Ditte er borderline

Ditte er borderline

Ditte var som sædvanligt på vej til skole, men hun nåede ikke ret langt, før hun i stedet for at fortsætte ruten mod skolen krøb ind i et lille legehus hos en af naboerne, hvor hun lå og gemte sig, indtil hun var sikker på, at hendes mor var taget afsted på arbejde.

- Jeg gik på det tidspunkt i syvende klasse og var rædselsslagen for at komme i skole, fortæller 25-årige Ditte Jakobsen. – Jeg blev mobbet og fik tæsk i skolegården, og til sidst turde jeg ikke længere gå derhen. Så jeg gemte mig i legehuset og listede hjem igen, når min mor var kørt.

Ditte forstår stadig ikke, hvorfor ingen af lærerne tog affære.

- Måske var det, fordi jeg var anderledes. Mine forældre har altid sagt, at jeg er født usikker. Jeg kunne hverken gå eller tale i rette tid, ligesom andre små børn, men en dag, de sad i køkkenet, kom jeg pludselig gående ind og sagde: Her kommer jeg! Mine forældre var overbeviste om, at jeg simpelthen havde øvet mig på begge dele inde på mit værelse, fordi jeg ville være sikker på, at jeg gjorde det rigtigt.

Læs også om Karin, der var psykisk syg, men blev rask efter 30 år

Tæsk i skolegården

Den medfødte usikkerhed blev forstærket, da Dittes forældre blev skilt.

- Jeg var 11 år, og det var, ligesom om et eller andet knækkede inde i mig. Jeg var fars pige, men blev nødt til at flytte med min mor til Frederikshavn og væk fra ham og vores gård i Ålbæk.

Ditte begyndte at få problemer med at turde sove ude og fik hjemvé, når hun var hos en kammerat.

- Da jeg blev 12 år, begyndte jeg at skære i mig selv – kun i benene, for så kunne jeg nemmere skjule det. Mine klassekammerater syntes, jeg var underlig. Hende den nye, usikre, der hverken gik til sport eller kor, som mange af de andre gjorde. Jeg kunne lide genbrugstøj og at høre rockmusik, det syntes de, var meget mærkeligt. Så jeg var nok et nemt mobbeoffer.

Skønt Dittes mor, der jo godt kunne se, at hendes datter havde det skidt, fik arrangeret møder med skolepsykologen, regner Ditte alligevel ikke med, at hendes mor var klar over, hvor galt det egentlig stod til.

- Jeg skjulte så godt, jeg kunne, hvordan jeg havde det. Jeg koncentrerede mig bare om at komme igennem én dag ad gangen. Da det blev opdaget, at jeg skar i mig selv, blev jeg sendt til det psykiatriske system i stedet for bare skolepsykolog. Dér skulle jeg sidde og tegne, og så spurgte de mig om alt muligt. Jeg forstod ikke, hvad noget af det gik ud på, men jeg var bare glad for at slippe for at skulle i skole.

Drømte om dyr

Mens Ditte kæmpede med at finde ud af, hvorfor hun følte sig anderledes end alle andre, brugte hun megen af sin tid i skoven.

- Der gik mange år, før jeg begyndte at interessere mig for andre mennesker. Jeg havde det bedst med kun at være mig selv, jeg rendte rundt i skoven og kunne af en eller anden mærkelig grund godt lide at være på kirkegården. Dér sad jeg og spiste min madpakke, og de gravsten, der var ødelagt og smidt over i et hjørne, stillede jeg fint op igen, fordi jeg syntes, det var så uværdigt.

Da Ditte kom på efterskole, følte hun for første gang en smule tryghed.

- Jeg gik på to forskellige efterskoler i niende og tiende klasse, og det var mega fedt, fordi jeg endelig havde en svag fornemmelse af at blive accepteret. Jeg holdt op med at skære i mig selv, holdt angsten lidt på afstand og fik faktisk mod på at starte på Sosu-uddannelsen efter skolen.

Læs også om Ida, der ikke lader sig stoppe af sin diagnose

Skræmmende diagnose

Desværre havde Ditte for meget fravær på skolen, som hun droppede ud af, inden hun flyttede hjem til sin far.

- Jeg havde mange morgener, hvor jeg slet ikke kunne komme ud af sengen. Jeg følte bare, at det hele var noget møg, og at jeg alligevel aldrig ville blive til noget som helst. Jeg drømte om at blive dyrepasser, men alle sagde, at den tanke kunne jeg godt droppe, for det var helt umuligt.

Det var først, da en psykiater kunne fortælle Ditte, at hun rent faktisk har en diagnose, at tingene faldt på plads for hende.

- Jeg fik at vide, at jeg er borderline, og det var både en enorm lettelse, men samtidig også meget skræmmende. Jeg røg ned i et kæmpe hul ved beskeden, for nu var jeg lige pludselig syg også på papiret. Det skulle jeg vænne mig til.

Et ophold på en kvinde-daghøjskole gav for første gang i hendes liv Ditte følelsen af at være normal.

- Det var en skole for usikre piger som mig selv, også piger med diagnoser. Dér kunne vi snakke åbent om at have angst og depression, som jeg efterhånden havde indset, jeg led af.

Fik selvtillid

Da Ditte samtidig mødte sin kæreste Jonas, så fremtiden endelig lidt lysere ud.

- Det var ham, der gav mig modet til at kontakte Kattens Værn for at spørge, om de ikke kunne bruge en praktikant.

Kattens Værn kunne godt bruge Ditte, og endelig så det ud til, at hun fandt sin rette hylde.

- Den dyrlæge, der kom på Kattens Værn, ville gerne have mig i praktik, så jeg var hos hende i fire måneder. Bagefter var jeg endnu mere heldig, for da blev jeg spurgt, om jeg ville være med til at starte et katteinternat op, og det ville jeg rigtig gerne.

Nu har jeg arbejdet hver dag fra ti til fjorten i halvandet år på Anita Sønderups internat og lært en masse om behandling af katte. Og jeg har fået så meget selvtillid, at jeg trods alle tidligere advarsler søgte ind på dyrepasser-uddannelsen på Agria College her i Aalborg – og blev optaget! Så det startede jeg på i august måned, og nu ser fremtiden dejligt lys ud.