En læser fortæller: Jeg drømte om et familiefoto

I 1984 ventede min mand og jeg spændt på at blive bedsteforældre for første gang, for vores datter, Mette, var gravid. Jeg glædede mig også på min mors vegne, for nu tydede alt på, at hun også nåede at blive oldemor i sit yngste barns familie. Min mor var nemlig midt i 40’erne, da jeg som en rigtig efternøler kom til verden i 1939. Nu var hun fyldt 90, og mine ældre søskendes børn havde allerede gjort hende til oldemor flere gange. Men jeg undte min kære mor at få lov at opleve at holde sit yngste oldebarn i sine arme. Det var hendes inderlige ønske.

Tre måneder for tidligt nedkom Mette pludselig med en datter på kun 1.200 gram. Det var et chok. Den lille pige, som kunne ligge i sin fars hånd, blev naturligvis straks lagt i kuvøse, og hun blev døbt inden for sit første døgn. Hun fik navnet Tatjana.

Hen over de næste mange uger måtte hun overvinde utallige kriser, og det var hårdt for min datter og svigersøn. De opholdt sig troligt hos deres lillebitte baby på kuvøsestuen, som den blev kaldt, hvor der lå flere alt for tidligt fødte spædbørn. De to måtte kæmpe med så meget angst, for længe var det usikkert, om Tatjana ville klare den eller ej. Men min datter og svigersøn var også stærke, deres unge alder til trods. Min mand og jeg fik også lov at besøge det lille væsen i kuvøsen, og begge elskede vi hende ubetinget og bad til, at hun måtte leve.

Mit barnebarn kom ud af kuvøsen

Når jeg besøgte min mor i mit barndomshjem, fortalte jeg hende naturligvis altid noget nyt om, hvordan det gik med lille Tatjana. Nu var vi fire generationer af kvinder i min familie, og jeg ønskede sådan, at vi fire kunne blive fotograferet sammen. Men det måtte selvfølgelig vente, til Tatjana var stor og stærk nok til at komme ud af kuvøsen.

Knap otte uger efter Tatjanas fødsel blev min mor tragisk nok alvorligt syg og indlagt på et andet af vores store bys sygehuse. Det var en tirsdag. Hun kom på operationsbordet, og bagefter fortalte lægerne os, at hun ikke ville overleve. Torsdag gled min mor ind i en dyb søvn, som hun aldrig vågnede op fra. Mine søskende og jeg delte os op, så der altid var én af os hos vores mor. Endnu vidste vi jo ikke, hvor længe det ville vare.

Om lørdagen var det min tur til at være hos hende. Jeg skulle afløse Bente, som var gift med min storebror og mor til Esben og Kristian. De to drenge havde min mor altid haft meget at gøre med, og selv om hun havde været gammel, lidt tung bagi og lettere handicappet efter en bilulykke, havde hun før i tiden tit kravlet rundt på gulvet med enten Esben eller Kristian ridende på sin ryg.

Når hun ikke orkede mere, lagde hun sig pustende og grinende fladt ned på gulvet, mens de to drenge ihærdigt forsøgte at få deres farmor op igen.

Disse minder sad Bente og talte sagte med min mor om, og hun sukkede så tungt, som om hun hørte, hvad Bente sagde. Derefter rejste Bente sig op og sagde farvel til min mor. Min svigerinde og jeg trykkede hinandens hænder, og så forlod Bente sygestuen med et par opmuntrende ord til mig.

Min mors dødsleje

Det var første gang i mit liv, jeg sad ved et dødsleje, og selv om min mor var gammel, oplevede jeg det som meget vemodigt at skulle gøre mig klar til at tage afsked med hende.

Samtidig sendte jeg naturligvis også mange tanker til lille Ta-tjana, som opholdt sig på det andet sygehus. Jeg var så urolig for hendes liv. Det var nogle underlige timer for mig med dyb ængstelse for den alleryngste i familien og sorg over at tage afsked med den ældste.

På et tidspunkt drev uroen mig ud på gangen, hvor der var meget stille. Jeg tænkte på, at der på de andre stuer måske også sad pårørende til døende.

Så gik jeg ind til min mor igen, tog hendes hånd i min og tænkte på, at i min barndom havde hendes hænder aldrig været i ro. Altid var de i gang med en form for arbejde, hvad enten det var at slide i marken eller stalden på vores lille husmandssted sammen med min far eller at lave mad, bage, sylte, vaske og gøre rent. Hvis hun endelig sad ned en stund, var der altid et håndarbejde i hendes hænder.

– Husker du, når jeg som lille pige sad på dit skød for at hjælpe med at lægge sytråden i symaskinen? hviskede jeg til hende. – Din hånd var en arbejderhånd, mens mine fingre var fine og tynde, og du sagde altid, at mit syn var skarpere end dit, så dine briller var nok heller ikke tilpasset på samme måde, som briller bliver i dag.

Igen trak min mor et suk, som om hun ville fortælle, at hun lyttede og forstod. Jeg tav lidt og så på hendes hånd i min, og jeg tænkte på, hvordan huden havde været næsten opløst af den skrappe sæbelud, når hun brugte en hel dag på tøjvask.

Min mor havde været rapmundet, det samme var jeg blevet, og nu gled mine tanker hen på de mange gange i min barndom, hvor hun og jeg havde haft en konflikt. På det tidspunkt var det en selvfølge, at hjemmeboende børn på landet hjalp til med arbejdet derhjemme. Derfor skulle jeg altid komme lige hjem fra skole, for der ventede mig gerne en stor eller lille opgave.

En af de pligter, jeg afskyede mest, var at være med til at hakke roer om foråret, for det var dødkedeligt og anstrengende. Det var heller ikke spor sjovt at tage kartofler op, for det foregik jo om efteråret, hvor jorden var kold og nogle gange også våd.

Min mor slog mig

Indimellem skete det, at jeg vovede pelsen og smuttede med en veninde hjem efter skole, selv om jeg godt vidste, at jeg fik ballade senere. Når jeg endelig viste mig i køkkenet derhjemme, skulle jeg passe på med ikke at komme for tæt på min mor. Hun havde gerne en våd karklud i hånden, og kluden bestod af et afklippet ben fra min fars gamle, lange underbukser. Hun kunne ikke drømme om at kaste penge ud til at købe karklude, så i stedet klippede hun det slidte, aflagte undertøj op og brugte dem som klude. Sådan et langt underbukseben kunne nå langt, og det sved slemt, når den svirpende ramte mig i nakken.

– Mor, husker du, når vi kom i seng? hviskede jeg til hende. – Husker du, at vi tre bad fadervor sammen, og at vi sang en lille aftensang bagefter?

Jeg sov sammen med mine forældre, helt indtil jeg blev en stor pige på 10-11 år. I vores hjem havde vi kun haft to små stuer, et soveværelse og en veranda, så eget værelse kunne der ikke blive tale om. Men det var nu også så trygt at ligge der mellem min mor og far. Desuden var det praktisk, for der var hverken opvarmning eller isolering. Ved vintertid var temperaturen i soveværelset tæt på frysepunktet, og så var det en fordel at ligge tæt.

Med årene var min mors hår blevet tyndt og gråt, og det lå som en glorie om hendes lille, runde ansigt, men tidligere havde det været stort, krøllet og næsten sort. Jeg rejste mig lidt op og strøg blidt hendes hår. Snart ville min mand komme for at være sammen med os, og så ville min ensomme vagt ikke længere være så ensom.

Bedst som jeg stod i disse tanker, blev min mors hånd slap. Med lange mellemrum trak hun vejret tungt et par gange, og så var det forbi. I et par sekunder var jeg helt tom, mens det føltes, som om tiden stod stille. I en alder af 45 år havde jeg ikke længere en mor. Nu var hun gledet om på den anden side af et forhæng, hvor jeg ikke kunne følge hende.

Jeg bad stille det fadervor, som hun havde lært mig i min tidligste barndom. I det samme trådte min mand ind på stuen, og jeg lukkede min mors øjne og foldede hendes hænder.

– Sov godt, lille mor. Tak, fordi du gav mig og mine søskende livet. Vi mødes engang i himlen, hviskede jeg til hende.

Derefter hidkaldte vi først personalet, som ringede efter mine søskende, som ankom til sygehuset sammen med vores far. Nu havde min mand og jeg kun én ting i tankerne, og det var at køre hen til det sygehus, hvor vores datter, svigersøn og lille Tatjana var.

Da vi nåede frem, fik vi den dejlige meddelelse, at Tatjana netop var kommet ud af kuvøsen og formodedes at være uden for livsfare. Hun vejede nu 1.900 gram, så hun var stadig kun et lille pus, men jeg fik for første gang lov at holde mit yndige barnebarn i mine arme.

Fra den dag gik det fremad med Tatjana, men selvfølgelig var hun stadig en sart, lille skabning, og der kom flere kriser, som hun skulle overvinde. For det meste holdt min datter og svigersøn bekymringerne for sig selv, og så fik vi det først at vide senere.

I alt lå Tatjana på sygehuset i tre måneder, og da hun var knap et halvt år, blev hun endelig fremvist i kirken. Døbt var hun jo allerede, men det var alligevel en stor dag for os alle.

Til min egen undren blev jeg i lang tid ved at savne min mor og sørge over hende. Ofte fløj den tanke gennem mit hoved, at det og det måtte jeg huske at fortælle hende. Men min mor var jo ikke mere, og det blev ved at smerte mig, at hendes dybfølte ønske om at se sit sidste oldebarn ikke blev opfyldt. Min plan om at få taget et billede af fire generationer af kvinder i min egen, lille familie var heller ikke blevet til noget.

Men Tatjana levede og voksede og blev en dygtig, dejlig kvinde, og da hun var 27 år, blev hun selv mor til den sødeste, lille pige. Med mange års forsinkelse fik vi taget et billede af fire generationer af kvinder i min familie: Nu var jeg oldemor, min datter, Mette, var mormor, og mit barnebarn Tatjana sad med sin lille, nyfødte datter, mit oldebarn, på skødet.

Som sin egen mor er Tatjana en omsorgsfuld mor, og hun er også altid meget betænksom over for mig. Min kære mors minde lever heldigvis videre i familien den dag i dag, for vi taler ofte om hende.