Da Bettina fik kræft, flyttede mor Anna ind

Bettina roder lidt rundt i årstallene. Den 52-årige kvinde fra Nibe husker ikke helt så godt efter at have fået så meget kemo, at hun var ved at dø af det. Men ét årstal har hun ikke problemer med at huske: 1995. Juni 1995. Det var der, hun fik konstateret leukæmi, kræft i blodet. Bettina, som på daværende tidspunkt var 30 år, var netop flyttet tilbage til Danmark sammen med sin halvandet år gamle søn Nicholas efter at have boet i Frankrig med Nicholas’ franske far.

– Jeg var så frygtelig træt, og alle mine kirtler var hævede, så jeg gik til lægen. Ugen efter begyndte jeg på kemo.

Hjælpen var heldigvis ikke mere end 47 kilometer væk. Nærmere betegnet Hadsund, hvor Bettinas forældre, Anna og Henry, boede. Anna var egentlig ved at pakke kufferten, da hun skulle på ferie med et par veninder, men den rejse blev aldrig til noget. I stedet tog hun til Nibe for at hjælpe sin datter.

– Man må jo tage livet, som det kommer, konstaterer 85-årige Anna Svendsen.

Bettina blev meget dårlig af kemobehandlingerne og kunne ikke tage sig af sin søn, og da kommunen foreslog, at han kom i familiepleje, tog Anna en rask beslutning. Hun flyttede ind i Bettinas lejlighed i Nibe, hvor hun gennem et år og ni måneder passede sin datter og sit barnebarn.

Kæmpede for Nicholas

For Nicholas betød Annas hjælp, at hverdagen – næsten – kunne fortsætte som hidtil, og Bettina var så meget hjemme fra sygehuset som muligt, ikke mindst for at være sammen med sin lille søn.

– Hvis ikke jeg havde haft Nicholas, er jeg ikke sikker på, at jeg havde klaret det. Jeg kæmpede for ham, for han havde brug for mig. Det var slet ikke en mulighed, at jeg ikke skulle klare det, siger Bettina.

Nicholas fortsatte i dagpleje, forskellen var bare, at det var mormor, der afleverede og hentede ham i stedet for mor.

– Mor stod for alt det praktiske i hjemmet, og jeg var mest med på sidelinjen. Jeg kunne godt blive lidt jaloux, fordi hun og Nicholas havde så meget sammen, som jeg ikke kunne være en del af, men jeg er dybt taknemmelig for, at hun var der for os. Der er i dag et særligt bånd mellem Nicholas og min mor. Jeg plejer at sige, at min søn har to mødre, siger hun og smiler til Anna.

Hun finder fotoalbummet frem. Her er billeder af Nicholas’ første besøg hos tandlægen, et besøg, som hans mor kun har set billeder af, fordi hun var for syg til at tage med.

– Det gjorde ondt, at jeg ikke kunne være så stor en del af Nicholas’ liv, som jeg gerne ville, men jeg forsøgte. Hvis jeg kunne få lov til at forlade sygehuset, så jeg kunne nå hjem og sige godnat, gjorde jeg det, siger hun.

Fotoalbummet viser også billeder af Bettina, hvor hun er skrumpet ind til skind og ben fordelt på 35 kilo.

Stolt kræftlæge

I 1997 var Bettina så rask, at hendes mor kunne flytte hjem. Men efter knap to år med mormor i huset var det en omvæltning at være alene med sin søn.

– De første tre uger måtte jeg ofte sige, at nu var det mig, der bestemte, og mormors regler gjaldt ikke mere. Det kostede lidt anstrengelser, mindes hun.

I dag er hun kærester med Svend, som hun mødte på Nibe Festivalen, kort efter at hun var blevet rask. Sammen har de Julie på 15 år. Lægerne havde ellers stillet Bettina i udsigt, at hun ikke kunne få flere børn.

– Jeg kunne godt mærke, at jeg var gravid, men jeg turde næsten ikke tage testen, for hvis det bare var indbildning, skulle jeg igen igennem sorgen over ikke at kunne få flere børn. Men den var god nok, og da Julie kom til verden og var med sin mor til kontrol, gik Bettinas kræftlæge stolt rundt og viste hende frem til hele afdelingen.

– Ja, man skulle nærmest tro, at det var hans eget barn, griner Bettina.

Hun gik til kontrol i syv år, og efterhånden fik hun sygdommen så meget på afstand, at hun nærmest glemte sine kontroller. I dag tænker hun da heller ikke meget på den grumme tid, men i år er hun igen blevet mindet om den, da hun sagde ja til at medvirke i ”Kalender for Livet”, hvor en gruppe kvinder fra Nibe, der har eller har haft kræft inde på livet, bliver portrætteret.

– Vi har fået et utroligt sammenhold i gruppen. Når vi snakker om sygdom, så behøver vi ikke forklare så meget, fordi alle ved, hvordan det er, fortæller Bettina.