Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Når 41-årige Jannie Holm Riis virkelig skal luftes og væk fra hverdagen, sætter hun sig op på sin motorcykel og kører afsted fra sin landejendom i Klemensker ud over de bornholmske bakketoppe.
Men hun slipper aldrig helt det, hun søger væk fra. For på køretøjet står der ”mor7”, så man kan se det, og samme ord har hun med store bogstaver tatoveret i nakken. For mor er ikke blot en rolle for Jannie. Med syv børn er det blevet hendes identitet på både godt og ondt.
– Jeg elsker at være mor. Men nu, hvor børnene er blevet ældre, oplever jeg også en følelse af, at jeg intet er uden dem. Men det passer jo ikke! Så jeg er meget bevidst om at få styrket mig selv og finde ud af, hvem jeg også er.
Det bruger hun blandt andet tid på, når hun en gang om ugen tager til kor. Men det frirum har hun ikke altid for sig selv. Zander på 10 år, som er Jannies yngste barn, elsker nemlig at komme med, og det er han også nødt til en gang imellem, når der ikke er andre søskende hjemme til at være sammen med ham.
– Zander er blind og har et rigtig godt musikgehør. Han elsker at lytte, men han vil også meget gerne selv vise, hvad han kan på et klaver. Og han er meget dygtig. Det er skønt at se ham spille med min korlærer, men han får også at vide, at koraftenen faktisk er min tid alene. De dage, hvor det lader sig gøre, siger Jannie og griner.
Læs også: Anna er ung enke - og enlig mor
Jannie fik sit første barn, da hun var 19 år, sammen med en kæreste, hun havde været sammen med, siden hun var 14.
– På det tidspunkt havde vi købt hus, og vi var blevet gift, så det virkede som et ganske naturligt skridt at stifte familie, og sådan tror jeg egentlig, alle så på det.
Hun fik først en datter i 1997. To år efter kom endnu en pige til verden, og i 2000 så hendes første søn dagens lys.
– Herefter var jeg sikker på, jeg ikke skulle have flere børn. Jeg havde allerede fået én mere, end jeg oprindeligt havde tænkt.
Læs også: Per og Trine tackler sorgen over datterens selvmord forskelligt
I de første år som mor havde Jannie forskellige job inden for omsorg, handel og service. Men ingen af hendes graviditeter var nemme, så hver gang en ny baby var på vej, var der gerne en sygeorlov, som ledte op til barslen.
– Min ældste datter blev født to måneder for tidligt, så ved de efterfølgende graviditeter blev der holdt ekstra godt øje med mig. Så snart der var tegn på, at noget kunne gå i gang før tid, blev jeg sygemeldt, fortæller Jannie, der mest af alt nød at gå hjemme med børnene, selv om der selvfølgelig også var nok at se til med tre små.
Det mærkede hun for alvor, da forholdet til børnenes far gik i stykker.
Læs også: Fik hjerneblødning som 12-årig: Heldigvis har hun en formidabel styrke
– Men efter et års tid mødte jeg så en ny mand. Han tog straks mine børn til sig, og selv om jeg egentlig ikke ønskede det, blev jeg så forelsket, at jeg hurtigt var med på idéen om, at vi da også skulle have barn sammen.
Seks år efter at hun havde født, hvad hun troede, skulle være sit sidste barn, kom der derfor endnu en dreng til verden. Det blev den til dato mest komplicerede graviditet af dem alle med flere indlæggelser på Rigshospitalet.
– Ja, man tror, det er løgn, når jeg nu ender med at føde syv børn... Jannie smiler hovedrystende
For året efter, i begyndelsen af 2007, kom endnu et barn til, skarpt efterfulgt af to drenge, som begge er fra 2008, bare i hver sin ende af året.
– Alle mine børn har været ønsket. Det var uden tvivl hårdt med så mange små på én gang, men det var et valg, jeg selv havde truffet. Derfor kunne jeg også være i det. Og så kommer man jo ind i en rutine...
Læs også: Sofie Lassen-Kahlke: Jeg er en kærlig, omklamrende mor
– Det sværeste var næsten de udfordringer, som begyndte at vise sig hos nogle af de større børn. De kæmpede lidt på forskellige måder og havde svært ved at passe ind. Men der var ikke nogen, som lyttede til mig, når jeg flagede med de problemer, jeg så.
Men Jannies intuition sagde hende, at noget var galt, og hun blev ved med at pege på det, indtil hun til sidst fik medhold i, at der nok skulle laves en udredning. Det blev første gang, hun stiftede bekendtskab med diagnosen ADHD, som er en udviklingsforstyrrelse i hjernen. På det tidspunkt var Jannie gravid med det, hun selv kalder sit ”sidste kuld unger”, og med fødslen af Zander blev den bornholmske løvemor også født.
Zander kom til verden i slutningen af 2008. Han var ligesom sine søskende en smuk, lille baby og umiddelbart sund og rask. Men han skilte sig alligevel ud.
– Han græd virkelig meget. Vi fornemmede hurtigt, at det ikke var kolik. Det handlede mere om tryghed. Han skulle være hos enten sin far eller mig hele tiden, hvilket jo var lidt svært, når flere af hans søskende også stadig var meget små. Men sådan blev det. Vi gik rundt med ham i slynge eller lå med ham på sofaen. Det eneste tidspunkt på døgnet, hvor han var rolig, var om natten.
Læs også: Fra selvskadende teenager til mor: Endelig gav mit liv mening
Efter lidt tid begyndte Jannie at undre sig over en manglende øjenkontakt. Men ganske som hun var vant til, blev hun afvist, når hun flere gange satte ord på sin undren i telefonen til sundhedsplejersken. Lige indtil hun kom på besøg.
– Så kunne hun godt se, at der var noget galt. Vi blev henvist til egen læge, som hurtigt sendte os videre til Rigshospitalet med besked om, at Zander måske var blind. Jeg tog ikke rigtig hans ord til mig, husker Jannie.
Men da ordene igen ramte hende som en lussing på Rigshospitalet, forstod hun alvoren.
– Hele min verden brød helt og aldeles sammen. Jeg kunne slet ikke forestille mig det liv, Zander ville få. Og jeg havde selv svært ved at forholde mig til endnu en diagnose. De efterfølgende uger isolerede jeg mig fuldstændig. Jeg var meget nedtrykt.
Men heldigvis for Jannie havde hun en hel børneflok, som krævede hendes tilstedeværelse og opmærksomhed. Så hver dag mindede de hende ikke bare om at stå op til livet, hun mærkede også en urkraft i sig.
– Hør her, jeg har aldrig haft problemer med at være mor til syv. Jeg har heller aldrig haft problemer med at være mor til syv små børn. Heller ikke, da jeg tre år inde i Zanders liv igen stod alene. Men efter at Zander fik sin diagnose, ville jeg ikke længere finde mig i noget, og så begyndte kampene for alt og for alle.
Læs også: Jonathan blev født med hjertefejl
For livet på Bornholm var bestemt ikke uden udfordringer. Zanders synlige diagnose blev der på mange måder taget hånd om, og familien fik også bevilget deltagelse på blindeskolen Refnæs, hvor de har været flere gange. Men flere i Jannies børneflok havde det svært og viste tegn på den allerede velkendte diagnose ADHD, hvilket ikke er mærkeligt, da arveligheden er ganske høj.
– Jeg har virkelig kæmpet for mine børns trivsel, og det er også lykkedes flere gange både med specialskoler og et særligt efterskoleophold. Men man kan desværre ikke vinde alle kampe, og dét har været opslidende for mig. Jeg vil jo bare det bedste for mine børn.
I en lille del af Jannies hjerte bor en hønemor, der allerhelst vil tage alle sine kyllinger – også dem, der er fløjet fra reden – under sine vinger. Men hun har erfaret, at det ikke nytter noget. Hendes børn skal beskyttes, og det gør hun bedst ved at lære dem at passe på sig selv. De store er alle flyttet hjemmefra og er nu enten i arbejde eller under uddannelse. Zander er den, som på grund af sit handicap har sværest ved at klare sig selv. Men spørger du ham, kan han sagtens.
– Zander har så meget tro på sig selv og sin kunnen, at jeg nogle gange skal passe ekstra godt på ham. Men som regel viser han mig bare, hvad han er lavet af. Og det er blandt andet seks søskende, som har guidet, hjulpet og vist ham omsorg. Og så tror jeg også, at vores tætte forhold har betydning. Han er virkelig alles kæledægge, siger Jannie.
Læs også: Fik en fyreseddel og sadlede om: Jeg regner med at blive ved, til jeg er 70
For nogle måneder siden var hun vidne til, at Zander for første gang sprang fra femmetervippen i svømmehallen. Jannie bremser ham nemlig ikke i at udfordre sig selv, så længe det ikke er farligt for ham. Og under opsyn naturligvis.
– Og sådan er det med alle mine børn. De skal klare sig selv, men vigtigst af alt skal de tro på sig selv og gøre lige det, de drømmer om, uden at skele til, hvad andre mener eller siger om dem.