Hundene gav mig et bånd til min datter

Jeg synes egentlig, jeg var for gammel til at få en hundehvalp.

Jeg var lige blevet 68, og hvem ved, hvad morgendagen bringer. Jeg besluttede faktisk, at hvis jeg tilfældigvis kom i kontakt med en hund, der havde brug for et hjem, kunne jeg jo overveje at hjælpe, men ellers måtte jeg droppe tanken.

Lige indtil Louise sagde, at hun da først troede, jeg blev mentalt gammel, hvis jeg begyndte at tænke, at jeg var for gammel til noget.

Det argument kunne jeg sagtens følge, og særligt fordi det var hende, der sagde det, lyttede jeg.Louise er min datter, men vi fik først kontakt, da hun var 16 år.

Dengang var jeg jo nok allerede et mosefund i hendes øjne, og kontakten har altid været lidt svær. Jeg havde ikke engang et rigtigt forhold til hendes mor. Jeg huskede hende som en sød kvinde, der var meget pernitten.

Vi gik ud og dansede og sås løst i et par måneder, og så var hun væk.

Senere hørte jeg fra fælles bekendte, at hun var flyttet hjem til familien på Sydsjælland. Jeg tænkte, at hun nok havde haft noget, hun skulle, og slap erindringen om hende.

Lige indtil jeg fik en opkrævning på børnepenge. Jeg betalte selvfølgelig, men tog aldrig kontakt til Louises mor. Jeg vidste, at vi ikke havde været påpasselige, og jeg kunne ikke forestille mig andet, end at det var sandt, at jeg var faren, når hun påstod det.

Desværre kunne jeg hverken se eller forestille mig selv som far, slet ikke. Så jeg gjorde intet og tænkte, at Louises mor nok ville kontakte mig, hvis hun ønskede kontakt.

Regning til implantater

Først 16 år senere så min hemmelighed dagens lys.

Louises mor havde sendt mig et brev, som hun én gang før havde gjort. I det stod der, at Louise i en periode havde fået noget stærk medicin, som var begyndt at ætse hendes tænder.

Louises mor havde ikke mulighed for at betale den forestående regning til fire implantater, og hun spurgte pænt, om hun måtte låne pengene af mig.

Jeg overførte hele beløbet og skrev ”forsinkede fødselsdagsgaver,” i emnefeltet.

Siden jeg modtog brevet om Louises tænder, havde jeg tænkt en del på hende. Hvorfor havde hun fået så stærk medicin? Var hun syg? Manglede de penge? Hvordan var deres liv, og hvem var hun egentlig, hende Louise?

Derfor besluttede jeg at besøge dem.

Da jeg trådte ind ad døren til den lille café, hvor de begge arbejdede, genkendte jeg straks Louises mor. Hun lignede faktisk sig selv.

Louise dukkede også op. Hun var ikke direkte genert, men afventende. Det første, Louise rigtig sagde til mig, var, om jeg ville se hundene. Det var først flere minutter efter, at jeg faktisk opfattede, hvad hun sagde.

Jeg tror, jeg var så anspændt, at jeg bare sagde ja og fulgte hende, uanset hvad hun måtte have sagt.

Det viste sig, at de havde en brun labrador, der var drægtig. De vidste bare ikke med hvem, så nu havde de den gamle hund og fire hvalpe.

Jeg morede mig gevaldigt over historien og fik sagt, at det undrede mig, at sådan noget kunne ske for hendes mor.

Louise fortalte derefter, at det var hende, der havde luftet hunden, da den var løbet væk fra hende. Måske var det derfor, jeg kom til at sige, at jeg da gerne ville købe en af hvalpene.

Louise blev utrolig glad og gav mig et spontant kram, mens hun fortalte, at hendes mor havde sagt, de aldrig ville kunne få dem solgt.

Hunden bragte os sammen

Fem uger senere skulle jeg hente hvalpen, og det var i den periode, jeg begyndte at fortælle min nærmeste om Louise. Jeg havde brug for hjælp med hunden.

Alle morede sig over, at jeg grundet min dårlige samvittighed havde købt en hundehvalp, men heldigvis havde jeg verdens flinkeste nabopar, der hjalp mig.

Jeg lod Louise navngive ham, og det blev til Rolf. I årene derefter sås jeg med Louise et par gange årligt. Rolf var altid med og ud over at være en fantastisk samtalestarter, var det rart altid at gå en tur sammen.

Da Rolf var blevet en ældre herre, flyttede Louise sammen med sin mand, og de fik hurtigt et barn sammen. Jeg var med til dåb og alt det der, men jeg mærkede også, at min chance for at være far for Louise var tabt for evigt. Det havde den nok været længe, men jeg havde ikke rigtig set det før den dag, hun fortalte mig, at jeg skulle være morfar.

Louises mand kunne ikke tåle hunde, og med barnets ankomst blev vores møder oftere i deres hjem. Senere fik de endnu et barn, og jeg nød at lære mine børnebørn at kende, men jeg følte altid, at mennesket Louise var utilnærmeligt.

Jeg så hende vokse som kvinde og mor, og jeg var umådelig stolt over alt det, hun kunne og turde, samtidig med at jeg altid ville have en smerte forbundet med mit svigt af hende.

Da Rolf var 13 år gammel, stoppede hans hjerte med at slå. Jeg havde aldrig troet, jeg ville nyde en forpligtelse, men Rolf var blevet min faste makker, der altid var med mig i bilen, når jeg skulle ud og tilse projekter.

Tabet af ham var dybt, og en dag, hvor Louise tilbød mig at tage med hende og børnene i Zoologisk Have, havde hun købt en lille hundebamse til mig. Hun sagde, at de​n mindede hende om Rolf, da han var hvalp.

En ny chance

Mit ældste barnebarn så bamsen og var helt vild med den, og før jeg tænkte mig om, havde jeg foræret ham bamsen. Louise grinede og drillede mig med, at jeg var alt for nem og ikke havde forandret mig.

Jeg gav hende ret, men tilstod samtidig, at jeg havde forandret mig lidt. For jeg havde faktisk overvejet at få en ny hund, men var bange for, at jeg var for gammel til det.

Bestemt, som hun også kunne være, sagde hun, at hun først troede, man blev gammel, når man begyndte at frygte alderdommens begrænsninger.

Nogle dage efter sendte hun mig flere annoncer på hunde, der manglede hjem. Der var både fra Den Blå Avis og fra diverse dyreværnssteder. Jeg faldt pladask for et gadekryds, hvis ejer var blevet syg. Hunden blev afleveret hos Dyreværnet, som beskrev ham som en utrolig festlig og kærlig hund, der også godt kunne lide børn.

Jeg fortalte det ikke til Louise. Det skulle være en overraskelse. Også fordi Hugo, mit ældste barnebarn, meget gerne ville have en hund, men ikke kunne grundet farens allergi.

Nogle uger senere foreslog jeg Louise, at vi kunne gå tur sammen som i gamle dage. Jeg ​vidste, at der lå en hundeskov tæt på hendes hjem, hvor jeg bad hende møde mig. Hun kom med Hugo i den ene hånd og barnevognen med lillesøsteren i den anden.

Jeg navngav min nye hund Jolly, efter Lucky Lukes trofaste hest, Jolly Jumper, og det har været et heldigt og godt valg.

Louise, der altid havde elsket dyr, faldt pladask for Jolly, ligesom Hugo gjorde. Han spurgte faktisk sin mor, om han måtte gå til hundetræning med mig og Jolly, og hun svarede søreme ja.

Man får kun så og så mange chancer her i livet. Nogle skal vi selv skabe dem, andre gange får vi lidt hjælp. For mig har mine firbenede venner i den grad givet mig mange glæder og nye chancer her i livet, og hvor er jeg bare taknemmelig for det.