Tænk engang: De isolerede

Merethe kontaktede mig, fordi hun skulle vaccineres, men hun kunne ikke få en tid, fordi hun ikke var på nettet. I virkeligheden havde hun aldrig været det og frygtede det mere, end at hun ønskede at lære om den digitale verden.

Merethe sagde:

– Jeg skal vaccineres, og jeg kan ikke få en tid, fordi jeg ikke er digital, hvad i alverden skal jeg gøre?

Jeg forsøgte flere løsninger, men til sidst kunne jeg godt se, at jeg måtte hjælpe, ellers fik hun ikke en vaccinationstid, inden influenza-svøben var over os. Så jeg gik i gang.

Men det var lettere sagt end gjort. Det er næsten umuligt at hjælpe en anden til at få en tid, når det skal ske digitalt. Det tror jeg, de fleste kender. Til sidst opgav jeg at finde tiden på nettet og ringede i stedet. På apoteket sagde de, at man ikke bare sådan kan tage en anden med sig – det skal registreres. Jeg tog så den tunge beslutning at ringe til den region, hun bor i.

Her var jeg allerede nummer 37.290 i køen. Så jeg lagde telefonen ved siden af mit arbejdsbord, skruede højt op for lyden, mens jeg arbejdede.

Efter lang tids venten brummede en telefonstemme:

– Hvad kan jeg hjælpe dig med? Så skulle jeg lige komme sig over, at det var min tur, og jeg greb heftigt ud efter mobilen. Men jeg sad på en kontorstol på hjul, så stolen væltede, og jeg blev slynget ned på gulvet med en fart, så bordbenene ramte min fod, og et ribben blev trykket ind.

Umiddelbart kunne jeg ikke bestille en vaccinationstid til Merethe – det skulle hun selv gøre. Men Merethe var ældre og svag og skal i hvert fald ikke falde om på gulvet, når telefonen reagerer. For så har vi et hofte- eller et benbrud. Derfor pressede jeg på og fik højtideligt – på grund af Merethes svagelighed – lov til at tage hende med til et vaccinationscenter.

Der er mange som Merethe, der slet ikke er digitale. Myndighederne optræder, som om vi alle er helt med på de digitale noder, men selv de, der har en computer eller en mobiltelefon, siger, det er svært at følge med.

Når jeg går tur på gaden, bliver jeg ikke sjældent stoppet af fremmede mennesker, der siger fortvivlet:

– Nu må det stoppe, det er gået for vidt, vi kan ikke følge med mere!

Men det stopper ikke, der presses på fra alle sider, så vores eneste chance er at erklære, at der skal være et menneske til stede, som man kan henvende sig til, få råd af og hjælp. Det må være en simpel digital borgerrettighed.

Merethe blev isoleret i sit digitale ukendskab som en fremmed i et nyt land, et velformuleret og klogt menneske, der bare ikke kendte myndighedernes sprog: Det digitale fremmedsprog.