Lige fra hjertet: Susans gode undskyldninger

Susan og jeg lærte hinanden at kende i 2001. Jeg var godt i gang med mit lærerstudie og supplerede min SU med et del­tidsjob som receptionist i et fit­nesscenter. Susan blev ansat som instruktør, og i starten virkede hun genert og tilbagetrukket.

Men ret hurtigt blev hun popu­lær hos centerets faste kunder, og hun kom med i kredsen af piger fra centeret, som gik ud sammen.

Også Susan studerede, og in­struktørjobbet var noget, som hun passede ved siden af sit sprogstudie.

Venindekredsen udviklede sig til en fast sammentømret grup­pe, som stod klar, hvis en af os kom i krise. Set i bakspejlet var Susan aldrig hovedperson i dis­se intermezzoer, for hendes pri­vatliv forblev lidt mere privat end alle andres.

Susan fortalte dog ret indgå­ende om sine skiftende kærester. Men vi mødte dem aldrig, og når vi drillende spurgte ind til det, lo hun afværgende og havde altid en plausibel forklaring.

Forelsket i forsker

Årene gik, og kredsen af venin­der fra fitnesscenteret skrumpe­de ind. Til sidst var der kun Su­san og mig tilbage. Vi havde beg­ge afsluttet vores uddannelser, var blevet boende i København og havde fået gode stillinger.

Gennem nogle år havde Su­san haft en kæreste ved navn Rasmus. Jeg havde aldrig mødt ham, men jeg havde til gengæld hørt meget om ham.

Rasmus var forsker og drev desuden sit eget firma, som han tjente styr­tende med penge på. Han boe­de i Aarhus, så Susan og han sås kun i weekenderne.

Ferierne til­bragte de sammen, gerne på det sydfranske slot, som Rasmus’ far ejede. Han var læge, og familien havde også en båd liggende ved Middelhavet.

Det begyndte at irritere mig, at jeg stadig aldrig havde mødt denne eventyrlige Rasmus, for Susan havde jo altid mødt mine kærester.

Jeg husker den aften, hvor det første lillebitte frø af tvivl blev sået i mig. Vi mødtes på en café, og Susan fortalte, at hun ugen før havde været indlagt med en livstruende graviditet uden for livmoderen.

Jeg blev lidt rystet, også fordi hun havde været helt alene. Hendes familie boede i Jylland, og Rasmus var jo i Aarhus, og mig bekendt havde hun ikke rigtig andre veninder end mig.

– Jamen, hvorfor ringede du ikke efter mig? spurgte jeg.

– Rasmus var der skam, sva­rede hun.

Et ændret venskab

Susans 30-års fødselsdag nær­mede sig, og hun inviterede mig, nogle kolleger og tre fra den gam­le venindekreds med på restau­rant.

Jeg glædede mig til endelig at møde Rasmus, men han dukke­de aldrig op. Da jeg spurgte, forklarede Susan, at han desværre havde en uopsættelig opgave for sit firma i udlandet.

– Åh nej, jeg vil så gerne møde ham, sagde jeg skuffet.

Susan sendte mig et hurtigt smil.

– Ja, det ved jeg godt. Jeg lo­ver meget snart at arrangere en middag …

Men det blev aldrig til noget, og jeg opgav og accepterede, at Susan af uransagelige årsager ikke ønskede at vise Rasmus frem.

Jeg var så småt begyndt at tæn­ke på, om alt det med Rasmus var én, stor fantasi. Men man kunne jo ikke hævde at være bedste ven­inde med en person, som man fyldte med løgn?

Langsomt ændrede præmisser­ne for vores venskab sig.

Når Susan ikke ønskede at give mig et ægte indblik i sit privatliv, skulle hun heller ikke have det i mit. Vi gik over til udelukkende at mø­des i byen, og jeg gjorde mit bed­ste for, at vores samtaler nu kun handlede om job, politik og an­dre overfladiske emner.

Jeg talte næsten ikke om Ulrik, som jeg nu regnede for manden i mit liv. Men uanset dette snakke­de Susan stadig løs om Rasmus og alle deres spændende rejser og oplevelser.

Hvis hun spurg­te til mig og Ulrik, svarede jeg undvigende, at det gik fint. Stør­re fortrolighed viste jeg hende ikke, og jeg kan selv undre mig over, hvorfor jeg fortsatte ven­skabet med hende, når det var blevet sådan.

Jeg opfattede hende ikke læn­gere som en vigtig person i mit liv, men snarere som et myste­rium, og jeg forstod ikke, hvad hun egentlig ville med mig. Vo­res venindeforhold var blevet et slags spil for galleriet.

Legede detektiv

Alle disse overvejelser holdt jeg for mig selv. Jeg var for me­get kujon til at konfrontere hen­de, og jeg var også nysgerrig efter at finde frem til sandheden om hendes liv.

Det hele var så kryp­tisk og hemmelighedsfuldt, og det appellerede til min lille in­dre privatdetektiv.

Susan havde jo fortalt op og ned ad stolper om Rasmus, og jeg tænkte, at en mand af den kali­ber måtte have trukket et spor på internettet. Han sad angiveligt også i mange råd og bestyrelser.

Men når jeg via Goog­le søgte på hans fulde navn, hans firma eller andre erhvervsvirksom­heder, som han var tilknyttet, kom der absolut intet frem. Jeg lod mig rive med og prøvede også at finde ham via Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og universitetet, men forgæves.

Mens min eftersøgning stod på, kom jeg i tanke om mere og mere af alt det, Susan havde for­talt. Blandt andet skulle hendes svigerfar have en lægepraksis, men der fandtes ingen praktise­rende læger med det efternavn.

Det løb mig koldt ned ad ryg­gen, da sandheden langsomt be­gyndte at gå op for mig. Men sta­dig kunne jeg ikke helt tro på, at Susan i så mange år havde ført mig bag lyset. For hvorfor skulle hun gøre det?

Min trang til at afsløre hendes løgne og til at få et indblik i, hvor­dan hendes liv virkelig var, drev mig videre.

Jeg burde have sagt til hende, at jeg vidste be­sked, men jeg var blevet fanget af spillet og følte en slags forskru­et tilfredsstillelse ved at se, hvor langt jeg kunne drive hende ud i bedraget.

Styret af løgne

Før havde Susan styret mig med sine løgne, men nu blev det lige omvendt. Jeg trak i trådene og fik hende til at sprælle i net­tet.

Jeg foretog et træk og kunne faktisk hver gang præcis forud­sige, hvad hendes modtræk ville blive. Det var skræmmende og uhyggeligt, også at jeg til sidst nærmest blev afhængig af det.

For eksempel fortalte Susan, at hun og Rasmus skulle deltage i et bryllup i Australien. Jeg sagde, at jeg ville vinke farvel til dem i lufthavnen, og Susan skyndte sig at digte en historie om, at de ikke skulle flyve sammen.

Da jeg senere bad om at se fo­tos fra rejsen, sendte hun mig ét eneste, nemlig et billede af et for mig helt ubekendt brudepar.

Jeg bad om fotos af hende og Rasmus sammen fra bryllupsfesten, og derefter var hun tavs i tre uger, indtil hun atter tog kontakt og fortalte, at hun havde væ­ret alvorligt syg og indlagt i 14 dage. Der var mange epi­soder som denne.

Den store prøve stod i forbindelse med mit og Ulriks bryllup.

Vi havde naturligvis flere må­neder i forvejen sendt invitati­on til Susan og Rasmus, og hun havde svaret, at de begge glæ­dede sig.

Jeg vidste, hun ville komme alene, men jeg var spændt på at høre undskyldningen.

Den falske mail

Den endte med at blive en ind­viklet konstruktion af en forkla­ring, som indeholdt både en kær­lighedskrise og et dødsfald med efterfølgende begravelse i Ras­mus’ familie.

I forbindelse med afbuddet modtog jeg tilmed en mail, som angiveligt var fra Rasmus, men såvel tonen som flere formu­leringer var så lig med Susans måde at udtrykke sig på, at jeg tænkte, at hun var ved at miste grebet om sin fantasitilværelse.

Vores bryllup blev vidunder­ligt, og mærkeligt nok gav Susan mig både en meget personlig gave og holdt en tale for os under fe­sten i form af et digt.

Det virkede tåkrummende og var bare for meget, og jeg fik den tanke, at hun selv vidste, det var ved at være slut mellem os.

Vi mødtes på en café en enkelt gang efter brylluppet, og da kri­tiserede hun mærkeligt nok det hele sønder og sam­men, lige fra vores bryllupsgæster til vores valg af Vene­dig som målet for bryllupsrejsen.

Månederne gik, og vores relation kørte stadig i ring: Jeg bad om at se et foto af hende og Ras­mus, og derefter var der tavshed i tre uger, indtil hun igen kontak­tede mig og fortalte om en lang­varig indlæggelse med den ene eller anden diagnose.

Jeg følte efterhånden lede ved vores forhold. På samme tid var jeg lidt bange for hende og havde også ondt af hende, og jeg var nu 100 procent sikker på, at Rasmus var et fantasifoster.

Men var der et andet menneske i Susans liv, som hun oplevede alt dette med, og som hun var for flov til at præ­sentere mig for?

Susans sandhed

En dag dukkede den tanke op hos mig, at det kunne være en kvinde. Jeg forstod bare ikke, hvorfor det skulle være en hem­melighed, når vi havde kendt hinanden så længe.

Et halvt års tid efter brylluppet fortalte Susan, at Rasmus skulle deltage i en forskningsekspediti­on i forbindelse med sit arbejde.

Jeg skrev samtlige oplysninger ind i internettets søgefelt, og på den måde opdagede jeg, at der var en kvindelig deltager i den omtalte ekspedition, som delte initialer med Rasmus.

Jeg søg­te derefter på hendes navn, og pludselig vrimlede det med links og henvisninger til alle de be­drifter, som ”Rasmus” ifølge Su­san havde begået i sin karriere.

I det øjeblik faldt nogle brikker på plads for mig, men samtidig dukkede nogle nye spørgsmål op. For var det kun mig, hun hav­de viklet ind i sit spind af løgne, og hvorfor skulle det være så stor og dyb en hemmelighed, at hen­des kæreste var en kvinde?

Susan fortsatte med at sende mails om, hvad hun og Rasmus foretog sig, men til sidst orkede jeg ikke flere løgne.

Det blev jul og nytår, og 1. ja­nuar besluttede jeg at sende en mail til hende. Jeg skrev, at jeg nu kendte sandheden, ikke ønskede at høre flere løgne og i øvrigt heller ikke forstod, hvad hun ville med mig.

Jeg havde ondt i ma­ven, da jeg tryk­kede på “send”, og der er aldrig kom­met nogen reaktion.

Den dag i dag aner jeg ikke, hvorfor hun byggede denne fantasitilværelse op. Jeg tænker også, at det må være belasten­de at være tvunget til at lyve så meget, og at vores brud måske i den sidste ende var en lettelse for hende.

Ved et tilfælde har jeg erfaret, at hun bestrider en ret høj stil­ling i dag, og jeg spekulerer på, om hun holder sig til sandheden.

Indimellem funderer jeg over, hvem der egentlig var skurken i spillet mellem Susan og mig. Var det hende? Eller var det mig, for­di jeg endte med at styre en lyst­løgner rundt i sin egen opdigte­de manege?

Svaret blæser i vinden, men jeg ved blot, at selv om jeg aldrig selv løj, skammer jeg mig, når jeg tænker tilbage …