Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Jan Grønbæk påstår, at han altid har været svagelig, men som vores samtale skrider frem, vokser tvivlen om hans påstand mere og mere, for godt nok sidder Brammings berømte julemand i kørestol, men da han ruller sin livshistorie ud, afslører han, at han livet igennem har besiddet en utrolig styrke.
Giv et abonnement på Familie Journal i julegave
– Jeg er født og vokset op i Sydhavnen i København med en far, der var stærkt ordblind og havde forskellige skavanker, fortæller den 70-årige folkepensionist.
– Han fik meningitis og epilepsi som barn og kom aldrig til at gå ordentligt i skole. Han forsøgte sig med forskellige job som gartner, blomstersælger, udråber på Bakken og skærsliber. Gøglerlivet tiltrak ham, så han prøvede også med succes at dressere nogle gedebukke i et ridehus. Da han så skulle optræde i Scala med dem, ville de ingenting, for de kendte kun til ridehuset, men han købte i stedet nogle hvide duer og forsøgte sig med et gadecirkus. Første gang, han kaldte på dem, lettede de og fløj væk, og han så dem aldrig siden.
Men endelig fandt Jans far den vej, han skulle gå.
– Han fandt på at dressere rotter, og de, der er gamle nok, vil huske ham som rottekongen Cibrino. Min mor, storesøster og jeg drog rundt i landet med ham, så han kunne optræde med sit rotte-cirkus, og min allerførste optræden havde jeg, da jeg var bare et par måneder gammel. Min far fandt ud af, at han kunne hæve entréen med en 25-øre, hvis folk ville ud bagved og se, hvordan sådan en cirkusfamilie levede. Dér var jeg hængt op i bleen mellem et par granrafter, mens min mor sad og vuggede mig frem og tilbage.
Læs også: Mit liv i manegen
Gøglerlivet tiltrak den lille dreng.
– To år gammel blev jeg væk, og efter flere timers søgen fandt de mig vandrende ud ad landevejen med en rotte i bur og klar til mit eget cirkus.
Fysiske skavanker betød dog, at Jan skulle gennemleve en barsk skolegang.
– Jeg blev mobbet, fordi jeg ikke havde de samme kræfter som alle de andre. Jeg døjede meget med gang- og rygsmerter, og min mor fik besked på, at det bare var noget, jeg skulle vokse mig fra.
Jan klapper sig grinende på sin – tør vi godt sige – store mave.
– Og jeg er jo ikke holdt op med at vokse endnu.
Trods den tidlige interesse for gøglerlivet kom Jan til at leve det, han selv kalder et uhyrligt borgerligt liv.
– Jeg kom i lære som bager og hutlede mig igennem. Da det var overstået, sprang jeg fra, fordi jeg ikke havde kræfter til de mange timer på benene. Så fik jeg både en kontor- og en pædagoguddannelse, og jeg var også taxachauffør på et tidspunkt. Jeg har altid sørget for at søge nye veje, når noget gik i vasken. Mit seneste job var som grafisk medarbejder ved Sydvestjysk Sygehus.
Læs også: Søn hjalp far med diagnosen ADHD
Jans berømte far døde i 2009, og da kom hans eget gøgleri for alvor i spil.
– Jeg sad på kanten af hans grav og fik en ubændig lyst til noget nyt, så jeg spurgte en af mine bekendte – formanden for Nordiske Lirekassevenner – hvordan jeg kunne realisere en drøm om at få en lirekasse. Vi blev dog enige om, at det var for stor en kunst at forene med, at jeg sidder i kørestol, men et års tid efter så jeg på en harmonikafestival en elektronisk styret harmonika og besluttede mig for at købe sådan én i stedet.
Jans kone, Beate, som han har været sammen med i 28 år og også har æren af at være den, der hev Jan til Jylland, syntes også, det var en god idé.
– Jeg har altid støttet alle Jans skøre indfald, for hvis det er noget, der gør ham glad, er det bare helt okay, siger hun.
– Og meget af det kommer jo også mig til gode, som nu det meste af mit tøj. Jan syer nemlig både sit eget og mit tøj – også denne skjorte, jeg har på.
Læs også: Ingelises julemærker
Jans debut med det ny-indkøbte instrument havde han i 2012 på Korskro marked.
– Jeg sad i min kørestol og spillede muntre melodier for folk. Jeg havde købt en lille kurv og en masse karameller, som folk kunne tage, mens de nød musikken.
Inden længe begyndte folk at spørge, hvor de måtte lægge pengene.
– Det var jo slet ikke meningen, at jeg skulle bruge harmonikaen til at tjene penge eller tigge. Det ligger slet ikke til mig, jeg ville bare sprede lidt glæde. Men så lagde folk pengene oven på kassen til harmonikaen.
Efter et par oplevelser af den karakter kapitulerede Jan.
– Jeg købte en lille bøsse og besluttede, at pengene skulle gå til forskellige velgørende formål. Jeg skal jo ikke leve af det, for jeg har jo min folkepension, og Beate og jeg har en begrænset levestandard.
”Forretningens” succes blev så stor, at Jan følte sig inspireret til at udvide.
– Jeg købte nogle selvspillende trommer og fik det arrangeret på en lille vogn, som jeg kunne køre rundt med som et helt lille orkester på markedspladser, i centre og den slags. Sidste år købte jeg også et klokkespil i et lille kabinet, og det morer mig rigtig meget at se, hvor overraskede og glade folk bliver, når jeg kommer kørende og spiller.
Læs også: Julemanden Jan spreder glæde med sin nisse-familie
Det var ikke kun om sommeren, Jan havde lyst til at sprede glæde.
– Ved juletid havde jeg jo også mod på at dele ud af den gode stemning, så for fire år siden købte jeg en billig nissehue og en rød jakke og indtog Kongensgade i Esbjerg efter aftale med City-foreningen. Jeg kørte rundt og spillede med karameller til børnene og blev overrasket over, hvor mange børn der råbte, at nu kom julemanden og spillede for dem.
De gode oplevelser gav Jan idéen om at blive autoriseret julemand.
– Jeg fik en af mine venner, der i forvejen er medlem af Dansk Julemands Laug til at anbefale mig, og for fire år siden blev jeg så optaget. Forrige år blev jeg endda fuldgyldigt medlem med min egen træstub i nisseskoven på Dyrehavsbakken.
Der gik inflation i sagen, og da der stort set hele året rundt er bud efter Jan og hans spilleglæde, begyndte han at finde ud af, hvordan hans helt eget image som julemand skulle være.
Læs også: Nissemor fandt sin julemand
– Jeg syede mig tre forskellige dragter, og det sjove er, at skønt jeg ikke bruger skæg og ovenikøbet sidder i kørestol, er børnene overbeviste om, at jeg er den rigtige julemand. En lille spastisk dreng var meget begejstret, og hans mor fortalte, at han plejede at være bange for julemanden, men vi blev enige om, at hans begejstring nok skyldtes, at han kunne identificere sig med mig.
I gennemsnit er Jan af sted med sit ”orkester” tre-fire gange om ugen året rundt.
– Om det er hårdt? Tjo, men jeg mærker jo, at det, jeg gør, bærer frugt, og den dag, jeg ikke kan klare mig selv, skifter jeg bare branche…
Læs også: Gips, er det den rigtige julemand?