Tre år alene på motorcykel: Det er en helt ekstrem følelse af frihed

Henriette Thiim fra Smørum var lige fyldt 50 år, da hun besluttede sig for, at noget var nødt til at ændre sig. Hun følte, at hun sad fast i sit job, og hun længtes efter at opleve mere af verden. Løsningen holdt ude i garagen.

I august 2020, mens coronaen var på sit højeste, startede Henriette sin motorcykel og satte kurs mod det afrikanske kontinent. Siden er hun kørt gennem nogle af verdens fattigste lande, og hun har netop krydset Irak og den syriske ørken.

Familie Journalen ringer hende op, mens hun sidder foran sit telt på en campingplads i det centrale Tyrkiet:

Hej Henriette, hvordan har du det lige nu?

– Jeg har det megagodt! Det er en kæmpe lettelse at være nået til Tyrkiet. Irak var så varm, at det nær tog livet af mig.

Hvad fik dig til at vælge et liv i sadlen?

– Jeg havde længe haft en drøm om at tage afsted. Jeg har været glad for min karriere, jeg sad på IKEAs hovedkontor og var ansvarlig for deres onlinesalg. Men der skulle ske noget andet. Jeg trængte til en pause fra den her meget tilrettelagte hverdag. Og så fyldte jeg 50 år. Det andet var, at jeg omlagde lånet i mit hus, så de penge, jeg gik og sparede op til den her rejse, kom ligesom hurtigere. Så jeg sagde til mig selv, ”du synes ikke, det er sjovt på arbejdet, du fylder 50, og du har pengene til det - så er det nu, du kører.”

Planen var oprindeligt, at det skulle vare et år. Jeg havde orlov fra mit arbejde. Men efter det første år valgte jeg at sige mit job op og fortsætte. Og så skete der også noget med mig. Så havde jeg ikke en bagkant. Pludselig var jeg helt fri. Det var meget grænseoverskridende.

Hvad kører du på?

– En Honda CRF 250L. Den hedder Honey the Honda, og hun er en pige, så hun kan også godt lide at være fin.

Henriette drejer kameraet, så motorcyklen kommer til syne. Den er dekoreret med perlearmbånd fra hele verden og har en kæbeknogle fra en antilope fastgjort på siden.

Hvad er det, motorcyklen giver dig, som en bil ikke kan?

– Jeg føler, at hvis jeg sidder i en bil, så sidder jeg lidt og kigger på en fjernsyn. Jeg mærker ikke vind, regn, kulde, duften fra lavendlerne. Jeg mærker ikke det, jeg kører igennem, på samme måde, som når jeg kører på motorcykel. Det er en helt ekstrem følelse af frihed. Og så tvinger det også en til at skære markant ned på det, man har med. Jeg har ét par bukser og fire toppe. Og ét par sko.

Hvordan er det at rejse alene som kvinde?

– Man bliver kigget meget på, fordi man skiller sig ud. Selv hvis jeg havde håret tildækket, ville de stadig kigge på mig. Man får ekstremt meget opmærksomhed, og det synes jeg ikke er fedt. Men kontakten med andre kvinder og piger har været helt fantastisk.

Er der en oplevelse, der skiller sig ud?

– En dag, jeg kørte gennem Zambia, kom jeg forbi en lille landsby af stråtækte hytter, hvor der var fest. Jeg holdt på vejen og nød musikken, da jeg blev inviteret med. Manner, jeg var helt omgivet af kvinder, der trommede og dansede! Jeg fik også noget mad. Jeg kunne selvfølgelig ikke snakke med dem, så det er bare ret vildt, at man med lidt kropssprog alligevel finder ud af det.

De havde en lille gedeindhegningen uden geder, og der fik jeg lov at sætte mit telt op. Efter mørkets frembrud sad jeg og gav tyve piger rød neglelak på i lyset fra min mobiltelefon. Det var ret hyggeligt. Jeg har jo tonsvis af ting i forhold til dem, selvom jeg rejser med så lidt.

Hvor sover du om natten?

– Helst i telt, hvis vejret og omgivelserne i øvrigt er til det. Men er det for varmt, koldt eller regnfuldt, så er det ikke så sjovt. Resten af tiden overnatter jeg på hotel, gæstehus eller privat. Jeg har simpelthen måtte sige nej til så mange mennesker, fordi jeg måske skulle køre videre den dag eller ikke helt orkede det. Man bliver sådan lidt overserviceret nogle gange. Især i Mellemøsten er de meget gæstfri på sådan en ret intens måde. Meget venligt, men også intenst.

Du har også kørt i meget fattige lande, der ikke er vant til turister – hvorfor?

– Jeg oplever, at det egentlig er der, de største oplevelser ligger. Der er ikke nogen turister de steder, så folk møder dig ikke, fordi du er en potentiel indkomst, men fordi de synes, du er spændende. Og det er jo også derfor, jeg er der, så mødet bliver mere lige.

Jeg har ikke nogen mission med det, jeg gør, andet end at nyde min passion. Men hvis jeg skulle komme med et budskab, så er det, at verden bare er langt bedre end sit rygte.

Hvad siger dine venner og familie til det?

– De synes allesammen, det er megasejt. Men nogle kan have svært ved at sætte sig ind i det. Men jeg forstår så heller ikke deres hverdag med tre børn, hvis jeg skal være helt ærlig.

Du er på vej hjem - hvad savner du mest ved Danmark?

– Rugbrød! Jeg savner at have et køkken og lave god, sund mad. Fordi jeg kører motorcykel, har jeg ikke meget plads, så min mad er ofte meget forsimplet, det kan fx være en dåse tun.

Og så føler jeg, at jeg som kvinde i Danmark kan være præcis den, jeg vil, og at det er accepteret. At jeg kan være karrierekvinde og leve uden børn, have kærester og date, når jeg vil. Kvinder overalt i verden bliver undertrykt. De knokler helt vildt. De laver alt arbejdet derhjemme, de har ingen økonomisk frihed, de har ingen ressourcer, og det, der er skræmmende, er, at kvinderne selv holder fast i det. I Danmark har jeg venner og familie som ikke dømmer mig for at leve, som jeg vil.

Hvordan har rejsen ændret dig?

– Jeg føler, at jeg er mere til stedet i nuet. Uanset hvor sent det er på eftermiddagen, har jeg altid tid til at snakke med dem, jeg møder, uanset hvem de er.

Forleden var jeg på en lille campingplads in the middle of nowhere, var pakket og på vej til at køre, da de spurgte, om jeg ikke blev en ekstra nat, fordi hele familien kom til eid-fest. Jo, selvfølgelig vil jeg det. Og det er vildt fedt at være så ustresset. En stor del af vores liv er, at vi altid skal være et sted om en time. Vi har altid sådan en pakket kalender. Men jeg har jo ingenting i min kalender. Som i intet. Og det er bare helt vildt, hvad det gør ved en.