En læsers dilemma: Kunne jeg elske Bjarke igen? 1-2

Afsnit 1-2

Jeg var klar til at møde mit livs sidste kærlighed, da jeg traf Bjarke på en datingside. Jeg var kommet mig over min skilsmisse og havde de senere år brugt tid på at pleje mine venskaber og interesser, men der manglede en mand ved min side. En mand, jeg kunne dele stort og småt med og blive gammel med. Og da jeg ved min seneste fødselsdag rundede 58, følte jeg, det var ved at være sidste udkald.

Umiddelbart havde Bjarke alle de kvaliteter, jeg efterspurgte i en mand. Han kunne både være sjov og dyb, og så lavede han den mest fantastiske risotto. Det eneste lille minus i bogen var, at han netop var kommet ud af et ægteskab i sølvbryllupsklassen, og flere af mine veninder advarede mig da også om, at fem måneder som fraskilt var alt for lidt.

– Mona, de nyskilte mænd er som økokøer, der bliver sluppet på græs efter en lang vinter i stalden, som min veninde Lone så malerisk beskrev det.

Hun havde selv brændt sig på en nyskilt mand, som, da den første eufori havde lagt sig, alligevel ikke var helt så færdig med sin ekskone, som han troede.

Men det var anderledes med Bjarke. Når jeg luftede min ængstelse, bedyrede han igen og igen, at han var klar til kærligheden.

Ægteskabet havde været dødt længe, og til sidst var det kun realkreditlånet, der holdt dem sammen. Og jeg troede på ham, for der var intet i hans væremåde, som fik mig til at tvivle på, om han ville mig. Han skrev lange, søde beskeder om, hvor dejlig jeg var, og om alt det, vi sammen skulle opleve.

”Jeg tror simpelthen, det er dig, jeg har ventet på hele mit liv,” skrev han, og hvis jeg ikke allerede var faldet for ham, gav beskederne mig det sidste skub.

Sammen med Bjarke følte jeg mig faktisk også som en økoko på græs. Bag mig havde jeg et svært ægteskab med Niels, der i lange perioder led af depressioner, mens jeg kæmpede for at holde familien og ikke mindst Niels oven vande. Heldigvis var Bjarke helt anderledes.

Vi var meget forelskede, og jeg følte mig som en 17-årig med bankende hjerte, svævende sommerfugle i maven og glødende kinder, når jeg så ham. Jeg var sikker på, at Bjarke var min sidste kæreste og måske mere til, for i mit stille sind drømte jeg om at blive gift igen. Ikke det store skrud med kirke, kjole og en masse gæster, men bare et lille, intimt rådhusbryllup på Ærø eller et andet skønt sted.

Men vi nåede aldrig til Ærø. Faktisk nåede vi ikke en gang på det kroophold, Bjarke forærede mig i julegave. Efter seks skønne måneder dukkede han op ved min dør med et ansigt, som var et nært familiemedlem død.

– Mona, jeg er virkelig ked af det, men det er alt for tidligt. Jeg holder så meget af dig og vil dig rigtig gerne, men jeg bliver simpelthen nødt til at få bearbejdet min skilsmisse, før jeg kan gå helhjertet ind i et nyt forhold, sagde han og slog blikket ned.

Derpå fulgte en lang forklaring om vigtigheden af at støbe et godt fundament, før man byggede selve huset. Jeg hørte ikke rigtig efter. Jeg stirrede bare på de hænder, som aldrig skulle røre ved mig igen.

Det kan godt være, min forelskelse i Bjarke havde sendt mig tilbage til 17-års stadiet, men jeg skal love for, at det gjorde kærestesorgen, som fulgte efter, også. Ikke engang min skilsmisse gav mig så voldsomme følelser af sorg og fortvivlelse. Mine uforløste drømme om alt det, vi skulle sammen, lå og grinede af mig. Gavekortet til kroopholdet på køleskabet flåede jeg i småstykker, mens jeg skreg og græd min vrede og sorg ud.

I lang tid befandt jeg mig i et sort vakuum, hvor jeg stod op og passede mit arbejde, kun for at kravle hjem på sofaen igen. Lone har siden fortalt, at hun var oprigtigt bekymret for mig i de måneder.

Men jeg kom op igen. Pludselig registrerede jeg, at himlen var blå, eller at radioen spillede en glad sang. Jeg havde ikke modet til at date igen, men jeg var på en eller anden måde kommet videre, selv om Bjarke stadig fyldte meget i mine tanker. Et eller andet sted brændte et lille håb om, at han en dag ville vende tilbage. Og så, et år efter bruddet, skrev han pludselig til mig.

Min overraskelse var stor, da jeg åbnede Bjarkes lange besked, for ud over et kort ”tillykke med fødselsdagen” havde vi ikke haft kontakt.

Bjarke skrev, at han var ked af, han havde såret mig, men at han havde haft brug for at være alene og finde sig til rette i livet som fraskilt, før han engagerede sig i en ny kvinde. Nu var han et andet sted og havde fået styr på sin bagage, som han skrev.

”Jeg ved godt, at jeg ikke har nogen ret til at blande mig i dit liv igen, og du har al mulig grund til ikke at ønske at se mig, men hvis du skulle have lyst til at mødes, ganske uforpligtende, er jeg lige her.”

Jeg tog en dyb indånding og læste beskeden igen. Der stod alt det, som jeg havde håbet på, men turde jeg gå ned ad den vej? Jeg havde jo lagt Bjarke bag mig og havde ikke lyst til at blive såret igen.

Min nysgerrig vandt, og jeg indvilligede i et møde. Ingen forventninger, bare en gåtur og en snak mellem to mennesker, som engang havde noget særligt sammen. Jeg skiftede mellem at glæde mig helt vildt til at se Bjarke igen til at fortryde. Nu var jeg jo endelig kommet over ham.

Da dagen kom, var jeg tæt på at aflyse, men tog alligevel afsted til den sø, hvor vi skulle mødes og gå en tur. Bjarke var allerede kommet, da jeg steg ud af bilen, og det første, der slog mig, var, hvor gammel han så ud. Bjarke var tre år ældre end mig, men jeg havde ikke tidligere tænkt over aldersforskellen.

Vi krammede og begyndte at gå. Jeg noterede mig, at han gik lidt stift, som om han var bange for at falde, men så begyndte snakken mellem os, og jeg glemte det igen. Bjarke snakkede meget om, hvor fantastisk vi havde haft det sammen.

– Jeg har virkelig fortrudt, at jeg lod dig gå, sagde han stille, da vi nærmede os bilerne igen.

Da han sagde det, kunne jeg mærke, at jeg faktisk ikke var det sted længere. Der var ingen tvivl om, at vi havde haft en skøn tid sammen, men jeg fik ikke længere sommerfugle i maven, når jeg så ham.

Alligevel sagde jeg ja til at mødes igen, da Bjarke spurgte, om han måtte invitere mig på middag.

I ugen, der kom, var jeg splittet. Den ene dag glædede jeg mig til middagen og tænkte, at det måske bare skulle have lidt tid, og så ville alle følelserne komme tilbage. Den næste dag var Bjarke pludselig et overstået kapitel, og jeg måtte lukke ned for relationen så hurtigt som muligt. Måske handlede det sidste mest om at passe på mig selv.

Vi mødtes hos Bjarke, og mens han lavede sin berømte risotto, bemærkede jeg, at hans hænder rystede svagt. Måske var han rent faktisk enormt nervøs for mit besøg.

Igen gik snakken mellem os fint, selv om Bjarke i højere grad fokuserede på fortiden end fremtiden. Han talte meget om vores forhold og ikke så meget om sit liv her og nu. Nu, hvor forelskelsens lyserøde slør var væk, kunne jeg bedre se, hvor forskellige vi egentlig var. Jeg så ikke længere for mig, at vi ville finde sammen igen, og det måtte jeg hellere melde ud hurtigt.

Så var det, han tog min hånd.

Bjarke kiggede længe på mig, før han åbnede munden. Det var tydeligt, at han ville sige noget, som lå ham meget på sinde, og jeg var allerede i mit hoved ved at formulere sætningen om, at det ikke skulle være os.

– Mona, det er virkelig svært for mig, det her, begyndte han. – Det vækker så mange minder og følelser at se dig igen.

Jeg nikkede. Han tog en tår vin, før han fortsatte.

– Du skal vide, at jeg er under udredning for Parkinsons, og de første undersøgelser tyder desværre på, at jeg har sygdommen.

Jeg mærkede, hvordan blodet forsvandt fra mit hoved. Min onkel havde haft Parkinsons, og jeg huskede, hvordan han var svundet ind og til sidst kun var en skygge af sig selv. Jeg fik tårer i øjnene og holdt fast i Bjarkes hånd, mens han fortalte om de første symptomer, den snigende mistanke og nu udredningsforløbet.

Tårerne pressede sig på, da han stoppede sin talestrøm og kiggede indgående på mig.

– Nu er det jo ikke sikkert, at jeg er syg, og jeg vil i hvert fald ikke lade det begrænse mig. Faktisk er jeg blevet endnu mere bevidst om at leve livet fuldt ud og omgive mig med de rigtige mennesker. Det var en fejl, da jeg gik fra dig. Jeg håber virkelig, at du vil give mig en chance til, sagde han.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, og pludselig hørte jeg mig selv sige ja til at ses igen. Jeg kunne ikke afvise en syg mand, men var det grundlag nok til at blive ved med at se ham, når jeg nu ikke havde de samme følelser som før? Og måske kunne følelserne komme igen, hvis jeg virkelig prøvede?