen paranoid skizofreni. Han hørte ikke særlig godt, og de sidste dage havde han ikke ønsket at tage sin medicin, så derfor var han urolig. Dorthe og han stod sammen i køkkenet, da hun fortalte ham, at hun syntes, han skulle have sin hørelse undersøgt. Herfra går alt galt, siger Tanja.

Beboeren har senere fortalt, at han følte, at de andre talte om ham, at Dorthe ville ham noget ondt. Han greb en kniv og stak Dorthe to gange.

I det øjeblik er det ikke kun Dorthes liv, der får ende. Tanjas liv stopper på en måde også her.

Læs også om Helle, der mistede sin søster og fik hjælp hos Søskendekram på Facebook

Tanja bliver syg

Sammen med politiet får hun fat i deres mor og de andre familiemedlemmer. Alt er kaos, begravelsen bliver stor, for mange mennesker holdt af Dorthe. Efter begravelsen kommer ensomheden.

Der er gået to år, og Tanja kan ikke længere køre bus sammen med andre, hun kan ikke være på offentlige steder, hun har fået angst og en diagnose, der hedder PTSD. Hun elskede sit arbejde, men hun kan ikke længere gå derhen, for angsten begrænser hendes liv. Hun mistede sin ene halvdel, nu har hun også mistet sit arbejde, sit liv, og Tobias bor nu hos sin far, fordi Tanja i lang tid ikke har magtet at passe andre end sig selv. Alligevel bebrejder hun ikke sin søsters morder.

Læs også om Lajla, som mistede sin datter og har taget sine børnebørn til sig

– Manden var syg. Han reagerede sådan, fordi han var for syg til at være på et åbent bosted. De skyldige er dem, der sidder og bestemmer, at de psykiatriske hospitaler skal spare. Der er ikke pladser nok. Derfor bliver patienterne sendt videre for hurtigt, og det er svært at få en psykisk syg indlagt. Alt for tit ender alvorligt syge ude hos os på bostederne, hvor vi almindeligt ansatte skal kunne håndtere dem. Personalet gør, hvad vi kan, men det er ikke nok. Vi lever med trusler, og vi bliver ofte slået, men vi kæmper videre, og så bliver det farligt. Derfor blev Dorthe kun 37 år, siger Tanja.

Tanja er i behandling for sin angst og sin PTSD. Hun har fået en kæreste, og hendes søn er på vej hjem til hende igen. Livet går videre, og Tanja er begyndt at lægge planer. Hun håber på, at hun kan få en anden uddannelse.