En læser fortæller: Jeg blev gymnastiklærer som 68-årig

Det var torsdag formiddag, og mine to veninder Rigmor og Bente sad i min stue og drak te og spiste hjemmebagte boller. Vi havde lige nydt den sædvanlige motionstime for mænd og kvinder på 50 plus i forsamlingshuset.

– Hvor er det ærgerligt, at Mona stopper efter denne sæson, sagde Bente. – Jeg tror desværre ikke, at vi finder en anden instruktør.

Jeg nikkede og blev helt trist til mode. Nu, hvor vi alle var gået på pension, var det skønt at mødes hver torsdag, dyrke motion og hygge sammen bagefter.

– Alting synes at forsvinde fra landsbyen, sukkede jeg. – Og nu forsvinder motionsholdet fra forsamlingshuset også. Det er altså trist.

Rigmor gav mig et beroligende klap på skulderen. – Du skal ikke tage sorgerne på forskud. Lad os se, vi finder nok en ny instruktør. Jeg var desværre ikke så optimistisk som hende. Det var hårdt at se, hvordan det pulserende liv i vores landsby gennem de sidste fem år var gået i stå, efter at skolen og Brugsen var lukket. Der var lagt et stort arbejde i at holde forsamlingshuset gående, men nu kunne vi ikke engang fastholde en god instruktør. Og ingen havde meldt sig til at køre holdet videre. Jeg brokkede mig flere gange til min mand.

– Det er da utroligt, at der ikke er nogen, der kan tage over. Der deltager endda et par enkelte gamle gymnastikinstruktører på holdet. Hvorfor melder de sig ikke?

Min mand trak på skuldrene. – Måske fordi de føler, at de allerede har gjort en indsats, da de var aktive. Og hvis du er så opsat på, at timen skal fortsætte, så kan du vel selv gøre noget ved det? Hvorfor melder du dig ikke?

Jeg rystede på hovedet. – Jeg er jo ikke uddannet gymnastikinstruktør. Jeg er også alt for gammel. Næ, jeg vil hellere nyde at være med til en time end at stå på forreste række.

Min mand hævede øjenbrynene.

– Så må du bide i det sure æble og tage til nabobyen, hvis du vil fortsætte.

– Jamen Rigmor og jeg tager også afsted i næste uge og prøver et hold, indvendte jeg.

– Godt så, brummede min mand.

Læs også: Balder hjalp mig over kærestesorgen

Rigmor og jeg tog afsted til den nærmeste by som med sine 25.000 indbyggere havde meget mere at tilbyde. Vi besøgte den lokale gymnastikforening og fik en prøvetime for motionsdamer. Det foregik i en stor, lys sportshal, og det var en udmærket time. Alligevel var jeg ikke tilfreds.

– Det er alt for stort. Jeg synes bedre om forsamlingshuset. Vi kommer tæt på hinanden, og vi hygger os så godt.

Rigmor sukkede. – Du har ret. Men der er ikke nogen, der vil overtage efter Mona, så nu er det slut. Vi kan lige så godt vænne os til det.

Igen brokkede jeg mig til min mand.

– Jeg gider ikke høre mere på dig, sagde han til sidst. – Det er så nemt at beklage sig over, at andre ikke tager ansvaret. Du må selv gøre noget, hvis du vil have, at timen fortsætter.

Hans ord gav mig et nødvendigt spark. Det var sandt nok, at jeg ikke bare kunne sidde og forlange at andre ordnede problemet. Og selv om jeg bestemt ikke var nogen ørn til gymnastik, så kunne jeg jo godt kæmpe for noget, der betød meget for mig. I en alder af 68 år tilmeldte jeg mig to gymnastikkurser, et ugekursus og et weekendkursus, for at lære at undervise på egen hånd.

Læs også: Donna Glemte mig aldrig

Nogle gange i livet er det de små ting, der skaber de store forandringer. Det var en stor overvindelse for mig at tage på det første kursus, men den ros og opmuntring, jeg modtog, overbeviste mig om, at det var den rette beslutning. Især da det gik op for mig, hvor meget jeg nød at lære nyt i en sen alder. Om anatomi og fysiologi, om musik og om opbygningen af en gymnastiktime – jeg fik en masse med fra kurset. Jeg følte mig på ingen måde færdiguddannet, men jeg havde nok med i bagagen til, at jeg turde melde ud, at jeg kunne overtage rollen som instruktør for byens motionshold.

Det er en af de bedste beslutninger, jeg har taget, efter at jeg gik på pension. Jeg har fundet stor nydelse i at stå med ansvaret og forsøge at lokke flere til gymnastikkens og hyggens verden. Jeg har indført, at alle, der har lyst, drikker kaffe sammen i forsamlingshuset efter træningen, og vi skiftes til at tage boller eller kage med. Gruppen af deltagere er stødt voksende, og vi har fået udviklet et godt fællesskab.

Selv min mand er begyndt at komme til motionstimerne. Jeg giver ham æren for, at jeg turde kaste mig ud i noget nyt som 68-årig. Og så glæder jeg mig over, at der stadig er liv i forsamlingshuset hver torsdag. Masser af liv.