Man slukker ikke bare for kærligheden

For 33 år siden fandt Vibeke kærligheden. Hun var 18 år, han 27 og hendes kollega på byens kommunale projekthus.

Venskabet udviklede sig, spirede og blev til forelskelse, og snart blev de forældre til Jamie og sagde ja til både medgang og modgang på rådhuset – uden at ane, at det sidste ville komme til at fylde allermest. Det ved de nu.

– Det var bestemt ikke sådan, jeg havde forestillet mig vores liv sammen. Jeg har håbet så mange gange, men hver gang er det blevet slukket. Og nu tror jeg ikke længere på det. Jeg ved godt, hvilken vej det går, og det er den forkerte. Der er ingen mirakelkur, siger 51-årige Vibeke Racey fra Skanderborg.

Hun taler om sin mands sygdom. Han lider af skizofreni, som viste sig, da de havde været sammen i 10 år.

”Hvorfor bliver du da ikke skilt? Det er jo ikke et liv’’, glemmer Vibeke aldrig, at nogen har sagt. Nogle er blevet helt stille, når hun har talt om sin mands psykiske sygdom, fordi de ikke forstår det, og andre er kommet med et hav af forslag, som hun egentlig slet ikke orker at høre på, fordi hun mere eller mindre har forsøgt alt for at hjælpe Mark i de 22 år, han har været syg.

– Men jeg har aldrig på noget tidspunkt overvejet at gå fra Mark. Man kan da ikke bare slukke for kærligheden, fordi der er modgang. Jeg kan i hvert fald ikke, og jeg går ingen steder, fastslår hun.

Ud med skyld og skam

Vibeke er åben om sin situation, for hun gider ikke sætte en facade op og lade, som om alt er godt, når det ikke er det. Som det er nu, har Mark alt for mange bivirkninger af sin medicin og får slet ikke nok til, at det nytter noget. Det meste af dagen sover han, og i de vågne timer er han urolig og kommer sjældent længere væk end til baghaven. Derfor håber hun ikke længere på de gode perioder, for hun tror ganske enkelt ikke på, at de kommer igen.

– Det er rigtig trist, og jeg bliver også ked af at tænke på det. Men jeg kan ikke gå og bilde mig selv eller andre noget andet ind, siger Vibeke, der ville ønske, at skyld og skam ville fylde mindre, når samtalen handler om psykisk sygdom.

– Hvis vi alle sammen var mere åbne, så ville det ikke fylde så meget for os pårørende og de syge. Det gjorde en stor forskel for mig, da jeg for fem år siden kom i en pårørendegruppe. Jeg fandt ud af, at vi har det på præcis samme måde. De triste eller frustrerede tanker havde de andre også, og vi kunne sige det til hinanden uden at få dårlig samvittighed. Vi forstod hinanden, og det var virkelig rart, fortæller hun ærligt.

Selv har hun også prøvet at have det svært psykisk. Da hun blev mor første gang, var det langt fra nemt. Jamie havde opslidende kolik og var ofte syg, så da hun efter endt barsel begyndte i lære som maler, var det lille trekløver presset.

Ud af det blå blev Vibeke en dag overmandet af angst, og de efterfølgende anfald gjorde hende syg i to år. Mark, der på det tidspunkt arbejdede skiftehold på Oliefabrikken i Aarhus, tog over og sørgede for, at familielivet hang sammen. Også da familien blev udvidet med Sean. Men i takt med at Vibeke gik i terapi og fik det bedre, ændrede Mark sig pludseligt. Han trak sig, sagde mindre og mindre og forsvandt bag computeren.

– Jeg tænkte mange ting om det. Har han fundet en anden kvinde? Er han blevet træt af min angst? Er han stresset? Jeg forstod slet ikke, hvad der skete. Først da han fortalte, at han hørte stemmer, som sagde alle mulige grimme ting til ham, forstod jeg det. Og så alligevel ikke. For det lød jo også utrolig underligt. Men jeg vidste godt, at der var noget, der var helt galt, husker Vibeke, der derefter opsøgte familiens læge.

I dag ved hun, at hendes mand havde fået en psykose, og at den varede de næste ni måneder, hvoraf de tre blev tilbragt på den psykiatriske afdeling i Risskov. Da han blev udskrevet, var han ikke rask, men udstyret med beroligende medicin.

– Fuldstændig hjerteknusende, svarer Vibeke, når hun skal sætte ord på, hvordan det var at se sin mand krakelere for øjnene af hende. Sjove, sociale Mark. Hendes sjæleven, som hun siger om ham. For selv om der har været gode perioder, hvor hun har skimtet den, han var engang, så har der også være mange dårlige perioder, hvor skizofrenien har overskygget familielivet.

Vibeke har forsøgt at skåne sine drenge så godt som muligt, selv om det ikke har været let, når også omgivelserne havde en holdning til, at deres far var syg.

– Så snart de faldt uden for eller havde en svær periode i skolen, sagde andre, at det er også bare, fordi deres far er syg. De er alt for tit blevet sammenlignet med deres far og hans sygdom, og det er så uretfærdigt, siger Vibeke, der også selv har hørt for, hvorfor hun dog ikke tog sine børn og gik sin vej.

– Det har virkelig gjort ondt, når nogen har tvivlet på, om børnene havde det godt herhjemme, siger hun med tårer i øjnene, for hun har i den grad været på, når Mark har haft det for svært, og hun selv har været nødt til at tage af sted alene med dem i sidste øjeblik til familiefødselsdage og andre højtider.

– Familien har dog altid været forstående, indskyder Vibeke, der også har erkendt, at hun har glemt sig selv i årenes løb. Hun fik tilkendt førtidspension for 16 år siden dels på grund af et biluheld, hvor hun pådrog sig et piskesmæld, dels for at kunne passe sin syge mand, der slet ikke kunne klare at være alene hjemme. I alt for mange år har hun sagt nej til kaffeaftaler med venner og prioriteret at passe på Mark og kun gå til de nødvendige skolefester og skole-hjem-samtaler.

Men for fire år siden takkede hun alligevel ja til en venindes fødselsdag og opdagede, at hun morede sig og havde savnet det.

– Det gik op for mig, at jeg er gået glip af meget, og at jeg har brug for det pusterum, så det ikke handler om sygdom alt sammen. Det gør det nemmere at være i, når jeg også sørger for at have mig-tid. Præcis som det også hjælper at tale højt om at være pårørende til en psykisk syg. Jeg synes ikke, at man skal tie tabuet ihjel, vi bør hellere tale tabuet ihjel. For jeg er på ingen måde flov over at være gift med en mand med skizofreni, selv om der er mange fordomme om det.