Til VM og EM med sklerose: På banen har jeg det altid godt

Lotte Bilgrav kunne være i gang med at lægge vasketøj sammen for så pludselig at stå og skrælle kartofler. Der ved køkkenvasken havde hun glemt alt om de halvfærdige vasketøjsbunker. Den slags mindre forglemmelser var der pludselig mange af i Lottes liv for 15 år siden. I starten overbeviste hun sig selv om, at det nok var stress. Det kunne også forklare, hvorfor hun jævnligt havde problemer med balancen, synet og følelsen i det højre ben.

Der var da heller ikke noget at sige til, hvis hun var stresset. Hun var mor til tre børn i alderen syv-11 år, gift med en ekstrem travl tv-reparatør med egen forretning og havde selv en fuldtidsstilling som gruppeleder i hjemmeplejen. Hverdagen var en maskine, der skulle køre. Og det var især Lotte, som var motoren hjemme i huset på Amager. En gang om ugen havde hun dog sit frirum, når hun tog til badmintontræning i Kastrup Magleby Badmintonklub, hvor resten af familien også spillede.

Hvor meget de badmintonbaner skulle redde hende senere i livet, anede hun dog intet om på det tidspunkt. Hun nød bare spillet og det hyggelige samvær i klubben.

Men Lottes krop, hukommelse og overblik haltede mere og mere, og derfor blev hun gennem et par år undersøgt på kryds og tværs. Inderst inde havde hun nok en lille fornemmelse af, hvor galt det i virkeligheden stod til. Men hun sagde aldrig sin frygt højt. Ikke engang da hun til sidst skulle scannes på Skleroseklinikken.

– Tanken om sklerose havde da strejfet mig. Men jeg tænkte bare: Det skal det ikke være! Jeg havde selv været hjemmehjælper for sklerosepatienter, som hverken kunne gå eller tage læbestift på, fortæller hun.

Da Lotte sad til en lægesamtale i 2005, blev ordet for første gang sagt højt. Diagnosen kunne ikke pakkes ind. Lotte havde sklerose.

– Efter samtalen kørte jeg ud på min mands arbejde og fortalte ham det. Jeg græd selvfølgelig. Men vi blev også enige om, at vi ville få det bedste ud af det, siger Lotte, som tørrede øjnene for derefter at køre ud og hente sine tre børn. Præcis som hun plejede. Hverdagsmaskinen kunne jo ikke sættes på pause. Sklerose eller ej.

Læs også: To kroniske sygdomme i familien

Trænede balancen

Og sådan fortsatte hverdagene faktisk.

– Jeg skulle have vores liv til at hænge sammen, så jeg prøvede ikke at tænke for meget over det. Men selvfølgelig havde jeg let til tårer i en periode. Og selvfølgelig var jeg bange for, hvordan sygdommen ville udvikle sig, siger hun.

Fortvivlelsen mærkede hun også, da en læge foreslog, at hun droslede ned med sin badmintontræning. Hun skulle jo spare på kræfterne.

"I tager ikke min badminton fra mig," var hendes eneste tanke. Og hun holdt fast. Badmintonbanen forlod hun aldrig. Tværtimod.

At badminton var en effektiv medicin, fandt hun ud af ved lidt af et tilfælde, da hun startede på et sklerosehold, hvor patienter skulle træne i at få bedre balance. En skavank, som Lotte kæmpede en del med.

Men da fysioterapeuten i en øvelse begyndte at kaste fjerbolde i hendes retning, skete der noget overraskende.

– Pludselig var jeg helt sikker på benene, når jeg skulle gribe boldene. Hvor jeg normalt ellers vaklede.

Nu tog hun en beslutning: Hun ville spille mere badminton. Hvis jagten på en fjerbold gjorde hende så godt, var det da et forsøg værd.

I de følgende år spillede hun oftere og oftere og passede samtidig sine sklerosehold. Faktisk trænede hun seks gange om ugen og spillede kamp i weekenden. Og det gav resultater. Ikke alene blev hendes balance bedre, også hendes niveau på badmintonbanen steg bemærkelsesværdigt.

Den største triumf

10 år efter Lotte havde fået sin diagnose, foreslog en kammerat fra klubben hende at stille op til VM for veteraner over 45 år. En ambitiøs idé. Måske også for ambitiøs. Da Lotte så sit navn på deltagerlisten til VM, fik hun i hvert fald kølige fødder.

"Det kan jeg da ikke. Jeg kan blive helt til grin," sagde hun, da hun fortalte sit sklerosehold om sin VM-udtagelse. Og det var heldigt, at hun luftede sin tvivl til netop dem. For de nægtede at lade Lotte trække sig.

"Selvfølgelig skal du deltage," heppede alle på skleroseholdet, hvor sygdommen havde ramt deltagerne helt forskelligt. Nogle var meget fysisk svækkede. Andre kæmpede mere med koncentrationsbesvær og manglende overblik.

Lotte hørte til den sidste gruppe, og derfor var hendes største udfordring ved at deltage i VM ikke selve kampene. Det var mere at komme frem til Helsingborg, hvor turneringen foregik.

– Jeg kunne simpelthen ikke overskue at planlægge turen og købe billetter. Det var den helt store udfordring for mig. Men så var der en kvinde på skleroseholdet, som udbrød, at hun havde en ødegård deroppe, og hun ville da gerne arrangere turen. Så lavede vi en pigetur ud af det, og jeg skulle ikke koncentrere mig om andet end at spille badminton, fortæller hun.

Det gik heldigvis godt. Lotte vandt i hvert fald én kamp, men det var egentlig ikke den største sejr. Den største triumf var i virkeligheden at træde ind på banen.

– Jeg var simpelthen så stolt, understreger hun.

Gør det bare

Siden har hun fortsat den benhårde træning og har fået hjælp til adskillige rejser, når hun flere gange har deltaget i All England, EM og VM.

– Folk har været så sindssygt flinke til at hjælpe med det praktiske, og det har givet mig så mange gode oplevelser, siger Lotte, som har en helt særlig følelse, hver gang hun tager en ketsjer i hånden.

– Så er jeg totalt afslappet. Når jeg spiller badminton, skal jeg ikke tænke. Jeg gør det bare.

I de seneste år har Lotte slæbt mange medaljer med hjem, og selv er hun ikke i tvivl om, at hun aldrig havde opnået så imponerende resultater, hvis hun ikke havde fået sin diagnose.

– Jeg havde aldrig drømt om at spille på det niveau, siger Lotte, som nu er 54 år og "kun" arbejder 15 timer om ugen på grund af sin sygdom. Mere rækker hendes koncentration ikke til. Men hendes krop bliver sjældent træt.

– Mange sklerosepatienter bliver trætte og når et dødt punkt midt på dagen. Sådan har jeg det ikke. Jeg har virkelig været heldig.

Held alene har nu ikke gjort det. Lotte har været ekstremt ihærdig og disciplineret med at tage sin sportstaske over skulderen hver eneste dag. Og lidt talent har hun nok også haft med sig.

Læs også: Kasper lavede kogebøger til patienter med sklerose