Karoline har tabt sig 52 kilo

Fredag, 16. februar 2018
Fredag, 16. februar 2018 - 9:00 - af: Greta Johannsen, Foto: Lars Horn.
Sidste år vejede 
Karoline fra Hjørring 
126 kilo. Så længe hun 
kan huske, har hun været 
den tykke pige, der blev 
mobbet, selv om hun 
forsøgte alt for at tabe sig. 
Men en dag tog hun en stor beslutning...
Kvinde med kat i favn

Karoline har øvet sig i at gemme sig væk. Væk fra alle de andre, som hun syntes, kiggede på hende og snakkede om hende. Hun brød sig ikke om, at andre mennesker så, at hun spiste, for så ville de helt sikkert tænke på, at hun var for tyk. Alt for tyk. Det vidste hun jo godt selv, men hun vidste ikke, hvordan hun skulle ændre på det. Indtil den dag, hun sagde ja til en udfordring. Siden har hun på et års tid tabt sig 52 kilo, og nu har hendes mor tilmeldt hende konkurrencen om at blive Familie Journals "Årets Taber"

For godt et år siden, i januar 2017, vejede Karoline 126 kilo.

– Jeg har altid været kraftig. I de små klasser blev jeg drillet, men dengang var jeg meget aktiv. Jeg gik til dans og fodbold, men jeg var desværre også vild med slik og sodavand – og det tog overhånd, siger hun.

Karoline havde venner og veninder, og efterhånden stilnede drillerierne af. De andre børn fandt ud af, at Karoline var sød og sjov og en god ven, og så blev hun bare et af børnene i klassen 
– indtil de alle sammen kom i puberteten:

– Mobberiet begyndte igen i de større klasser, da vi blev slået sammen med elever fra andre klasser. Jeg forsøgte at ligne alle de andre, men det kunne jeg jo ikke. Jeg var for tyk, og så prøvede jeg at blive usynlig, hvis man kan kalde det det, fortæller Karoline.

Er du Årets Taber ?

Mobningen

Karoline holdt op med at spise, når andre så på det. Ellers ville de jo nok sige, at hun bare åd for vildt. Lejrskoler var et mareridt, for her var hun tvunget til at være sammen med andre uafbrudt, og så var hun nødt til at spise sammen med de andre. Hendes forældre vidste godt, hun havde det hårdt, og de forsøgte at hjælpe deres datter, alt hvad de kunne.

– Som mor føler man sig fuldstændig hjælpeløs, når læreren fra lejrskolen ringer og fortæller, at Karoline ikke vil spise. Eller da hun blev angst og nærmest ikke længere ville forlade vores hjem. Det var mobning, men det bundede i den overvægt, hun altid har kæmpet med – og så kunne hun følge en kur nok så godt, for hvis tingene gik hende imod, var der altid masser af slik og cola i nærheden, siger hendes mor.

Mødre er bekymrede – det er faktisk definitionen på en mor – og Kirsten gjorde da også, hvad hun kunne for at støtte sin datter.

Det første skridt

Karoline fik et dejligt år på en efterskole og gjorde 10. klasse færdig, men mobningen, hun havde været udsat for i årenes løb i skolen, havde påvirket både hendes selvtillid og selvværd meget.

Karoline fandt ikke ud af, hvad hun ville med sit liv. Hun havde brugt tiden i skolen på at bekymre sig om sin overvægt og forsøge at undgå mobningen, så hun blev en af de desværre alt for mange unge, der ikke kom videre efter folkeskolen.Hun er 26 år og bor stadig hjemme hos sine forældre, for det er ikke nemt at flytte hjemmefra, når man mangler job og penge til at komme videre for.

Men nu har noget ændret sig, for sidste år tog Karoline det første skridt på den lange vej til at lære at elske sig selv.

– Sidste år meldte vi os begge to til Vendsyssel på vægten. Det var en holdkonkurrence, hvor man skulle konkurrere om, hvilket hold der kunne tabe sig mest, og det hold, der vandt, ville så blive Vendsyssels største taber. Jeg indrømmer, at jeg pressede hende, for efterhånden troede Karoline slet ikke på, at det nyttede noget – hun var ved at opgive, men hun sagde ja til sidst. Nok mest for at glæde mig, fortæller mor Kirsten.

– Det var jo træls. Jeg vejede 126 kilo. Jeg brugte størrelse 54-56 i tøj, og der var aldrig noget smart tøj, jeg kunne passe. Jeg er rigtig god til at lægge makeup, fordi jeg altid har håbet, at man, når mit ansigt så godt ud, ikke ville lægge mærke til resten... Men min drøm var jo at komme til at se smart ud i tøjet også, så jeg besluttede mig for at give det her projekt en chance – og så blev jeg faktisk ret vild med det, siger Karoline.

Mød sidste års Taber

Farvel til colaen

Det blev et brag af en taberkonkurrence. Karoline og de andre deltagere var i samme situation, så de kunne hjælpe og støtte hinanden undervejs. Sammen med de andre begyndte hun at dyrke motion, hun spiste sundt, og hun vandt over sin mor.

– Da de otte uger, konkurrencen varede, var gået, havde jeg tabt 10 kilo. Hverken mor eller jeg vandt, men jeg fortsatte med de sunde vaner, da projektet var slut. I begyndelsen gik jeg mest lange ture, for jeg havde ikke mod på at gå i fitnesscentret og vise mig frem der. Jeg plejede at drikke to liter cola hver dag – det droppede jeg. Jeg spiste helt almindelig mad, men i mindre portioner. Jeg stoppede med at spise sukker, og det eneste slik, jeg måtte få, var et lille stykke mørk chokolade. Nu troede jeg på, at jeg kunne tabe mig. I hvert fald bare lidt.

Kiloene forsvandt stille og roligt, og da de nåede sommeren 2017, havde Karoline fået mod på at gå til træning i et center inde i Hjørring.

Jeg var ikke håbløs

I december sidste år viste vægten, at Karoline havde tabt sig 52 kilo. Hun vejede nu 74 kilo og brugte størrelse 42 i tøj. Hun er på mange måder en anden pige, end hun var sidste år på samme tid.

– Dengang vejede jeg 126 kilo og troede ikke på, at jeg overhovedet kunne tabe mig. Nu kan jeg jo se, at det kunne jeg faktisk godt.

– Det sværeste har ikke været at sige nej til cola og slik. Det sværeste har været det psykiske: at jeg ikke troede på mig selv, og at jeg havde dømt mig selv til at være håbløs, for nu har det jo vist sig, at jeg kan mere, end jeg selv troede, siger hun.

Karoline vil gerne tabe sig nogle kilo endnu, så hun når ned på 70 kilo, og nu ved hun, at hun kan klare det. Hun har fået mere mod på livet, og måske skal mor og far ikke regne med, hun bliver boende hjemme flere år endnu? Karoline er ved at blive voksen og lære at tro på sig selv.