Kære Puk
Skal fotos af hans kone stå fremme?
Oliver på 7 år og hans bedstefar, Villy Nielsen på 80 er to af deltagerne i en hyggelig juletradition i landsbyen Hjortsvang ved Tørring.
Tradition er den, at en stor del af beboerne i landsbyen bager julesmåkager sammen.
Det sker en søndag eftermiddag før jul, hvor så mange, der kan og har lyst, kommer i forsamlingshuset for at bage og ikke mindst hygge sig sammen.
– Min lillesøster Emma på 6 år er godt nok sur over, at hun ikke må komme med. Men det her er altså den dag, hvor bedstefar og mig hygger os. Bedstemor og mor er heller ikke med. Det er kun os drenge, forklarer Oliver.
Se opskriften på en dejlig jule-krydderkage
Der er et par hundrede indbyggere i Hjortsvang. Der er hverken dagligvarebutik, kiosk, tankstation eller skole, så forsamlingshuset og sportspladsen er stederne, hvor man mødes. Og det gør man ofte. Sammenholdet er nemlig fasttømret i den lille østjyske landsby, blandt andet med en aktiv borgerforening og sportsklub.
Idéen til at bage julesmåkagerne sammen fik Laila Platz Sheridan, 58, for omkring fem år siden.
– Det er lidt forskelligt, hvor mange der tilmelder sig, men vi kan nemt være et halvt hundrede.
Det eneste, deltagerne skal have med, er bageredskaber og deres gode julehumør. Resten sørger de frivillige for. På forhånd bestiller man den dej, man skal bruge. Man kan vælge mellem dej til vaniljekranse, pebernødder, brunkager og havregrynskugler.
– De fleste vælger alle fire slags. Og det koster hver bager 40 kr., fortæller Laila, der sammen med sine hjælpere har brugt mange timer på forberedelserne.
Se, hvordan du bygger et peberkagehus
I løbet af bagedagen holdes der pauser. Flere frivillige har bagt juleboller og julekager, som nydes med kaffe eller sodavand. Og så går snakken ellers livligt over bagebordene.
Hjortsvang er i det hele taget et sted, som er præget af godt sammenhold. I årets løb arrangeres fester og sammenkomster, og det er aldrig et problem at finde frivillige.
Du kan læse mere på hjortsvang.dk.