Velkommen til Thy: Hjemstavnen, man vender tilbage til

Lodbjerg Fyr i Nationalpark Thy lyser, som det har gjort siden 1884. Lyset rækker ud over Vesterhavet, så skibene derude ikke går på grund, og det når ud over klitterne og heden. I gamle dage var det en nødvendighed for skibene. I dag lyser fyret ”bare” som et sømærke. Alligevel er det netop blevet restaureret, og mange frivillige lægger mange arbejdstimer her for at passe ”deres” fyr.

I gamle dage boede fyrmesteren, hans to assistenter og deres familier ude på fyret. I dag er fyrmesterboligen blevet til en café med kaffe og kage, man kan komme på guidede ture i området, der er fugleudstillinger, udstoppede dyr, man må røre ved, og den mest fantastiske udsigt over det meste af Thy fra toppen af fyrtårnet. Fyrmesteren er erstattet af en ”fyrmoster”, Charlotte Katholm, som er ansat af Nationalpark Thy.

Netop Thy var det første sted, der blev oprettet en Nationalpark i 2008. Hvis man drømmer om vildmarksture med et strejf af luksus, er det Thy, man skal besøge.

Det er her, det er blevet mondænt at bo, hvis man vil surfe i Klitmøller, også kaldet Cold Hawaii. Det er her, man kan tage på overlevelsestur og heldigvis slutte udflugten med en frokost på Stenbjerg Kro, der siger spar to og langt overgår den medbragte madpakke.

Henny Mortensen havde sin kro, Stenbjerg Kro, længe før Nationalparken blev opfundet, men da hun nu pludselig blev en del af en turistattraktion, har hun lavet en frokostplatte, der sjovt nok hedder Nationalparksplatten. Her er rustikke fiskefrikadeller, en hjemmesaltet sild, røget krondyr, frilandsgrise og alt det grønne, man kan ønske sig. Kravet er, at det hele skal kunne dyrkes eller fanges i Nationalparken.

Thy har så meget andet end deres flotte Nationalpark: hyggelige byer, hvor menneskene bor og trives, selv om nogle kalder Thy for udkantsdanmark. Hurup er en af de byer, og her bor isenkræmmer Kristen Nielsen. Han er født og opvokset her og kunne ikke drømme om at forlade sin by. Det ville også være en katastrofe, for den mand har alt i sin forretning. Også de rundhovede skruer til Lodbjerg Fyr, som man ikke kan skaffe andre steder.

Læs også: Første afsnit af "Danmark Dejligst", hvor Familie Journal er i Reersø

Et maleri af Krik

I det hele taget er der det med thyboer, at de nødigt forlader hjemstavnen, og hvis de skulle komme til det alligevel, ender de næsten altid med at vende hjem igen. Før eller senere. Sådan gik det med Kristine Frøkjær, som stammer fra en gård lidt uden for Krik. Faktisk var det først, da hun vendte hjem, at hun mødte manden i sit liv, Jan.

Det var netop Krik, der førte ham til Kristines dør. Han havde hørt, at der var flyttet en kunstnerdame til byen. Måske hun kunne male et billede af hans fødeby, Krik, til ham?

Thyboer bruger ikke hvide heste, ligesom de heller ikke bruger store ord. Det betyder ikke, at der ikke raser store følelser inde bag den hjemmestrikkede sweater. Det betyder bare, at en thybo er for kendere, og heldigvis var Kristine lige præcis sådan en kender. Kristine Frøkjær og Jan Gravesen har det til fælles, at de var to mennesker, der var forsigtige med at give sig selv væk, for såret kan man jo nemt blive.

Læs også: Superfans i Mariehaven: Vi er altid vakse ved havelågen

Flugten til storbyen

Nu er Kristine og Jan gift og bor i Hurup i Thy. Hun tegner, maler, skriver, synger og spiller. Hun er en tusindkunstner, og det er Jan også. Han skal bare lige opdage det selv. Som Jan ser det, kan Kristine alt her i livet, og der går ikke en dag, uden at han i sit inderste undrer sig over, hvorfor hun elsker ham. Måske har Kristine det ligesådan. Det kan være svært at blive elsket, når man hele livet har haft travlt med at gøre sig selv lille.

– Jeg var efternøleren i en landbofamilie med en dreng og tre piger. Efter studentereksamen flyttede jeg til Aarhus, hvor jeg var blevet optaget på Musikinstituttet. Jeg drømte jo om at komme væk. Ind til storbyen, hvor jeg ikke kendte alle de andre, fortæller Kristine og fortsætter:

– Men da jeg begyndte på universitetet, opdagede jeg hurtigt, at der var andre, der var lige så dygtige som mig. Nogle var endda dygtigere, og så blev det måske til, at hvis jeg ikke var den skrappeste til at læse og studere, så kunne jeg være hende, der festede igennem og kunne være sjov. Jeg var 20 år, da jeg flyttede til byen.

- Jeg festede, jeg drak, jeg skiftede uddannelser, fra musik til skuespillerskolen, til universitetet, hvor jeg ville læse fransk, men der var ikke noget, der passede til mig. Jeg blev hende den vildfarne, for jeg kunne ikke finde min vej. Til gengæld blev jeg alkoholiker.

Brev til Puk: Hvad laver han mon på toilettet så længe?

Reddede syn og ben

Jan var søn af bageren i Krik. Det stod ikke i nogen som helst kort, at han skulle flytte til storbyen. Faktisk kunne han ikke drømme om at gøre det.

Han ville fiske, så han kom på Skipperskole. Så hurtigt som muligt kom han ud at fiske, men fordi han også var glad for mad, endte han som hovmester på det første skib, han var ude med. Det med maden var også hans store svaghed. Vægten steg og steg, og han fik diabetes.

– Mit liv var at være ude at fiske i hverdagene. I weekenden drak jeg mig i hegnet, og sådan blev mit liv. Efter et par år var jeg blevet så stor, at jeg ikke kunne passe mit arbejde, erkender Jan og fortsætter:

– Lægen sagde: ”Jeg har en god og en dårlig nyhed. Hvis du ikke taber dig helt utrolig meget, så må vi tage dine ben. Men det kan så være lige meget, for på det tidspunkt er du alligevel blevet blind.” Den dag gik jeg 100 meter hen ad vejen, for jeg kunne ikke holde til at gå længere.

- Næste dag gik jeg lidt længere, og så satte jeg mig for, at jeg ville gå hver eneste dag, så jeg kunne tabe mig. Hvad skulle jeg ellers lave, når jeg ikke kunne komme på arbejde?

Det er 11 år siden, og på de første 10 uger tabte Jan sig 25 kilo. Han travede ud ad vejene i Hurup og omegn, og på et tidspunkt havde han tabt sig 70 kilo. Han havde reddet synet og sine ben. Han var blevet en gladere mand, men han savnede også en kvinde at holde af. Dagene gik. Jan fik arbejde igen, og en dag besøgte han kunstnerdamen.

Læs også: Par viderefører kendt økolandbrug: Vi er blevet taget fantastisk imod

Fandt sig selv

Kunstnerdamen var Kristine. Hun var blevet ædru alkoholker i 2002 og var flyttet hjem til sin hjemstavn i 2004, fordi de manglede en kirkesanger.

– Mit liv var blevet godt for første gang, siden jeg var flyttet hjemmefra, fordi jeg havde opdaget, at jeg både kunne synge, skrive musik og tegne og male. Ensomheden, heden, havet og livet her i Thy var lige, hvad jeg havde brug for. Jeg havde været bange for at komme hjem igen med halen mellem benene, men min hjemstavn tog imod mig, og jeg fandt mig selv. Omsider, siger Kristine.

Den dag i 2015, da Jan pludselig stod i hendes dør, ændrede hendes liv sig igen. Jan indledte samtalen med at sige, at når man nu var så usædvanlig heldig at være født i Krik, var det vel ikke for meget at få malet et billede af byen?

Han fortalte om menneskene i hans barndomsby, og Kristine lyttede og malede. De kunne lide hinanden, men det skulle der ikke tales om. Voksne mennesker på 55 og 56 år kan godt være bange for at blotte sig for meget.

– Hun serverede rå rødbede og kamillete. Og jeg spiste det, siger Jan og ryster på hovedet. – Hun fik mig til alt. Jeg har da aldrig i mine dage optrådt før, men pludselig stod jeg og sang og var klædt ud, tilføjer han og ser stadig rystet ud ved tanken – og så alligevel ikke. For han kan jo lide det.

Læs også den rørende artikel om "Den døde soldat", hvis mission er at hjælpe andre

Bliver i Thy

– I mange år havde jeg drømt om at være sådan en fin københavnerjournalist, og så fik jeg idéen til at lave noget satire sammen med Jan, siger Kristine. Hun opfandt karakteren Kirsa du Ballette, storbyjournalisten, som besøger Thy. Knap havde hun fået idéen, så var hun og Jan på tur i Thy, mens de optog showet på mobiltelefonen. De har besøgt Lodbjerg Fyr – Jyllands svar på Rundetårn – de fanger rav og møder ulven, der ligner en schæferhund. De tilbragte mere og mere tid sammen, men Jan var af den tungnemme slags.

– Da der skulle være Krik-træf i sommeren 2015, havde jeg besluttet, at nu skulle det være. Jeg ville sige til ham, at jeg var glad for ham, men så kørte han tidligt hjem, fortæller Kristine, og Jan tager over:

– Kristine kan alt i hele verden. Jeg kunne da aldrig have drømt om, at hun ville have mig!

Det ville hun dog, og hun flyttede siden ind hos Jan i Hurup med ulven (schæferhunden), kattene, malerierne og en masse tossede idéer, der sikrer, at Jan aldrig mere kommer til at kede sig. De blev gift i 2018, og det er ganske vist, at de to bliver i Thy.