Der bor en superhelt i Uge i Sønderjylland - Connie kæmper for sin by

Connie er en superhelt, der kæmper for sin by

Hvis der ligger et ansvar og flyder et sted, så er Connie Dumstrei den, der bukker sig ned og samler det op. Sådan er Connie. Da hendes søn, Kent, blev født, viste det sig, at han var svært handicappet, men fordi man jo ikke kan bytte et handicappet barn til en nemmere udgave, så indrettede Connie sit liv efter det.

Hun bor i en by, der hedder Uge. Den ligger ved siden af Tinglev i Sønderjylland, og her bor 240 mennesker. Der er omtrent lige så mange foreninger, for i Sønderjylland elsker man bare foreninger – og Connie har en finger med i dem alle. Det er hende, der står for ringridningen, hende, der indkalder til kagekonkurrencer, hende, der ser efter forsamlingshuse, og også hende, der laver mad til enhver festlig lejlighed, der måtte forekomme i Uge og omegn. Derfor er Connie indstillet som superhelt, for sådan en by som Uge kunne ikke eksistere uden ildsjæle som Connie.

Hendes eneste begrænsning er bare: byen Uge. Her er hun født, her bor hun, og ikke 10 vilde heste kan lokke hende væk. Hun mindes godt, at hun som ganske ung drømte om at komme til Israel i kibbutz, men så kom der en kæreste i vejen, og Connie blev hjemme hos sine forældre i Uge. Senere flyttede hun og hendes tilkommende mand faktisk fem kilometer væk til en anden landsby, der hedder Vollerup, men det varede ikke længe. Efter tre måneder var Conni tilbage i Uge! Her er hendes liv, og sådan skal det blive ved med at være, det kan der ikke ændres på. Så må verden komme til Connie – og det gør den så.

Har du en superhelt? Så kan du nominere ham eller hende lige her

Født for tidligt

– Det lyder næsten, som om jeg ikke kommer ud. Det gør jeg jo – på ferier og byture. Jeg vil bare ikke bo andre steder, og hvis sådan en by som Uge skal overleve som andet end et sted, hvor man spiser og sover, så må man få tingene til at ske. Man skal yde først – og så nyde, siger Connie, der efter hendes mands mening ikke kan holde ud at være hjemme to dage i træk.

Men så er det jo godt, at Gunnar nu er kommet på pension og kan passe det derhjemme, når Connie har så travlt. Hun er 55 år og sidder ikke gerne ned, og sådan har det været, siden Kent kom til verden alt for tidligt for 27 år siden.

– Min dreng blev født tre måneder for tidligt. Lige da han blev født, så det faktisk ud, som om han havde det godt. Kent fik så desværre en hjerneblødning, og han endte med at være spastisk lammet i hele kroppen. De sagde, han nok ikke fik noget sprog, og nogle sagde også, han ville blive en grøntsag, der ville ende i sin kørestol uden at kunne noget som helst. Dér tog de så heldigvis fejl, for selv om Kents krop ikke duer til noget som helst, blev han en dejlig dreng med stor humoristisk sans og en god og skarp hjerne. Han ændrede mit liv, men kun til den gode side, siger Connie.

Connie blev alene med Kent, da han var 7 år gammel. Drengen var tit syg, men der skulle jo stadig brød på bordet, så Connie arbejdede først som sygehjælper i nattevagt, siden videreuddannede hun sig til social- og sundhedsassistent og arbejdede altid i fast nattevagt i Aabenraa, først i hjemmeplejen, siden på hospitalet. Så kunne hun selv passe sin dreng i dagtimerne og sove lidt indimellem.

En pinlig mor

– Det gik jo fint. Mine forældre boede også her i Uge og hjalp utrolig meget. Faktisk var min mor særlig glad for Kent: Hun var fuldstændig rengøringsfanatiker, og som hun sagde: Kent er så nem, han piller aldrig ved noget – og det gjorde han jo heller ikke, siger Connie, kun lidt ironisk.

Connies humor er ikke for de sarte, og noget tyder på, at Kent også har lært et og andet af sin seje mor. Således svarede han engang en bekendt, der beklagede hans skæbne: ”Ja, jeg bliver aldrig biltyv eller narkoman. Jeg skal jo have hjælpere til det hele!” Sådan ser Connie også på tingene.

Hun fik en søn, som hun fik et ganske særlig tæt forhold til, netop fordi hun var hans forlængede arme og ben. Det var Connie, der fik sat gang i handicapridning i omegnen, det var Connie, der mente, at handicappede skulle have lige ret som alle andre, så hun var aldrig bange for at åbne munden, heller ikke selv om Kent en dag sagde til hende, at hun var som Max Pinligs mor – bare 100 gange værre.

Pinlig eller ej, Gunnar var ikke den, der lod sig skræmme. Han blev en del af Connie og Kents familie en dag, da hendes havedør gik i stykker.

En tømrer kom forbi

– Min far bad mig få fat i Gunnar, der var byens tømrer. Han skulle se på døren, så vi kunne finde ud af, om der skulle en ny dør til, eller om den kunne repareres. Den aften, Gunnar så skulle se på døren, havde min far ikke tid til at være med, så Gunnar og jeg snakkede sammen. Han var sådan en stor og rolig tømrer, der stod og bakkede på sin pibe og kiggede på døren og på mig. Inden der var gået tre måneder, havde jeg solgt huset og var flyttet ind til Gunnar med Kent, der var blevet 9 år.

Der kom aldrig flere børn. Kent fyldte hele huset ud hjemme i Uge, og derfor var det også ekstra svært, da Kent så flyttede hjemmefra for tre år siden for at gå på Egmont Højskolen, hvor han nu går på tredje år. Han var 24 år, da han flyttede, og som Connie husker det, vidste hun og Gunnar slet ikke, hvad de skulle snakke om, når de sad alene de to ved middagsbordet om aftenen. I hvert fald i den første tid, for selv om Gunnar ikke siger meget, har Connie ord nok for to – og så var der jo stadig alle hendes andre opgaver.

Der skal ske noget

– Jeg har været formand for Uge Husholdningsforening i 32 år, og i mange år underviste jeg mænd i madlavning. Det er faktisk rigtig sjovt, for mænd finder på så mange mærkelige ting, siger hun og minder Gunnar om hans specialitet: lyserød sovs med striber, der skulle smage bedre, end det lyder. Så er der dilettantforeningen FREM, alle byggeprojekterne, bålhuset og forsamlingshuset, som Gunnar også har noget at gøre med. De er med i det hele, og hvis der skal laves mad til en fest i omegnen, er det også Connie, der tager ud som kogekone, mens Gunnar passer hus og husdyr.

– Hvis vi vil overleve som by, må vi sørge for, at der sker noget. Ingen forærer dig noget som helst, så hvis man vil have sammenhold og aktiviteter for både unge og gamle, så må man selv ud og sætte dem i gang, siger Connie.

– Og det er bedst, det er mig, der gør det, for hvis jeg går hjemme og holder fri, så herser jeg bare for meget med Gunnar, siger Connie. Og det er sikkert rigtig nok.