Jeg ser ikke en dement - jeg ser Gerda

Når hun taler, er det sort snak uden sammenhæng. Men når 67-årige Poul Erik Jacobsen fra Aarhus placerer sin hustru, Gerda, 64, i en af parrets to biografstole og tænder for YouTube-videoerne på tv-skærmen, synger hun lystigt med på sange af Kim Larsen og andre yndlingskunstnere – klokkerent og med meningsfulde ord. Og sådan efterlader Poul Erik hende, da han går ned i stuen for at fortælle deres fælles historie til Familie Journals udsendte.

– Jeg vælger at gøre det sådan, fordi jeg ikke vil tale hen over hovedet på Gerda. Også for ikke at risikere, at hun på et eller andet plan opfanger nogle ting og får en dårlig fornemmelse. Som hendes mand er jeg altid ekstra opmærksom på at skærme hende mod ubehagelige situationer. Hvis en i et selskab for eksempel begynder at stille hende hvem-, hvad- og hvor-spørgsmål, træder jeg simpelthen til og svarer for hende, siger Poul Erik om sin hustru, der for godt 10 år siden fik de første symptomer på begyndende Alzheimer.

Læs også: Lis er gift med en transvestit

– Jeg ser jo ikke en dement kvinde foran mig. Jeg ser Gerda, som desværre har en demenssygdom. Og det gør personalet også på det dagcenter, hvor hun kommer til hverdag. Jeg har aldrig mødt en, der var negativ eller ligeglad med de demente. De ser det menneske, der er inde bagved. Man ville heller ikke kunne have den type job, hvis ikke man havde det sådan.

Pårørende på fuld tid

Fra starten var Poul Erik besluttet på, at Gerda ikke skulle på plejehjem. Han etablerede hjemmearbejdsplads, så han i to-tre af ugens dage kunne passe sit kommunale arkitektjob hjemmefra, og da han ikke turde lade sin hustru være alene hjemme mere, sagde han jobbet helt op og etablerede sit eget firma.

– Jeg havde endnu fire store opgaver for kommunen. Da de var løst, nedlagde jeg firmaet og blev pårørende på fuld tid. Og mit vigtigste budskab til andre er, at det ikke behøver at være håbløst. Der florerer mange myter om livet med en dement partner. En af dem er, at relationen bliver svagere, i takt med at sygdommen forværres. Det er ikke min oplevelse. Gerda og jeg har nu haft et godt liv sammen i over 40 år. Så klarer vi da også den sidste tid, og jeg håber, jeg bliver ved med at have overskuddet til det.

Læs også: Jeg fortjente ikke at have det godt

– Heldigvis var Gerda lidt af en rødstrømpe i vores unge dage, så jeg har fra begyndelsen været vant til at deltage i de huslige pligter, og det drager jeg fordel af nu. Det siger sig selv, at forholdet ændrer sig, når den ene part må overtage ansvaret for alt. Og i starten kunne jeg være nervøs for, om jeg kunne klare det, hvis det blev værre. Men forandringen kommer jo ikke på én gang.

Mild af sind

– Nogle i min situation har det dårligt med, at de for eksempel skal hjælpe ægtefællen med at gå på toilettet. I mine øjne ville det være værre og helt forkert, hvis en fremmed skulle gøre det. Og Gerda har en skøn tid, når jeg hver morgen giver hende brusebad. Vi har et badeværelse med masser af plads og en bruser med en blød stråle. Hun kan ikke selv længere finde ud af at hjælpe til med sine bevægelser, når jeg klæder hende på, men hun nyder hele forløbet. For nylig fik vi bevilget et skylletoilet fra kommunen, og det er faktisk første gang, jeg har taget imod noget af al den hjælp, vi er blevet tilbudt.

– Men det er naturligvis godt for mig at have noget andet at tænke på en gang imellem. Og for nylig begyndte jeg at gå til hånde som handyman for et par ældre damer to dage om ugen, mens Gerda er på dagcenter. De påstår, de har opgaver nok til resten af mit liv!

– Da Gerda var i fuld vigør, havde hun et herligt, iltert temperament, som meget vel kunne være fulgt med hende ind i hendes sygdom. Men det er gået lige omvendt: Hun er blevet uendelig mild af sind, og jeg bilder mig ind, at det skyldes, at hun er tryg. Ligesom jeg bilder mig ind, at hun et eller andet sted godt ved, at det er mig, der er omdrejningspunktet i hendes liv. I hvert fald er hun sjældent i dårligt humør, og hver aften går hun til ro med et smil på læben, siger Poul Erik Jacobsen.

Læs også: Min mand fortjente en værdig død