Farmor er den sejeste

Farmor og farfar har sagt, at man ikke må røre nisselandskabet på reolen bag farfars stol. Det kunne Mille og Lærke da heller aldrig finde på at gøre. Heller ikke selv om farfars stol er tom, så han ikke kan holde øje med de to små piger.

Nisse, som farfar blev kaldt, hed Niels Petersen, og han er her ikke længere. I august døde han efter kort tids sygdom og efterlod sig en stor familie med masser af børn, børnebørn, svigerbørn og oldebørn – og så Dagmar.

Niels og Dagmar mødtes, da de var 14 år. Nisse kom og spillede fodbold med hendes brødre, men med tiden trak Dagmar mere end fodbolden. Det blev til 52 års ægteskab, inden Dagmar blev enke, men ser man nøjere efter i huset i Løgumkloster, er Niels der alligevel: Han er der i alle minderne, i hans stol, der står, som den altid har stået, han er der på billederne og i fortællingerne om ham, men mest af alt er han i Dagmars hjerte.

Og fordi Dagmar er stærk som bare pokker, fortsætter livet som før.

Vild med svigermor

Sønnen Allan og hans tre søstre lovede deres far, at de ville holde sammen, og at de ville passe godt på deres mor.

Det sidste er lettere sagt end gjort, for i familien Petersen har det altid været Dagmar, der passede børn og holdt sammen på det hele.

Hun er også en svigermor, som det måske kan være svært at leve op til, men sådan har Allans kone, Erika, det ikke: Hun er vild med sin svigermor, og derfor har hun sørget for, at Dagmar får Familie Journals Julekurv.

Dagmar er sådan en, der burde følge med enhver børnefamilie, synes hun.

Sandt er det i hvert fald, at de fire børn, 10 børnebørn og fire oldebørn er stærkt forkælede, hvad angår omsorg og kærlighed – men der er vist ingen, der blev forkælet mere end ægtemanden Nisse.

Og med rette, synes Dagmar, selv om søn og svigerdatter smiler i det skjulte.

10 børnebørn

– Da Nisse var gået på pension, fik han morgenkaffe og rundstykker på sengen hver dag. Så sad vi i sengen og så morgen-tv sammen, siger Dagmar og bliver lidt blank i øjnene, men så skal der ikke snakkes mere om det lige nu, for det er jo børnene, det drejer sig om, og sådan har det på sin egen måde altid været.

– Vi blev gift, da vi var 19 år. Nisse var lastbilchauffør, jeg var udlært inden for manufaktur, men så fik jeg en rygskade og måtte stoppe med at arbejde i 1984. Der havde vi også fået vores fire børn, så der var nok at se til alligevel. Huset her har Niels selv bygget, og her vil jeg gerne blive, siger Dagmar, og hvorfor skulle hun ikke det?

72 er jo ingen alder. I hvert fald ikke, når man har en energi som Dagmar.

De 10 børnebørn er mellem halvandet og 33 år, og hver eneste en af dem har Dagmar passet, når de var syge.

Farmorbilen

Bilen, der holder i garagen, har også kørt sine kilometer, for Dagmar henter og bringer gerne børnebørn og oldebørn, både når de skal til dans, til tandlægen, til skole eller bare hentes og bringes, for det var Nisse og Dagmar altid enige om: Der er ikke brug for at smide penge ud til overflødige ting som taxaer.

Faktisk er det nærmest en dødssynd at bruge pengene så ufornuftigt, mener Dagmar. Derfor har hun både hentet og bragt fire børn til fest og ballade, da de var yngre og boede hjemme, og nu er det så børnebørnenes tur til at blive kørt rundt i Farmorbilen.

Læs også: Hvem skal have en Julekurv

Nisse havde jo sit arbejde at passe, så det var ikke ham, der havde tid til den slags – indtil han altså blev en blød mand og begyndte at tage sig rigtig meget af børnebørnene, da han kom på pension.

– Vores far var en bestemt mand, og når han hævede stemmen, så blev det, som han ville have det uden mere diskussion, siger Allan og kaster et blik ud på sine egne to små piger, der tumler rundt på gulvet.

– Én eneste gang rettede jeg på pigerne, da far sad i stolen og læste avis. Så blev avisen sænket, og far sagde, at her i huset skulle der ikke skældes ud og rettes på hans børnebørn. Og det har de heller ikke haft brug for at gøre. Alle børn opfører sig ordentligt her, siger Allan.

Ondt i hovedet

Sådan er det tit med bedsteforældre, også hjemme hos Nisse og Dagmar.

Alle børnebørnene har efter tur sovet på den samme madras ved siden af Dagmars seng. Hun har set masser af første skoledage, sidste skoledage, holdt i hånd hos lægen, når der skule stikkes, samlet perleplader og puttet og sat plaster på, og hun stopper ikke foreløbig. Det har hun lovet sig selv og Nisse.

Måske ikke med ord, for med årene var der ikke mere så mange ord mellem dem. De var groet så tæt sammen, at ordene ikke længere var nødvendige. Heller ikke, da Nisse første gang snakkede om, at der måtte være noget i vejen.

– For to år siden fik Nisse en lille blodprop, men den var han kommet godt over. Men pludselig fik han sværere ved at gætte krydsogtværsen i bladet, og han kneb øjnene sammen og sagde, at han havde ondt i hovedet. Vi tog til lægen, der sendte os videre til først Sønderborg Sygehus og så til Odense Universitets Hospital, for Nisse skulle undersøges nærmere.

Han ville hjem

Lægen fandt først én hjernesvulst og så desværre endnu én i Nisses hoved. Dagmar og Nisse fik beskeden sammen, og de var også enige om, hvad er nu skulle ske.

– Nisse ville ikke gennemgå en masse behandlinger og ende som en grøntsag i en seng på hospitalet. Det vidste jeg godt, han ville sige, og så var det op til mig at få det til at gå, som han ønskede, siger Dagmar.

Nisse blev på hospitalet i 16 dage, hvor han skulle undersøges på kryds og tværs. Faktisk kunne pårørende ikke overnatte på intensivafdeling, men det måtte de ændre på, for ellers kunne ingen passe Nisse, så Dagmar blev og passede sin mand, som hun altid havde gjort.

Nisse ville gerne hjem, og en dag efter mange undersøgelser og prøver meddelte Dagmar lægerne, at nu skulle de hjem til Løgumkloster. Det kunne ikke lade sig gøre, sagde personalet. Dagmar måtte forstå, at Nisse var dødssyg og skulle i behandling, så han skulle blive på hospitalet.

Læs også: Melia fik en julekurv

Så kom han hjem

Den dag satte hun sig i respekt. Det havde hun aldrig haft grund til at gøre før, for familien vidste jo, at når Dagmar sagde noget, var det sådan, det var, men det kunne hospitalet jo ikke vide. Det endte med, at de kom hjem til huset og familien i Løgumkloster, som de begge to ville.

– Nisse fik 12 dage herhjemme. Han sov i en seng i stuen, og jeg passede ham. Han fik smertestillende medicin, og når han sov, græd jeg, men når han var vågen, var jeg hos ham, ligesom alle vores børn og børnebørn var. Hver dag var børnene der efter tur, og den sidste aften fik han tarteletter med høns i asparges. Han døde, som han ønskede sig det, og det er jeg glad for, at jeg kunne gøre for ham, siger Dagmar.

Livet går videre

Der er en første gang for alt, som man siger.

Da Nisse døde i sommer, var dagen efter den første dag i et nyt liv, men Dagmar er ikke den, der giver op og sætter sig i et hjørne. Det ville hverken Nisse eller hun have ønsket sig.

Morgenkaffe alene

Hun tager sig sammen, griber sin cykel og cykler en tur på 10 kilometer, bare fordi hun kan. Hun tager ud til børn og børnebørn, hun fortsætter med at spille ”walkie-banko”, som hun og Nisse elskede. Hun har fryseren fyldt op med is, som alle bedsteforældre bør have det, hver fjerde mandag går hun til mor/barn-gymnastik med Lærke, fordi Erika arbejder længe den dag.

Da Nisse levede, kunne de voksne børn blive ringet op af en beslutsom farfar, der spurgte, om ”de havde gjort noget forkert, siden de ikke så noget til deres børnebørn”. Det betød egentlig bare, at Nisse gerne ville se endnu mere til de små familiemedlemmer, og sådan har Dagmar det også. Hun er der for sine børnebørn, og når de giver hende et knus, bliver livet en smule lettere.

Det er stadig svært at komme hjem til et tomt hus. Stadig svært ikke at kunne fortælle Nisse om små og store ting, men Dagmar er sej. Hun er en overlever – og hun har vænnet sig til at drikke morgenkaffe i sengen, så det gør hun hver dag nu.

Familie Journals julekurv

Vi uddeler i alt syv julekurve, som hver især består af varer fra ALDI til en værdi af 2.000 kroner. De heldige modtagere kan se frem til en masse skønne varer – fra lækre juicer og andre danske og økologiske produkter til chokolade og kaffe.