Luk munden og slå ørerne ud

Vi kender det alle sammen. At man til en familiemiddag ikke får et ord indført, for der er et par meget talende, men meget lidt lyttende gæster, der dominerer selskabet. Og hvis man siger lidt, vil de talende blot fremture:

– Det minder mig lige netop om …og fortsætter deres lange talestrøm. Det er ikke, fordi det ikke kan være spændende, men andre skal jo også komme til.

Det værste for de mere tænksomme og lyttende mennesker er, at den talende svarer, inden man fuldender sætningen. Det ødelægger meget. Det kortslutter den gode dialog, og det kan kvæle den gode stemning og det gode selskab.

Jeg sad engang i en sådan samtale med en politiker, og vi kom ind på et meget vigtigt emne for menneskers velfærd, liv og helbred. Jeg sagde:

– Det er vigtigt, at mange hjælper til med at løse denne opgave og indleder et samarbejde ...

Så nåede jeg ikke længere, men blev afbrudt med denne forstyrrende bemærkning

– Hvad kan du gøre for mig?

Jeg forsøgte igen, men blev afvist:

– Hvad får jeg ud af det?, spurgte politikeren. Da jeg ikke var kommet for at svare på dette spørgsmål, rejste han sig op og udbrød:

– Jeg skal til Jylland!

Samtalen var slut, afbrudt som en dør, der smækkede ind lige midt i noget, som var vigtigt for mange mennesker.

I dag tænker jeg: ”Så lyt dog, du skal nok komme til Jylland, hvor som helst, bare ikke før du vågner op af din egen talestrøm og tager luft og andres tanker og meninger ind, stopper op et øjeblik, tænker – og så til sidst svarer”.

Husk at lytte

Jeg drømmer om, at der bliver flere, der lytter, end der svarer, flere, der giver andre lov til at fuldende deres sætninger, inden de i ivrighed buser ud med det, de har på hjertet.

Man skal også tage det hensyn, at der findes en stor gruppe personer i dette land, der har meget på hjertet, men hvor det bare ikke kan komme frem, fordi de ikke får en chance for at formulere det på deres egen måde.

Det ser ud til, at Danmark består af to nationer. De, der lytter, og de, der taler. Vi vil gerne bryste os af, at der er lighed for loven, ytringsfrihed og lige adgang for alle, høj og lav.

Så må vi også tage konsekvensen. Vi kan ikke lovgive os ud af det, vi kan ikke engang oprette vore egne regler. Men vi kan sætte en bevægelse i gang, hvor vi blot siger:

– Nu er det min tur, sid stille, mens jeg taler.

Hvis vi kan få flere mennesker til at lytte og ikke blot tale, vil det næsten blive juleaften. Og apropos jul, den er på vej, og den bedste julegave er ikke en talegave, men ører, der lytter.