Veninde- og forfatterpar kæmper for gækkebrevene

Gæk, gæk, gæk, mit navn er blevet væk …

Denne lille remse vækker formentlig genklang hos de fleste, men hvornår har du egentlig selv modtaget eller måske endda sendt et gækkebrev?

Det forsvundne navn kan, blot for at nævne nogle ganske få muligheder, både stå med prikker, lopper eller prutter, som enten stikker, hopper eller trutter. Det kan være klippet af almindeligt hvidt eller farvet papir, men også af aviser, reklamer, nodepapir, gavepapir eller af gamle fotos, evt. af modtageren selv.

Faktisk er det kun den berømte fantasi, som i så fald sætter grænser, og hos Susan Kortegård og Karin Hald er det ikke noget, fantasien har det med at praktisere. De udfordrer gerne formen på det traditionsrige gækkebrev, som de med årene også er begyndt at underskrive med andet end blot deres navn.

– Når jeg sender til mine børnebørn, kan jeg godt finde på at sætte prikker, eller hvad det nu måtte være, så det i stedet for mit navn eller farmor passer med ”din fars mor”, ”din mors svigermor” eller den slags, fortæller Susan.

Kun i Danmark

Sammen med sin gode veninde gennem mere end 50 år, Karin, udgav hun sidste år bogen ”Gæk – inspiration til gækkebreve” på forlaget Frydenlund. Faktisk er det makkerparrets tredje bog af slagsen, men de øvrige ligger mange år tilbage og udkom på en helt anden baggrund. Det vender vi tilbage til.

De to veninder og forfattere har nemlig masser af meninger om gækkebreve og også om, hvordan de kan tage sig ud. Her er der ingen regler, og blandt meget andet har de to gennem årene skabt gækkebreve formet som både skydere og golfkøller.

Formen er altså ikke vigtig, forklarer de to eksperter. Det vigtige er, at vi holder gækkebrevene i live.

– Det er en tradition, som er så unik, og hvis vi i Danmark ikke bevarer den, jamen, så går den tabt, for vi er de eneste i verden, der klipper gækkebreve, fortæller Susan.

Først fattigmandskunst

På trods af at traditionen med de dekorative papirklip op til påske kun lever i Danmark, stammer den oprindeligt fra Tyskland. Dengang gik de i stedet under navnet bindebreve og blev hovedsageligt kreeret af mændene, som efterfølgende bandt et silkebånd i.

– Tricket var så at snige det i jakkelommen, eller hvad der nu kunne lade sig gøre, på den pige, man havde udset sig, forklarer Karin.

Fordi brevene dengang netop fungerede som en slags alternativt scoretrick, er det nok meget godt, at der endnu var navn på. Prikkerne og dermed elementet med at gætte afsenderen kom først til senere.

– Det blev kaldt for fattigmandskunst, fordi det kunne skabes ud af ingenting – og også af alting. Når vi afholder work-shops på plejehjem, fortæller beboerne om, hvordan de klippede gækkebreve af gamle sukker- og melposer, for det var det, der var, fortæller Karin.

Susan og Karin underviser desuden også børn og familier på biblioteker rundt om i landet eller til venindekomsammen for kvinder i alle aldre. For gækkebreve er langt fra kun for børn.

Er du min gæk?

Selv har de to kvinder flere hundrede, hvis ikke tusindvis af gækkebreve, i fingrene, og det er et tal, der kun stiger. Susan og Karin sender nemlig fortsat gækkebreve ud hvert år.

– Karin lavede et til sin frisør et år, og sidste år lavede jeg et til min fysioterapeut. Vi modtager også gækkebreve fra tidligere elever, som i dag er voksne mennesker. Det er jo også en måde at bevare og styrke en relation, forklarer Susan.

Når ens gæk, som det hedder, pludselig kan være næsten hvem som helst, er de sædvanlige tre gæt ikke ret mange. Men hvad så, hvis man ikke kan gætte sin gæk? Ja, så skal vedkommende give sig til kende, når det bliver palmesøndag, forklarer de to gækkebrevsveteraner.

– Der er noget fint ved at beslutte sig for, hvem man vil glæde. Når man så har udset sig en, skal man tænke over hvilken form for gækkebrev, modtageren vil sætte størst pris på, og hvilket rim mon passer til vedkommende? Det er jo en hel proces, fra det skabes, sendes afsted og frem til, at man går og venter på, om man mon bliver gættet, fortæller Susan med masser af liv i øjnene.

Fundamentale livsvidner

Karin og Susan mødte hinanden, da de var i midten af 20’erne. Her blev de kolleger på Højmeskolen i Odense, hvor de begge underviste i de kreative fag, billedkunst og håndarbejde.

– Jeg kom hjem efter at have boet i Israel et år, så alt var nyt for mig. Susan er meget betænksom og omsorgsfuld, så hun var opmærksom på mig, da jeg kom der, ung og med kærestesorg, fortæller Karin.

De to kvinder klikkede hurtigt, personligt, men i den grad også fagligt.

– Vi syntes begge, at det vigtigste i verden var at lave en interessant skoledag hver eneste dag. Da vi selv var børn og gik i skole, var det simpelthen megakedeligt, men det er jo livsvigtigt at være kreativ, fortæller Karin.

Lige siden har de to været veninder, og de har fulgt hinanden gennem børn, skilsmisser, flytninger, og hvad livet nu ellers har budt på.

– Det der med at være livsvidner til hinandens op- og nedture, det er fundamentalt, siger Karin.

Lander på indersiden

For godt og vel 36 år siden, i 1989, blev de to livsvidner også samarbejdspartnere. Her udkom de med bogen ”Klip et gækkebrev”. Dengang var det med tanke på, at Danmark i 1973 var indtrådt i EU, dengang EF. På den baggrund var det nu essentielt at styrke og værne om de danske traditioner.

Bogen gik lynhurtigt i andet oplag og blev på kort tid så stor en succes, at forlaget opfordrede dem til at skrive en mere. ”Jamen, hvad skal den så hedde?” spurgte de to nyslåede bestsellerforfattere dengang. I 1991 udkom efterfølgeren så, ”Klip flere gækkebreve”.

I foråret 2024, 33 år efter den forrige, var forfatterduoen så aktuelle med deres tredje gækkebog. Kampen for at bevare de små påskehilsner var ikke blevet mindre vigtig med årene, tværtimod.

I takt med at alt fra post til reklamer og aviser digitaliseres, samt at det desuden i skrivende stund koster 29 kr. at sende et almindeligt brev, kan Susan og Karin frygte for, at gækkebrevene en dag går i glemmebogen. Og det er de for gode til, konstaterer de.

– Det gør noget ved en, også ved os. Når vi sætter os og klipper, lander vi fuldstændig på indersiden, fortæller Karin, som samtidig refererer psykolog Anne Kirketerps mantra, ”håndens kraft er hjernens saft”.

Hænderne kan jo som bekendt bruges til mange andre former for håndarbejde, såsom at sy, strikke, tegne eller for den sags skyld at klippe alt muligt andet end lige gækkebreve. Men de er alligevel noget ganske særligt, fastholder de to kvinder.

– Der er en helt unik forundring og forventning, når man klipper og sender et gækkebrev. Der ligger så mange tanker bag, og det er jo på en eller anden måde også enormt omsorgsfuldt, fortæller Karin, da Susan supplerer:

– Det er legen i det, der virkelig kan noget.