Ulykken gav os et blomstrende liv

Vermund Rust Christensen lærte på den hårde måde, at man aldrig ved, hvad morgendagen bringer. Vermund var laboratoriechef i Stigsnæs Miljøpark. En aften kørte han som sædvanlig i bil hjem fra arbejde. Det var allerede bælgmørkt, da han nåede op omkring Fjenneslev, og derfor opdagede han aldrig den store araberhest på kørebanen. - Min kone havde set en advarsel om en løbsk hest, så da jeg ikke kom hjem, regnede hun med, at jeg løb rundt og legede cowboy. Men Vermund lå kvæstet i vraget af sin bil efter sammenstødet med hesten, og kun fordi det gamle ryglæn på førersædet gav efter eller knækkede, blev han ikke slået ihjel på stedet.

Mistede sit job
At der for alvor var noget galt, forstod vi først omkring et år efter ulykken, siger Vermund. Lægerne opdagede, at han var blevet alvorlig ramt på korttidshukommelsen. En neuropsykolog advarede ham om, at han risikerede et nervesammenbrud, hvis han fortsatte som ingeniør. - Nu har jeg arbejdet som ingeniør i 20 år, så det tog tid at acceptere. Vores muligheder var pludselig begrænsede. Begge vores børn er adopterede, og vi kunne ikke byde dem at skulle væk fra de trygge rammer. Vermund mistede jobbet som laboratoriechef, men måtte også opgive en mindre ansvarsfuld stilling i Stigsnæs Miljøpark.

Bare en drøm
Når Vermund gik i sin have, kunne han godt lege med tanken om at have sit eget gartneri. Det var bare en drøm - men den skulle afprøves. Sidste sommer fandt Vermund så sit drivhus på Stubbekorsvej i Taastrup. Der skulle laves en masse, men i foråret 2008 åbnede Vermund sin planteskole. Vermund glemmer mange ting, men han kan navnene på hver eneste af sine mange hundred arter af planter udenad. - Så længe jeg færdes i den begrebsverden, jeg er fortrolig med, har jeg ikke noget problem. Her i drivhuset er der nul stress. Det er rutine, og det har jeg det rigtig godt med. Anne har kendt Vermund, siden de begge var ganske unge. - Jeg er næsten nået dertil, at jeg takker den hest. Jeg har fået en mand, der er glad hver eneste dag, og som laver det, han allerbedst kan li'.

Af Anne Kjøge