Vi valgte kærligheden

Har der været bump på vejen? Masser. Har de begge haft lyst til at gå hver sin vej? Flere gange. Har kærligheden overvundet det? Altid!

Lige så svært det hele kan være for Cecilie og Lennard, lige så let er det for dem at fortælle, om hvordan deres kærlighed har udviklet sig, siden de første gang mødte hinanden. For fem år siden et sted, hvor man mindst venter at møde den eneste ene. På en psykiatrisk skadestue. Hans første gang, mens hun ikke længere talte sine indlæggelser.

I dag tæller Lennard dem heller ikke, for det blev langt fra hans sidste, og blot to timer før han nu sidder her ved spisebordet i den renoverede landejendom i den vestjyske by Nr. Nebel, er han netop blevet udskrevet endnu engang derfra. Efter tre ugers indlæggelse, der har givet ham den søvn, han higede efter. Imens har Cecilie holdt skansen derhjemme, hvor Lennards to børn bor hver anden uge, og hvor Lennards nye servicehund, labradorhvalpen Molly, også skal fodres, trænes og gås med. Men det gør hun gerne. For hun vil Lennard. Og Lennard vil Cecilie.

– Folk tror, at det må være helt umuligt at være sammen, når vi begge har en psykisk sygdom. Men det er jo dét, der gør forskellen for os. Vi er ikke sammen på trods af det. Vi er sammen på grund af det – forstået på den måde, at det gør vores kærlighed stærk. Vi forstår hinanden på et helt andet plan og rummer det, siger Cecilie Wøbbe Agerbæk.

Men godt nok har de det sårbare sind tilfælles, men set udefra står forskellighederne nærmest i kø. Hun med sit farverige, spraglede tøj, piercinger i øreflipper og næse og lange dreadlocks. Han med sit armygrønne outdoortøj, velplejet, lange skæg og tatoveringerne på kroppen, der minder om tiden som udsendt soldat.

Cecilie er 14 år yngre, selvvalgt barnløs og har aldrig følt, at hun passede ind. Hverken i folkeskolen, hvor hun blev massivt mobbet på grund af sit røde hår og kopiskoene fra Bilka, eller senere under uddannelsen til social- og sundhedshjælper og efterfølgende arbejdspladser.

– Jeg har altid skilt mig ud, og det har der aldrig været plads til. Uanset hvor har jeg altid følt mig så forkert, konstaterer hun.

En at tale med

Selv Lennard tænkte sit, da han fik øje på Cecilie første gang lige der midt i fællesrummet på den psykiatriske afdeling. Hun måtte jo have misset en politibetjent med en brosten, indrømmer han, var hans umiddelbare tanke og tilføjer, at han nok har en lidt konservativ tilgang til omgivelserne.

Men Cecilie griner bare. For hun henvendte sig udelukkende til ham i fællesrummet dengang, fordi hun manglede nogen at tale med, mens hun var indlagt. Den ældre mand, der konstant græd, eller den mislykkede pyroman, der var endt med at få en vandskade i stedet for ildebrand, var ikke en mulighed, indså hun ret hurtigt.

Her fandt Cecilie og Lennard da også ud af, at de ”klikkede” ret godt. Samtalen flød ubesværet, og selv om de på papiret var et dårligt match, havde de samme humor. De havde tilmed den samme tatovering. Men kærestepotentiale var slet ikke i tankerne.

– 14 år ældre, separeret, to børn, ptsd-ramt og totalt naturmenneske. Så meget ikke mig. Jeg er bymenneske og synes, tøj skal være pænt og ikke praktisk, remser Cecilie op. Hun overgav sig dog til sidst, da de begge var blevet udskrevet, men stadig havde bevaret kontakten på et venskabeligt plan.

– Det var helt præcist, da Lennard ringede og fortalte, at han skulle skilles. Der brusede det indeni mig for første gang, og da vi mødtes, og vi spontant kyssede for første gang, var den der bare, siger hun og droppede alle sine bekymringer om at danne par med et andet menneske med en psykisk sygdom.

Meget i bagagen

Hun har sin bagage, hun bærer rundt på, og som betyder, at hun i dag har fået tilkendt en førtidspension. Alt for tidligt, synes hun, men nødvendig. Alligevel drømmer hun stadig om at få et arbejde, der passer til hende. Det, som hun aldrig fandt, da hun var på arbejdsmarkedet.

I stedet fandt man en diagnose til hende. Borderline. Som længe gav hende en forståelse for hendes reaktionsmønster og forklaring på, hvorfor hun fandt livet svært at være i. Det har betydet mange indlæggelser, terapitimer og medicinering i årenes løb.

For syv år siden fik hun tilføjet diagnosen bipolar med ptsd-symptomer. Borderline, tænker hun nu, har været en forkert diagnose fra begyndelsen og fik den fornylig slettet.

Men det ændrer ikke på, at livet går op og ned, og at hun stadig kan blive så manisk, at hun har brug for hjælp til at komme i balance igen.

Nogle gange lykkes det Lennard at få hende ned igen, andre gange kører hun fra hjemmet i Nr. Nebel og lader sig indlægge i Esbjerg. Præcis som Lennard også gør, når tankemylder i dagevis vinder over søvn.

Han har efter første indlæggelse fået diagnosen kompleks ptsd. I en lang periode op til kæmpede han længe med en voldsom depression udløst af stress på sit arbejde i Forsvaret.

Han har været udsendt som soldat seks gange i Jugoslavien, Kosovo, Irak og Afghanistan uden at knække, men det gjorde til gengæld et massivt arbejdspres i Forsvaret som aircontroller og ansvarlig for et hold værnepligtige. Samt en chef, der stillede yderligere arbejdskrav trods en arbejdsuge på mere end 80 timer.

– Jeg havde også en familie med to børn, så jeg var maks. presset, og en dag, hvor jeg gik til min egen chef og beklagede mig over det, bad han mig skrive mit navn og telefonnummer på en seddel, og så kunne jeg hverken stave til det eller huske mit nummer.

Genkender signalerne

Det blev begyndelsen på en nedtur, der kostede ægteskab, psykologtimer, samtaleterapi og til sidst et længere ophold på soldaterhjemmet i Varde, hvor han røg så langt ned, at næste sted blev den psykiatriske afdeling.

– Jeg så det som et svaghedstegn og slet ikke et sted for mig. Men i dag tænker jeg, at det er det sted, der hjælper mig tilbage til livet, siger Lennard ærligt.

Han fik tilkendt førtidspension i løbet af ingen tid, da ansøgningen var sendt, og det har været den sværeste erkendelse for ham. At han ikke længere er en del af Forsvaret, som har været en del af ham, siden han trådte ind på kasernen i Haderslev som 20-årig. Ser han ud i fremtiden, håber han lige som Cecilie, at der findes et fritidsjob, der kan rumme, at han har perioder, hvor han ikke kommer eller kan være der så lang tid.

– Jeg håber, at jeg når til et sted, hvor jeg kan være i det og komme ud i forsamlinger og være sammen med andre mennesker i længere tid. Det kan jeg ikke nu, fordi det dræner mig, jeg får angstanfald og orienterer mig hele tiden, hvor folk er, hvad de laver og gør. Det stammer fra tiden som soldat, forklarer han.

Så Cecilie og Lennard plejer kærligheden på gården, der ligger afsides for enden af en grusvej og godt gemt væk i naturen. Som Lennard elsker, men Cecilie stadig lige skal vænne sig til.

– Vi har en stor forståelse for hinandens situation og genkender signalerne hos hinanden. Vi ved, hvordan vi skal tackle vores udfordringer, men vi accepterer også, når det er svært for den ene af os. Vi vidste begge, at det var svært, det vi gik ind til, men vi besluttede os også hurtigt for, at enten så gjorde vi det, eller også stoppede vi med det samme. Heldigvis valgte vi kærligheden, siger Cecilie.