Katte-patruljen rykker ud

Hans kan høre en lille piben fra skraldespanden ude på gaden, og da han åbner låget, ser han et stort, blåt tæppe krøllet sammen øverst i affaldet.

Han tager forsigtigt tæppet op, folder det ud, og ud triller en mager kat og tre bittesmå, levende killinger.
– Jeg havde fået et tip om, at nogle katte var blevet smidt ud, og så rykker jeg naturligvis straks ud for at undersøge sagen, fortæller 48-årige Hans Olsen, der har viet en stor del af sit liv til at redde og hjælpe katte.
Allerede som barn kunne Hans ikke lade være med at fodre vilde og herreløse katte.
– På grund af min fars arbejde flyttede vi meget rundt under min opvækst, men lige meget, hvor vi boede, var det, som om kattene selv fandt vej til mig.

Anderledes i skolen

I skolen blev Hans mobbet, men det var nu ikke på grund af hans kærlighed til katte.
– Nej, jeg var computerspils-nørd, og det er også i den branche, jeg siden har arbejdet. Allerede som helt ung lavede jeg computerspil. Jeg købte computerblade i kiosken og gik på Danmarks Tekniske Bibliotek og lånte bøger fra udlandet, og på den måde lærte jeg alt om at lave spil. Når de andre gik til fest, sad jeg hjemme og nørdede, fortæller Hans,
Han begyndte at skrive artikler til forskellige computerblade, og da han 17 år gammel troppede op i Bilka til en præsentation af Commodore, blev hans karrieremæssige fremtid pludselig sikret.
– Jeg afbrød præsentationen og påstod, at det, de sagde, var forkert. Jeg havde ret, og direktøren ansatte mig på stedet som teknisk konsulent.

Læs også om Lene, der hjælper dyr i krise

Fortravlet arbejdsliv

Hans droppede ud af skolen og har siden arbejdet for de helt store spilfirmaer rundtomkring i det meste af verden.

– Jeg har boet i Sverige, Norge, Østrig, England, Frankrig og USA og lavet spil – det forlangte firmaerne. I USA var jeg blandt andet med til at udvikle computerspillet World of Warcraft.
Rejselivet kostede Hans sit første ægteskab.
– Jeg var jo aldrig hjemme. Fløj hjem fredag og afsted igen til det udenlandske kontor mandag morgen, og sådan noget holder jo ikke i længden.
Til gengæld var der en kærlighed, der modstod alle udfordringer.

Hjem til fædrelandet

– Kattene har altid været i mit liv. Jeg fik min første helt egen kat, da jeg var gift med min første kone. Pjuske blev fundet på gaden og flyttede ind hos os, og siden kom kattene Trille og Mims til. Desværre beholdt min kone dem, da vi blev skilt, og jeg flyttede til USA. Men også i USA fortsatte jeg med at fodre vilde katte.
Hans mødte sin amerikanske kone i USA under en spilkonference og flyttede til Bodega Bay, San Francisco.
– Hér boede jeg i de 12 år, mit andet ægteskab varede, inden jeg i oktober 2014 vendte næsen hjem til Danmark. Jeg savnede faktisk mit fædreland hver eneste dag, og da min elskede farmor og farfar begge var meget syge, var jeg nødt til at komme hjem.

Læs også om Lise og hendes datter Anne, der hjælper internats-dyr

Uhyrlige skæbner

Det første år i Danmark blev meget hårdt for Hans.

– Jeg mistede min farmor, farfar, onkel, morbror og flere af mine katte, og jeg faldt simpelthen ned i et sort hul af depression. Begge mine forældre boede og bor stadig i USA, så jeg har ikke meget familie herhjemme, men efter en tid med selvmedlidenhed og elendighed var der en ganske bestemt ting, der fik mig ovenpå igen. Kattene!
– Jeg besluttede på én gang at droppe alt med computerspil og har siden kun arbejdet som rådgiver og sidder i nogle bestyrelser, og så har jeg opnået den luksus, at jeg kan bruge stort set al min tid på kattene. Og guderne skal vide, at der er mange vilde og herreløse katte, der har brug for hjælp, fortæller han.
Hans begyndte at stå op hver nat kl. 3 for at koge fem kyllinger, som han parterer, putter i små poser og cykler rundt med til fordeling de steder, hvor han ved, der er katte, som trænger.
– Det er helt uhyrligt, hvilke skæbner de små katte står overfor. Ofte anskaffer folk sig en killing, bliver træt af den og smider den bogstaveligt talt ud. De bilder sig selv ind, at katten sagtens kan klare sig i den danske natur, men intet er mere forkert. Deres poter får forfrysninger, de kan ikke skaffe sig mad, og de dør af sult og kulde om vinteren.

Folk blev nysgerrige

Katte i Danmark lider forfærdeligt i naturen, og Hans har set tilfælde, han ikke engang har lyst til at fortælle om.

– Men jeg kan da sige, at nogle katte nærmest er smurt ind i tæger, måske har de brækket halen eller andre lemmer, og netop i dag har jeg været ude og fange en lille kat, der havde fået skudt ansigtet af med en paintball-pistol. Den skulle naturligvis omgående til dyrlæge for at blive aflivet.
Andre katte bliver indfanget og socialiseret – enten hos Hans eller nogle af alle de katteelskende hjælpere, Hans har fået samlet omkring sig.
– I begyndelsen var jeg alene om det, men folk begyndte at stoppe mig på cyklen og spørge, om jeg kom fra Kattens Værn eller noget i den stil. Og så hørte jeg pludselig mig selv svare, at jeg kom fra ”Kattepatruljen”. Derefter meldte mange ud, at de da også gerne ville hjælpe, så i dag er vi faktisk hundrede personer, der for eksempel bygger kattehuse til kattene, er foderværter eller midlertidige plejefamilier. Det er vidt forskellige mennesker – fra gymnasieelever til pensionister og begge køn og alle etniciteter.

Mange hjælpere

Kattepatruljen, som den nye forening i Køge hedder, har et fortrinligt samarbejde både med Kattens Værn, Dyrenes Beskyttelse, Inges Kattehjem og flere dyrlæger.

– Jeg får hundredvis af henvendelser, og jeg tjekker altid, om andre organisationer har gang i noget i det pågældende område, før Kattepatruljen rykker ud.
Hans har slet ikke tal på, hvor mange katte der har fået hjælp af patruljen.
– Det er hundredvis! Hele Køge-området er stort set på plads. Her er masser af genudsætningsprogrammer og foderstationer, så nu er vi rykket længere væk til Vestegnen, for her er virkelig også brug for hjælp, fortæller Hans.
Der skal meget foder og mange andre ting til i det daglige arbejde.
– Heldigvis har vi mange sponsorer. Folk kommer her hos mig og læsser af, og også mange udlandsdanskere bestiller på internettet, og så kommer frivillige og leverer det.
Mange katte kommer ud i kærlige hjem og får et godt liv. Nogle bliver afleveret på internaterne eller hos en dyrlæge.
– Jeg har selv én kat, Freja, men af og til er jeg fristet til at beholde nogle, for eksempel de tre killinger fra skraldespanden. Men det går jo ikke, og selv med alt det, jeg har oplevet, har jeg lært at have tillid til, at også andre mennesker forstår at passe ordentligt på en kat!