En læser fortæller: Jeg var et rodehoved

Da jeg var barn, sagde min mor meget ofte, at jeg skulle rydde op på mit værelse. Det lyder måske ikke så mærkeligt, for det er nok en standardbemærkning i mange hjem. Børn roder, og så rydder de op, når de får besked på det.

Det gjorde jeg også, men det blev altid kun til overfladisk oprydning. Tøjet lå stadig hulter til bulter i skabet, og legetøj og spil blev smidt tilfældigt på hylderne. Mine forældre og storesøster var derimod noget bedre til at holde orden, men hvis man åbnede deres skabe og skuffer, var der også lidt rod. Ingen af os var perfekte ordensmennesker.

Det var ikke et problem for mig, at der var rodet. Jeg kunne godt finde mine ting, og jeg tænkte ikke over, at der lå noget vasketøj på den uredte seng eller et brætspil på gulvet. Jeg kunne jo hurtigt fjerne det, hvis jeg ville.

Senere flyttede jeg hjemmefra, og det varede ikke længe, før jeg mødte Esben. Han læste til lærer og jeg til pædagog. Vi mødtes tilfældigt i byen, da vi var ude med vores venner, og vi blev hurtigt et par. Vi talte godt sammen og havde mange fælles interesser.

Det var skønt at have noget at være fælles om, men desværre var rodet også en fællesnævner. Esben var et næsten endnu større rodehoved end mig. Jeg bemærkede hurtigt, at han ikke satte kopper og tallerkner i opvaskemaskinen, men blot lod det stå på bordet. En brugt pizzabakke kunne sagtens stå fremme i en uge eller mere, før den blev smidt ud.

Rodet tog overhånd

Da vi flyttede sammen, tog rodet efterhånden overhånd. Jeg var også begyndt bare at stille service på bordet i stedet for i opvaskemaskinen, så det var først, når alle kopper var brugt, at vi fik vasket op. Det samme gjaldt for vasketøjet. Vi vaskede først, når der absolut ikke var flere rene underbukser tilbage. Nogle gange købte jeg endda et ekstra par, fordi jeg ikke kunne nå både at vaske og tørre dem, jeg havde.

Vores stue var dog nogenlunde pæn. Vi havde en sofa og et fjernsyn som alle andre, og sofabordet kunne hurtigt ryddes, hvis der kom gæster. Spisebordet var ofte fuld af Karlas legetøj, mit strikketøj eller Esbens frimærker, men kunne også relativt hurtigt pakkes sammen og flyttes.

Det stod værre til på værelserne. I soveværelset stod der dynger af gamle aviser og ugeblade, og der var en del sko, som jeg ikke kunne få plads til i skabet. Hvis jeg skal være ærlig, var der vist også en pizzabakke eller to derinde.

Karlas værelse var dog det værste. Det var længe siden, at vi havde ryddet ud i hendes tøj, og det skete ofte, at vi fik fat i en bluse, som blev kylet tilbage i skabet, fordi den var for lille. Der lå også legetøj nærmest fra gulv til loft, og meget af det legede Karla slet ikke med mere. Hun var dog en glad pige, der var begyndt i 0. klasse efter sommerferien, så jeg så det ikke som et problem. Tværtimod var hun da heldig, at hun havde så meget legetøj.

Vores familier sagde ikke noget, når de var på besøg. Esbens lillesøster havde et meget smukt hjem, og når hun besøgte os, kunne hun godt diskret rydde lidt op i køkkenet og tømme opvaskemaskinen, men hun sagde aldrig noget negativt om vores bolig.

Hun har senere fortalt mig, at hun ikke turde sige noget, for hun var bange for, at vi ville blive vrede, hvis hun blandede sig. Jeg fik dårlig samvittighed, da hun sagde det, for hun havde jo ret. Jeg var nok flippet helt ud, for hun ville jo have trådt på et ømt punkt.

Vi vidste jo godt, at der var rod over det hele. Ja vores hjem var faktisk svinsk, for når der er så meget rod og ting over det hele, så kan man jo ikke gøre ordentligt rent. Selv om vi godt kunne rydde spisebordet og sofabordet i stuen, når vi fik gæster, så var det jo umuligt at skjule, at her var tale om et meget rodet hjem.

Vi havde for travlt til at rydde op

Som sagt var der ingen, der sagde noget grimt til os, og jeg slog det også altid hen, når jeg en gang imellem tænkte på, at vi måske burde rydde op. Vi havde begge krævende jobs, og om aftenen var vi for trætte til at lave noget. Så flød vi altid ud i sofaen, og når Karla sov, så vi livsstilsprogrammer. I weekenderne var vi tit ude, og så var vi jo væk fra rodet.

Mange af livsstilsprogrammerne handlede om boligindretning, kærlighed og økonomi, men på et tidspunkt begyndte vi også at se et amerikansk tv-program om rod. Deltagerne i programmet havde så meget affald i deres hjem, at de måtte grave gange for at komme hen til fjernsynet og ud på toilettet. En del af dem havde rotter i boligen.

Der var ofte tale om psykisk syge mennesker, og vi nød at se, hvordan de fik hjælp. Jeg nød også lidt, at vores hjem nærmest var smukt sammenlignet med deres. Vi havde trods alt aldrig haft 200 pizzaæsker stående og heller ikke 350 tomme sodavandsdåser, som kvinden i det seneste program havde haft.

Men en dag så vi et andet program om rod, og her blev jeg ramt. Programmet handlede om en helt almindelig familie med to børn. Den ældste var en datter på alder med Karla. Moren græd i programmet og sagde, at de var sandet fuldstændig til, og at det gik ud over datteren. Med gråd i stemmen fortalte hun, at datteren ikke længere ville have kammerater med hjem, fordi hun var så flov over, hvordan de boede.

Der blev vist mange billeder af boligen, og Esben sagde helt spontant, at det lignede vores hjem. Jeg nikkede. Det lignede vores hjem, og det var ikke rart at se. Moren i programmet havde dårlig ryg, og faren havde haft en depression. Der var altså en grund til, at deres hjem var endt så rodet. De fik hjælp af eksperterne, og deres lejlighed blev forvandlet til det smukkeste hjem.

Da vi slukkede, sad vi lidt og kiggede ind i den sorte skærm. Jeg spurgte Esben, hvorfor vores hjem egentlig var så rodet. Hvad var vores undskyldning? Esben svarede, at vi havde travlt, men det havde alle jo. Ingen af os fejlede andet end dovenskab, og det er jo ikke en sygdom.

Så spurgte jeg ham, hvornår Karla egentlig sidst havde haft en veninde med hjem. Esben svarede, at det vist var lige i starten af skoleåret. Ellers havde Karla været en del hos veninderne. Det var jo sandt, og jeg havde aldrig tænkt over, at Karla ikke havde veninder med hjem. Jeg sagde ofte, at de var velkomne, men det var også helt fint, hvis Karla hellere ville være hos de andre.

Jeg havde aldrig tænkt, at det kunne skyldes vores rod. Karla havde aldrig sagt til os, at det var pinligt at have kammerater med hjem, men børn er jo ofte loyale over for deres forældre.

Den aften kom Esben og jeg sent i seng. Det var med ét gået op for os, at vores rod ikke kun påvirkede os. Det påvirkede i mindst lige så høj grad Karla.

Dagen efter var det fredag. Jeg lavede lasagne til aftensmad, og da vi sad og spiste, spurgte vi Karla, om hun var flov over vores hjem, fordi der var så meget rod. Først så hun ned, men så nikkede hun. Da hun så op igen, havde hun tårer i øjnene. Hun sagde, at hjemme hos Emma og Isabella var der rigtig pænt over det hele.

Det gjorde ondt helt ind i hjertet, og jeg følte mig som den værste og mest egoistiske mor, der fuldstændig havde svigtet sit barn.

Nu skulle der ryddes op

Den weekend blev vi hjemme. Vi havde egentlig planlagt at tage ned i centeret eller på legepladsen, men i stedet startede vi morgenen ud med et familiemøde. Her blev vi alle tre enige om, at nu skulle der ryddes op.

Vi begyndte med Karlas værelse, og hun var lykkelig. Alt på hendes værelse blev hevet ind i stuen. Der var meget mere, end jeg havde forestillet mig. Hele stuegulvet var fyldt med ting. Vi tog også møblerne ud, og først nu gik det op for os, at værelset i den grad trængte til at blive malet. Karla ville gerne have et lyserødt værelse, og det fik hun. Vi købte også en brugt køjeseng, som blev malet lilla. Karlas hvide skrivebord forblev hvidt, men hendes kommode og skab blev også malet.

Karla ville selv sortere sit tøj og legetøj, men jeg hjalp selvfølgelig. Det var hårdt arbejde, men det var også fantastisk hyggeligt. Det hele tog en uges tid, men da vi var færdige, havde Karla fået det dejligste pigeværelse, og det havde ikke været dyrt. I stuen lå der to bunker. Den ene var med tøj, Karla var vokset ud af, og den anden var med legetøj, som hun ikke legede med mere. Vi fik solgt det hele, og for pengene fik Karla lov at købe et prinsesseslot, som hun længe havde drømt om.

Jeg husker stadig, hvor glad hun var, da hun inviterede veninderne hjem, så de kunne se hendes nye værelse. Karla strålede som en lille sol, og hun var så stolt.

Esben og jeg var dog ikke færdige. Vi tog ét rum ad gangen. Stuen var det nemmeste, men køkken og soveværelse tog lang tid. Vi fik smidt en del ud, men også solgt flere ting, som vi ikke brugte. Min skosamling blev reduceret kraftigt, og en del tøj røg også ud.

Vores hjem blev ikke rent og ryddeligt på en weekend. Det tog nogle måneder at komme igennem det hele. Hver aften tog vi mindst én skuffe eller hylde, og på den måde fik vi langsomt arbejdet os igennem det hele. Undervejs dukkede der mange ting frem fra gemmerne, som vi havde glemt. Bl.a. et lille broderet hjerte, som min afdøde farmor engang lavede til mig. Det er nu rammet ind og hænger i gangen, og jeg bliver glad, hver gang jeg ser det.

Esbens og mit forhold blev også bedre. Vi har aldrig haft det dårligt sammen, men hverdagen var med årene blevet noget triviel. Efter vi gik i gang med at rydde op, er vi næsten som nyforelskede igen. Nu nyder vi vores dejlige hjem, og vi er meget bevidste om, at der aldrig skal blive så rodet igen. Vi har lært at rydde op løbende, og tingene bliver aldrig mere kylet ind i skabe eller skuffer.

Det var også helt fantastisk, da vi inviterede familien på middag. De gjorde store øjne, da vi alle tre på én gang sagde:

– Velkommen til vores nye hjem.