En læser fortæller: Jeg kendte min søns hemmelighed afsnit 1 af 2

Der var noget forandret ved Jonas, vores mellemste dreng på 20 år, da han vendte hjem fra militæret efter at have aftjent sin værnepligt. Jeg havde svært ved at sætte ord på, hvad det var. Det var ikke bare det, at han virkede mere moden og voksen, det var vel ganske naturligt efter otte måneder på egne ben i Den Kongelige Livgarde. Nej, min søn nærmest strålede og havde et skælmsk, lidt hemmelighedsfuldt blik i sine klare øjne, som virkede mere blå, end de plejede.

Det er vel bare, fordi jeg har fået ham hjem igen, tænkte jeg for mig selv, mens jeg i smug studerede hans mindste bevægelse under måltiderne. Jeg vidste jo godt, det var på lånt tid og trøstede mig med, at der stadig var et par år til, at hans lillebror, David, fløj fra reden.

Selvfølgelig skulle Jonas videre fra sit værelse for enden ad gangen, uden han dog havde indviet os i sine fremtidsplaner. Min svigerfar håbede, at Jonas ville vælge en karriere inden for militæret, som han selv havde gjort. Han havde alle dage haft svært ved at skjule sine skuffelse over, at hans eneste søn, min mand, Christoffer, ikke var fulgt i sin fars fodspor, når nu resten af afkommet var fruentimmere.

Jeg var bekymret for konflikter

I det hele taget lagde min svigerfar sjældent skjul på sine meninger, der ofte fik resten af familien til at krumme tæer. Selvfølgelig var jeg glad for, at farfar, som vi altid omtalte ham her i huset, var stolt af min søn, for der var langt mellem roserne fra den bryske mand. Samtidig var jeg bekymret for de konflikter, der eventuelt ville komme i halen på farfars skuffelse, hvis Jonas valgte uniformen fra.

Den Kongelige Livgarde var ikke, som for farfar, en drengedrøm, der var gået i opfyldelse for Jonas. Faktisk kom det bag på mig, at han frivilligt valgte at aftjene sin værnepligt, og jeg tror, det blev livgarden, fordi det var den korteste.

Men hverken hans far eller jeg havde nogen anelse om, hvilke fremtidsdrømme Jonas havde. I modsætning til sine to brødre gik han stille med dørene, når det gjaldt hans tanker og generelle privatliv. Der lignede han mest sin far.

Vores ældste søn, Andreas, var til gengæld lige så bramfri som sin farfar og desuden bedøvende ligeglad med det ramaskrig, det udløste, da han valgte at uddanne sig til pædagog. Børnepasning er kun for kvinder, som svigerfar så diplomatisk udtrykte sig over den ugentlige søndagsmiddag i min svigerforældres hjem.

Min svigermor valgte som regel tilfældigvis at gå i køkkenet og fylde sovsekanden eller hente flere kartofler, når familiens patriark luftede sine holdninger, der efter alles mening burde været blevet i det forrige århundrede. Jonas lignede nok mere sin farmor. De to havde altid været tæt knyttede, men efter han havde lagt bjørneskindshuen på hylden, lignede han ikke længere sig selv.

Hvorfor var min søn forandret?

Jeg granskede min hjerne for at finde ud, hvad der var årsag til, at min yngste søn virkede så forandret. Jeg forsøgte mig med små, henkastede bemærkninger om hans gode humør og spurgte diskret, om det måske handlede om en pige, han havde mødt. Jonas gled behændigt af på det hele, og jeg måtte affinde mig med kryptiske svar som, at solen jo skinnede, og at der var forår i luften.

Hans værelse, hvor han opholdt sig i timevis uden at komme ud, lå over for husets badeværelse, og jeg kunne ikke undgå at høre, at der blev ført lange samtaler bag hans lukkede dør. Jeg kunne naturligvis ikke drømme om at lytte, men jeg må indrømme, at jeg måske gjorde lidt oftere rent på badeværelset i den periode.

Jeg forsøgte også at fritte hans brødre. David, trak bare på skuldrene, og heller ikke Andreas syntes at bemærke, at hans lillebror opførte sig anderledes, end han plejede.

Til sidst slog jeg mig mere eller mindre til tåls med, at det bare var inde i mit hoved, Jonas havde forandret sig, og at det lange ophold i livgarden naturligvis havde udviklet ham. Det var nok bare mig, der var en hønemor, der havde svært ved at acceptere, at den næste kylling nu var stor nok til at klare sig selv.

Men selvfølgelig kunne jeg ikke lade være med at lure ud af øjenkrogen, og jeg forstod ikke, hvordan resten af familien ikke så den aura af lykke, der omgav Jonas. Især efter de mange, lange telefonsamtaler. Han lignede umiskendeligt en, der var forelsket. Men hvorfor holde det hemmeligt? Og hvem var pigen, der havde stjålet min søns hjerte? Jeg kunne ikke få mig selv til at spørge ham direkte og ventede derfor tålmodigt på, at han selv åbnede op.

En dag kom han og spurgte, om det var okay at få en ven på weekendbesøg. Jeg var lige ved at svare, at hun selvfølgelig var meget velkommen, så jeg havde svært ved både at skjule min forbavselse og skuffelse, da det viste sig, at det var en soldaterven, Mads, som kom på weekend. Nåh ja, trøstede jeg mig selv, det er måske også i overkanten at skulle tilbringe en hel weekend med nogle ”svigerforældre”, man aldrig har mødt.

I stedet glædede jeg mig over, at Jonas havde fået en god ven under aftjeningen af sin værnepligt. Christoffer hentede gæstesengen i kælderen, jeg tog en flæskesteg op fra fryseren, og der kom både dug og øl på bordet.

Hvem var min søns kammerat?

Mads var en sød, ung mand, der kom fra den anden ende af landet, og han fortalte åbenhjertigt om sig selv, sin familie, ja og alt, hvad der lige faldt ham ind. Også med mad i munden, da vi sad ved middagsbordet fredag aften, som jeg jo havde gjort lidt ekstra ud af. Gudskelov sad vi ikke til højbords med farfar, og i mit stille sind undrede jeg mig over, hvordan et venskab var opstået mellem to så forskellige unge mænd. Men man siger jo, at modsætninger mødes, og Jonas strålede lige så meget, som han plejede.

De unge fortrak til Jonas’ værelse efter middagen, og vi hørte ikke mere til dem, udover den dæmpede musik, der slap ud, og de sov til langt op ad lørdag formiddag.

Selv stod jeg tidligt op, varmede boller i ovnen, dækkede morgenbord med juice og pålægschokolade, og da jeg senere tog ud for at handle, var der også frisk kaffe på termokanden til de unge mennesker.

David var taget til fodboldtræning og Christoffer kørt til byggemarkedet. Jeg var kun lige drejet om hjørnet, da jeg opdagede, at jeg havde glemt min pung med både telefon og betalingskort hjemme, så jeg vendte bilen og kørte tilbage. Jeg lod døren bildøren stå åben og småløb op ad indkørslen for at hente pungen, som, jeg vidste, lå på kommoden under spejlet i entréen.

I samme sekund, jeg trykkede håndtaget ned, så jeg i spejlet gennem ruden til hoveddøren Jonas og Mads i en omfavnelse. Jeg var ikke i tvivl om, at det var langt mere end et venskabeligt kram, og jeg vendte prompte om og løb tilbage til bilen. Pungen måtte vente. Mine hænder rystede, og jeg måtte tage nogle dybe vejrtrækninger, før jeg igen fik styr på min hjerterytme.

Langsomt gik det op for mig, at jeg måske ville få en svigersøn i stedet for en svigerdatter. Min søn strålede, fordi han var forelsket i en anden mand. Jeg blev siddende længe for at sunde mig og reflekterede over, hvad jeg lige havde oplevet.

Først da hoveddøren åbnede, steg jeg ud ad bilen igen.

– Hej lillemor. Mads og jeg tager over og træner et par timer, hyg dig, sagde min søn med et stort smil.

Mads vinkede, og jeg blev længe stående og stirrede efter deres rygge, mens de forsvandt ned ad vejen med sportstaskerne over skuldrene.

Jeg gik rundt som en zombie

Bilen kendte heldigvis selv vejen til supermarkedet, hvor jeg gik rundt mellem butikkens hylder som en zombie og forsøgte at huske, hvad der skulle indkøbskurven. Mine tanker var et helt andet sted.

Huset var stadig tomt, da jeg igen kom hjem, og jeg satte mig med den sidste sjat kaffe fra termokanden og forsøgte at samle tankerne. Da den første overraskelse over, at min søns kærlighed var til en mand, havde lagt sig, dukkede også de første bekymringer op.

Jeg så det ikke selv som et problem. Alle må elske, hvem de vil. Men hvad ville resten af familien sige, når sandheden kom for en dag? Det ville helt sikkert ikke blive modtaget godt af min svigerfamilie, i hvert ikke af farfar. Og hvad med min Jonas, som måske gik med de samme bekymringer? Var han plaget af at bære på sin hemmelighed alene, eller vidste hans to brødre det allerede? Og havde han i sinde at dele det med andre?

Jeg var i syv sind. På den ene side ønskede jeg ikke, at min søn gik alene med sine tanker uden nogen at tale med, og på den anden side skulle han selv have lov at dele nyheden, når han var klar. Han var jo en voksen mand, hvis grænser jeg ikke ønskede at overskride.

Så hvad var det rigtige at gøre? Skulle jeg fortælle Jonas, at jeg til kendte hans hemmelighed?

Fortsættes i næste uge.