Jette er gå-vært for gigtramte: Kaffen er lige så vigtig som kilometerne

Forårssolen titter forsigtigt frem fra sit skjul. Foran stationen i den lille by Kolind på Djursland står en gruppe mennesker og snakker.

Hver mandag formiddag mødes de for at gå fire-fem kilometer – ikke kun for motionens skyld, men i høj grad også for samværet. I spidsen for gruppen er Jette, som er Gigtforeningens lokale gå-vært.

– Mange har brug for at komme ud i naturen. Det kan være svært at sætte sig op til at gøre det alene, men når der står nogen og venter på én, kommer man afsted, siger Jette Lautrup.

Som gå-vært er det hende, som planlægger ruten og står for kommunikationen.

– Men det er altid mig, som kommer sidst tilbage, for jeg skal have alle med, griner Jette og antyder, at det rolige tempo også skyldes, at hun har fået et nyt knæ og har gigt i knæ, skuldre og ryg efter 43 års arbejde på en emballagefabrik.

Denne mandag er 12 mennesker og to hunde klar til afgang, men før gruppen begiver sig ud på ruten, ryger der en stafet over til caféen på den anden side af gaden med deltagerantallet, så kaffen er klar efter turen. For kaffen er lige så vigtig som kilometerne.

Moden kærlighed

Jette fortæller, hvor turen går hen, og for en uindviet virker det, som om hun kender området som sin egen baghave, men hun har faktisk kun boet i Kolind i syv år.

Det var kærligheden, som fik hende til at flytte fra Hvidsten, byen med den berømte kro ved Randers, hvor hun er opvokset og har boet hele sit liv. Men det fik Jørgen lavet om på.

– Vi mødte hinanden på den moderne måde i en gruppe på nettet for singler over 50 år, fortæller Jette.

Hun mistede sin mand i 2016 og var efter et par år alene klar til at møde kærligheden igen. Faktisk var der ikke tale om et nyt bekendtskab, for hun kendte allerede Jørgen, da han tonede frem på skærmen.

De har begge været aktive i Hjemmeværnet i 30-40 år og kendte hinanden fra øvelser og arrangementer.

– Vi snakkede godt sammen og endte altid med at sidde og tale længe sammen, når vi mødtes. Da jeg så Jette på nettet, kunne jeg med det samme mærke, at det var rigtigt. Jeg har altid været alene, men det er aldrig for sent, understreger Jørgen.

Før Jette flyttede ind hos Jørgen, tog hun en snak med sine to voksne børn om planerne.

– Mine børn syntes, at det var fint. Som min søn sagde: ”Mor, hvor gammel er du? Det er dit valg”.

Jette flyttede ind på Jørgens landsted, og i 2019 blev parret gift.

Motion mod ensomhed

Selv om kærligheden blomstrede, var det alligevel sin sag at rykke rødderne op i moden alder og skabe et nyt liv langt væk fra venner og familie.

– Det værste var ensomheden. Jeg lærte selvfølgelig Jørgens venner at kende, men savnede et mere socialt liv, fortæller Jette, mens flokken følger stien langs jernbanen, hvor kun letbanetoget mod Aarhus H bryder stilheden.

Samtidig ville hun gerne være mere aktiv, for det kneb med motivationen til at dyrke motion alene.

Flere gange var hun begyndt i et fitnesscenter, men måtte erkende, at hun ikke rigtig kom afsted.

– Motion hjælper på smerterne, men det er svært at sætte sig op til at gøre det alene. Da vi bor lidt ude på landet, sker der ikke så meget, så jeg havde svært ved at finde på alternative måder at røre mig på, erkender Jette.

Efter sommerferien sidste år meldte Jette og Jørgen sig til ”Aktiv Med Gigt”-dagen, hvor de fik øjnene op for, hvordan man kan være aktiv i naturen sammen med andre. Jette fik mod på at blive gå-vært og arrangere gåture i nærområdet.

– Det var også en god måde at lære min nye by at kende på. I begyndelsen var jeg lidt usikker på, hvor vi skulle gå hen, men der var heldigvis andre, som havde styr på geografien. Og jeg er blevet overrasket over, at der er så mange stier i Kolind, griner Jette.

Ingen undskyldninger

Vandreturen går gennem den lille landsby Koed. Årets første græsslåning er i gang foran byens forsamlingshus, og duften af nyslået græs breder sig. Nogle er med for første gang, mens andre har taget turen mange gange.

Jette er 65 år og Jørgen 69, mens den ældste deltager er 80, for alder er ingen hindring for at deltage.

Blandt deltagerne er Birte Mortensen og Lene Jensen. De to kvinder har mødt hinanden i gruppen, og snakken går livligt, mens de går ad markstien.

– Det sociale betyder rigtig meget og gør, at man kommer afsted uanset vejret. Hvis man selv skal ud i regnvejr, er det nemt at finde på undskyldninger for at blive på sofaen, siger Birte.

– Ja, og når man først er afsted, mærker man ikke, at det regner, påpeger Lene.

Der er som bekendt ikke noget, der hedder dårligt vejr, men kun forkert påklædning, og de mange vandrestøvler, vind- og vandtætte jakker afslører, at mandag formiddag går man uanset vejret. Siden gå-klubben blev grundlagt, er gåturen kun blevet aflyst én gang på grund af sne.

– Vejret var så dårligt, at det ikke var forsvarligt at gå ud. Vi vil jo ikke udsætte nogen for fare, understreger Jørgen.

Kaffen er klar

Solen er kommet helt frem på himlen, og jakkerne er blevet åbnet, da flokken efter knap halvanden times gang er tilbage i Kolind. 4,7 kilometer blev det til, før kursen bliver sat mod den lokale café, hvor kaffen venter.

Bordene bliver skubbet sammen til et langbord, så alle kan sidde sammen.

– Det giver meget at gå i flok. Sammen med andre kan man gå længere og hurtigere. Og så giver det glæde. Det er det vigtigste for mig, siger Helle Hjelmeborn, da kaffen er skænket.

Sammen med sin mand, Svend Aage Toft, og hunden Tiki er hun fast deltager på gå-holdet.

– Vi er af den gamle generation, som møder op, når vi har forpligtet os, også selv om vejret er dårligt. Jeg har kun misset én gang, og da var jeg ude at rejse med min søn, siger hun undskyldende.

– Ja, vi har endda ladet hunden blive hjemme, fordi vejret var for dårligt, supplerer Svend Aage.

Ud over motionen sætter ægteparret stor pris på det sociale element i gruppen. Som tilflyttere til Kolind har gåturene givet nye venskaber.

– Havde vi ikke deltaget i gåturene, havde vi ikke lært Jørgen og Jette at kende, og nu går vi også til svømning sammen, siger Helle.