Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Forbipasserende kigger nysgerrigt efter Bettina, hver gang hun træder ud af sit hyggelige hjem i Silkeborg.
Hun ligner heller ikke nogen anden, man ser i bybilledet, for alt ved hende – håret, kjolen, jakken, skoene og håndtasken – er som taget ud af 1940’erne. En tid, de færreste af os har oplevet selv, men som mange nok har set skildret i tv-serien ”Matador”. En tid, hvor elegance og ordentlighed var vigtige værdier.
– Det er derfor, jeg elsker 1940’erne så meget. Selv om – eller måske netop fordi – der var krig og knaphed, så gjorde man rigtig meget ud af at se elegant og ordentlig ud. Man viste via sin påklædning, at man kunne bære den byrde, det var at være i krig. Det kan jeg rigtig godt lide. Man udstrålede noget positivt midt i en ellers barsk tid, og på den måde forsøgte man alligevel at få det bedste ud af livet, forklarer 53-årige Bettina Richardt.
Hun har været vild med 1940’erne så længe, hun kan huske, og hun har stort set altid gået i kjoler. Gerne af ældre dato og fra genbrugsbutikker.
Men det var først for tre år siden, at hun for alvor sprang ud som en ”rigtig 40’er-dame” med alt, hvad det indebærer.
– Da jeg pludselig blev 50 år, tænkte jeg: ”Nu skal den altså have fuld gas med læbestift og opsat hår hver dag. Jeg skal simpelthen leve! Nu er jeg ligeglad med, at jeg er den eneste i Silkeborg, der render rundt og ser sådan her ud”. Så jeg begyndte at læse meget mere om 40’erne, og så tog den ene ting bare den anden, fortæller Bettina.
Det er nu ikke kun hendes påklædning, der genkalder 1940’erne på aldeles gennemført vis. De fleste af møblerne i Bettinas gamle byhus er også klassiske fund fra 40’erne, grammofonen i stuen spiller 40’er-musik som Billie Holiday og The Andrew Sisters, og i køkkenet hænger de ikoniske Madam Blå-kander og pynter flot på væggen.
Bettina har også kogebøger fra 40’erne, hun syr sit eget tøj efter opskrifter fra 40’erne, og så laver hun selv den ondulationsvæske, som hun hver dag sirligt sætter sin smukke 40’er-frisure med.
Lær at strikke med Familie Journals strikkeskole >>
– Jeg prøver at gå så meget ind i 1940’erne som overhovedet muligt. Jeg har selvfølgelig en mobiltelefon, et dankort og andre ting, der er nødvendige for at kunne være en del af samfundet i 2020, men jeg prøver så vidt muligt at styre uden om moderne hjælpemidler. Man kan sagtens klare sig uden de fleste af dem, siger Bettina og tilføjer:
– Mine børn, Lucas og Luna, griner faktisk tit af mig, fordi jeg stadig betaler med kontanter. Men når man har pengene i hånden, bliver man også mere bevidst om, hvad man bruger dem på. Man mærker i højere grad, hvad det er, man giver fra sig, og man køber ikke noget, man ikke har penge til. Den form for sparsommelighed så man også i 40’erne. Der var ikke det unødige overforbrug eller den brug-og-smid-væk-kultur, som vi kender fra i dag.
Værdierne fra 1940’erne er faktisk det, som Bettina værdsætter allermest ved perioden.
– Folk passede bedre på deres ting, og når man endelig købte noget, så gik man efter ordentlig kvalitet, som kunne holde i længere tid. Og man syede selv tøjet ind og ud, så det passede til kroppens form, hvis den ændrede sig. Man smed ikke noget væk, og på den måde tænkte man meget mere bæredygtigt, end man gør i dag.
Selv om Bettina altså elsker kjoler fra 40’erne, har hun heller ikke et tøjskab, der bugner. Hun skatter de få ting, hun har – præcis som man gjorde dengang.
– Jeg skriver noter om stort set alle de ting, jeg køber eller får. Det sker tit, at folk vil forære mig noget gammelt af værdi, fordi de ved, at jeg vil værdsætte det og passe på det. Og så navngiver jeg tingene efter de personer, som jeg har fået dem fra. Jeg har for eksempel en kjole, der hedder Agnes, og en jakke, der hedder Oda. På den måde bliver tingene mere personlige, og deres værdi står tydeligere frem.
Noget andet, Bettina har taget til sig fra 1940’erne, er den ro og langsommelighed, som der også var plads til i det daglige, og som står i skarp kontrast til det hektiske liv, mange af os fører i dag.
– Jeg har selv en travl hverdag som udkørende sygeplejerske, så når jeg har fri, foretrækker jeg at sætte tiden i stå og bare nyde øjeblikket. Jeg ser ikke en masse fjernsyn, men slapper i stedet af med at høre musik, læse avis, gå lange ture eller nyde et glas portvin med min mand. Vi har også indført det, vi kalder ”Monday Mending”, hvor vi afsætter tid til at reparere det, som skal repareres. Så syr jeg for eksempel familiens tøj, mens min mand får lappet en cykel eller sat en hylde op. Og hver dag danser vi sammen i køkkenet.
Bettinas jævnaldrende mand, Kim, synes også, at der er mange gode ting og værdier at hente fra 1940’erne, selv om han ikke har favnet livsstilen i samme grad som sin kone.
– Der sker jo det, når man er fyldt 50, at lige pludselig kan man godt lide jazz og portvin, og man sætter større pris på gamle ting. Så dér passer livsstilen jo fint ind. Og ellers er det ikke noget, jeg tænker voldsomt over. Når det for eksempel kommer til indretningen, så tror jeg nu nok, at de fleste mænd er okay med, at den del er ”udliciteret”. Vi behøver heller ikke være i symbiose med alt og kan sagtens lave ting hver for sig. Og jeg vil altid gerne støtte op om Bettinas måde at være på. Jeg synes jo, at hun er skøn og dejlig, præcis som hun er, smiler Kim.
Puk Elgård: Lad os få regler for mobiltelefoner >>
– Nogle tror, at vi også lever i det kønsrollemønster, der var i 40’erne. Men det gør vi overhovedet ikke. Lige på dét punkt foretrækker jeg nok den måde, samfundet er indrettet på i dag, siger Bettina.
Når hun er på arbejde, er hun iført en obligatorisk sygeplejeuniform, som ikke ligefrem oser af 1940’erne. Men håret, brillerne og de højhælede sko afslører fortsat hendes kærlighed til de gamle dage.
– Min opfattelse er, at jeg bliver taget meget seriøst af dem, jeg er på besøg hos. Det, tror jeg, har noget at gøre med, at det er meget tydeligt, at jeg har gjort noget ud af mig selv. Jeg udstråler en ordentlighed, og det skaber større tillid hos mine patienter. Og hvis de ikke har det helt så dårligt, så kan vi jo godt få en snak om dengang, de selv havde curlere i håret. De ældste patienter har jo været unge i 40’erne. Det er meget fint en gang imellem, fordi det tager fokus fra deres sygdom.
Bettina indrømmer, at det naturligvis kræver en vis portion mod at bevæge sig udenfor i det tøj, hun har på. Men hun har endnu ikke modtaget negative kommentarer om sin helt specielle stil. Tværtimod.
– Faktisk er der tit nogen, der kommer hen og siger ”Undskyld, jeg vil bare lige fortælle dig, at du ser rigtig pæn ud”. Og det er jeg rigtig glad for, at de gør, for det kræver også mod at gøre. Det har simpelthen været så sjovt og givende at springe ud i den her stil for fuld udblæsning. Det er en fantastisk rejse at være på, og det giver mig så mange gode oplevelser.