Kære Puk
Middagsgæster er blevet en plage
Hvad er du optaget af lige nu?
– Mit nye job som underholdningschef i firmaet Podimo, der producerer podcasts. Jeg begyndte på fuld tid den 1. august efter at have arbejdet én dag om ugen under min barsel. Det var min ven og kollega fra DR-tiden, Nikolaj Koppel, der kontaktede mig og fik mig med på holdet. Og det er en spændende, ny udfordring.
Jeg lytter selv meget til podcasts, og oven i købet bevæger vi os inden for genren underholdning, så jobbet kunne simpelthen ikke passe mig bedre. Jeg er primært beskæftiget med at finde talentfulde folk, der enten selv laver podcasts eller gerne vil i gang med det. Men jeg skal også ind imellem lave en podcast selv.
Fortæl om din nye bog!
– Den bygger delvis på mine egne erfaringer som far til Ellen og Otto på 4 og 1 år, men er samtidig en generel hyldest til fædre. Jeg tager emnet alvorligt, men prøver stadig at behandle det humoristisk. Holdningen har stort set været, at det kun er mor, der duer i barnets første år. Men mit vigtigste budskab til fædrene er, at de tværtimod er afsindig vigtige. At der er masser, de kan gøre og tage del i lige fra det øjeblik, hvor deres partner bliver gravid.
Hvordan slapper du af?
– Det gør jeg i vores sommerhus i Rørvig. Der er en anden ro over tingene deroppe i og med, at man kommer ud af byen. Og så er jeg begyndt at gå til ishockey. Det er også afslappende, selv om det er hårdt. For når du er i gang, er det kun spillet, det handler om, og man bliver hverken forstyrret af telefonen eller afledt af hverdagen med familie og hjemlige pligter.
Hvad er dit yndlingsferiemål?
– Sidste gang var vi på Maldiverne, og det har stået højt på ønskelisten. Jeg kan godt lide steder, hvor man kan opleve noget nyt uden at skulle tænke for meget. Hvor man bor på hotel, og alting er ordnet for en. I modsætning til en backpackertur, hvor man selv skal lave maden og ikke ved, hvor man skal sove, når dagen er omme.
Hvad ville du være, hvis du ikke lavede de ting, du gør i dag?
– Som barn havde jeg pilotdrømmen i mig. Tanken om at styre noget så stort som et fly var fascinerende. Men efter gymnasiet fik jeg øjnene op for journalistik og besluttede at gå den vej. Jeg kom ind på Journalisthøjskolen i første hug, og siden er det gået slag i slag. Men det hjalp mig naturligvis gevaldigt, at jeg kom i praktik hos Anders Lund Madsen og Anders Breinholt.
I 2016 sprang sangerinden Hilda Heick ud som forfatter. Læs historien her.
Hvad er dit råd til et ungt menneske, der vil være journalist?
– Stol på dine idéer. Og prøv dem af. Også selv om der står nogle en mere erfaren person og påpeger, at resultatet ikke er godt. Ofte er det det måske ikke, men det er sundt at fejle. Det kan gøre dig klogere.
Hvilke uheld har du selv lært af?
– De mislykkede interviews. Jeg havde forberedt mig godt til mit møde med popstjernen Robyn, da jeg lavede "Det nye talkshow", men der var ikke snerten af kemi mellem os. Resultatet var pinagtigt uden at være sjovt. Jeg bilder mig ind, at jeg med tiden har lært at aflæse de mennesker, der sidder over for mig. Og ikke mindst har jeg lært at kunne grine ad mig selv.
Elsebeth Egholm udsendte tidligere på året romanen "Frit fald". Mød hende her.