Lige fra hjertet: Madklubben blev en belastning

Jeg har altid haft nemt ved at knytte nye bånd, men det ændrede sig, da jeg flyttede til en ny by efter min skilsmisse.

Jeg var fuld af fortrøstning og glædede mig til at begynde på en ny fase af mit liv, men jeg måtte snart sande, at det ikke var så nemt at skabe nye relationer, når man var midt i livet og hverken havde børn eller en hobby.

Derfor tøvede jeg ikke mange øjeblikke, da jeg så et opslag i en lokal gruppe på nettet fra en jævnaldrende kvinde, Gitte, som ville danne en madklub.

Gitte fik mange henvendelser på sit opslag, og jeg følte mig heldig, da hun inviterede mig og fire andre kvinder med til den første middag.

Det første møde

Da dagen oprandt, var jeg spændt og lidt nervøs, men fra mit arbejde som lægesekretær var jeg vant til at tale med alle typer mennesker, så jeg tænkte, at det nok skulle gå.

Mit første indtryk af den nye madklub var positivt. Gitte havde lavet græsk moussaka med tomatsalat, tzatziki og nybagt brød, og vi fik også tømt et par flasker vin.

Som aftenen skred frem, fik vi delt vores livshistorier. Alle var vi fraskilte, havde voksne børn, og et par stykker havde endda børnebørn.

Mine børn var ikke nået dertil endnu, og jeg kunne godt zoome lidt ud af en samtale, når folk talte meget om deres børnebørn.

Som da Lone og Hanne kastede sig ud i en længere diskussion om en af byens børnehaver, for da mine børn ikke var vokset op i byen, havde jeg absolut intet at bidrage med.

I den anden ende af bordet havde Tina og Majbrit en lang snak om deres respektive stress-forløb efterfulgt at en rundtur i kommunens syge-dagpengesystem.

Heller ikke her kunne jeg bidrage med noget, så i stedet rejste jeg mig og bar desserttallerknerne ud i køkkenet til Gitte, som var ved at brygge kaffe.

– Jeg er virkelig glad for, at I havde lyst til at komme, sagde hun.

– Ja, det skal nok blive hyggeligt, når vi lige har lært hinanden at kende, svarede jeg.

Splittet om foredrag

I løbet af de næste måneder fik jeg styr på medlemmerne i min madklub. Lone og Hanne havde børnebørnene til fælles, Gitte og Tina dyrkede begge yoga, mens samme Tina og Majbrit havde været sygemeldte med voldsom stress og i øvrigt frekventerede den samme jobkonsulent på Jobcentret.

Umiddelbart havde jeg ikke det store til fælles med nogen af dem, udover at vi var jævnaldrende, fraskilte og boede i samme by.

Alligevel så jeg frem til vores aftener, da de gav mig en kærkommen lejlighed til at komme væk fra mit sofahjørne.

En dag skrev Tina ud i vores gruppe, at hun havde set et spændende foredrag. Umiddelbart havde jeg næppe selv fattet interesse for et foredrag med titlen ”Dit åndedræt – din livskraft”, men derfor kunne jeg jo godt gå med og blive klogere.

Min madklub var meget begejstrede for foredraget, mens jeg, måske på grund af mit job i sundhedssektoren, fandt konklusionerne banale og med mange udokumenterede påstande. Jeg ville dog ikke ødelægge den gode stemning og holdt derfor min mening for mig selv.

Allerede et par uger efter spurgte Lone, om der var nogen, som havde lyst til at gå en tur søndag eftermiddag. Jeg takkede ja, og det samme gjorde Majbrit og Gitte.

Snakken gik lystigt, og snart faldt samtalen på alternativ medicin og kosttilskud. Majbritt kom med en lang lovsang af et produkt, som, jeg fra mit arbejde vidste, i bedste tilfælde var harmløst.

Jeg påpegede forsigtigt, at der ikke var dokumentation for virkningen, men at produktet derimod kunne have nogle bivirkninger. Desværre gik Majbritt mere i forsvar, end jeg havde forventet, og kom med en lang historie om, hvordan både hun og hendes søster havde fået det markant bedre af produktet.

Lone og Gitte stemte i med deres oplevelser af alternative præparater, som tilsyneladende havde kureret alt fra migræne til kløende udslæt.

Jeg sukkede og bekæmpede min trang til at sige, at man skulle passe på med at stole blindt på doktor Google. Vi havde mange patienter, som troede, de fejlede de værste ting efter en tur rundt i nettets kringelkroge.

I stedet smilede jeg og sagde, at det var dejligt, de havde fundet noget, som virkede for dem, men at man altid skulle huske sin sunde fornuft, før man kastede formuer efter kosttilskud og alternative behandlinger.

– Jeg kan da bedst selv vurdere, hvad der virker på min krop, sagde Lone lettere fornærmet.

Jeg skyndte mig i stedet at spørge ind til, hvordan det gik med barnebarnets opstart i vuggestuen. Lone så formildet ud og kastede sig ud i en lang beskrivelse af Carl Emils første uge på Radissestuen. Jeg var helt udmattet, da jeg kom hjem efter den gåtur.

En holdning mod fem

Kvinderne i min madklub syntes at have fundet hinanden. De havde meget til fælles, og snakken gik altid lystigt, når vi var sammen.

Jeg følte mig derimod lidt udenfor og måtte granske min hjerne for at finde på emner, som jeg kunne byde ind med.

Da jeg hverken havde børnebørn eller gik til yoga, blev det meget oplevelser fra mit arbejde, jeg kunne diske op med. Madklubben gik som sagt meget op i det alternative, og jeg følte mig ofte sat i bås som hende den korrekte og lidt kedelige.

– Nåh, hvad siger ”Lægens bord”? spurgte de ofte, når vi diskuterede sundhed og alternativ behandling.

Jeg er sikker på, det ikke var ondskabsfuldt ment, men det var lidt en cementering af, at de fem havde én fælles holdning, mens jeg stod alene med min.

Alligevel blev jeg ved med at komme til middagene, og vi havde bestemt også fine aftener med gode samtaler, men oftest var jeg lidt drænet bagefter og ikke fyldt op af den samme energi, som når jeg var sammen med mine gamle veninder.

Jeg takkede dog stadig ja, når nogen foreslog biografture, foredrag eller strikkeaftener. Selv om jeg ikke strikkede, fandt jeg pligtskyldigt en hæklenål og et garnnøgle frem i håbet om, at madklubben ville udvikle sig til et fint fællesskab. Det skete bare ikke.

Følte mig forkert

Der gik ikke en uge, uden nogen foreslog et arrangement, og da vinteren kom, måtte jeg erkende, at jeg ikke havde energi til at deltage i det hele.

Jeg begyndte at sige nej. Der var ingen grund til at gå med til et foredrag om krystalhealing, mens det var fint at tage med i biografen og se en ny, dansk film.

Mit fravær blev bemærket, og jeg følte, jeg skulle forsvare mig selv, når jeg takkede nej til fællesdans for seniorer eller lydmeditation med klangskåle.

– Nåh, var det for alternativt for ”Lægens bord”? spurgte Gitte, da jeg løb på hende dagen efter lydmeditationen.

Hun smilede venligt, men jeg følte mig forkert og mumlede noget om, at det altid var godt at få udvidet sin horisont, men at jeg desværre var forhindret den dag.

I virkeligheden havde jeg siddet i sofaen og set den sidste sæson af ”Badehotellet” bag nedrullede gardiner.

– Jeg vil virkelig gerne med en anden gang, løj jeg, da vi tog afsked.

Voksenmobning

Som tiden gik, indså jeg, at jeg mest var med i madklubben, fordi jeg ikke kendte andre i byen. Men var det grund nok til at bruge tid på mennesker, hvis selskab drænede mig for energi?

Min søster sagde klart nej.

– For mig lyder det, som om de damer voksenmobber dig, fordi du ikke er som dem. Måske skal du bare melde dig ud og så bruge dit krudt på at finde nogle mennesker, som du faktisk har det godt med, sagde Berit.

– Men hvad skal jeg give som undskyldning? spurgte jeg.

– Hvad med sandheden? foreslog min kloge søster. – At I bare ikke er et match. Men faktisk skylder du dem ingen forklaring.

De ord tænkte jeg længe over, især det med voksenmobningen gjorde indtryk.

Efter længere betænkningstid skrev jeg en kort besked i vores fælles tråd, hvor jeg fortalte, at det havde været en fornøjelse at lære dem at kende, men at jeg stoppede i madklubben.

”Jeg må prioritere min tid, da jeg ikke har energi til det hele, og arbejdet fylder meget for tiden,” skrev jeg.

Det sidste var ikke helt rigtigt, men jeg håbede, de godtog forklaringen.

Det rigtige fællesskab

Det gjorde de. Faktisk skrev flere af dem, at det var vigtigt, at jeg lyttede til mig selv, så jeg ikke gik ned med stress. Jeg blev helt rørt og fik lidt dårlig samvittighed, men den lettelse, jeg følte, fortalte mig, at jeg havde truffet den rigtige beslutning.

En af mine kolleger foreslog mig efterfølgende at blive frivillig i vores lokale kulturhus, og det viste sig at være det helt rigtige. Her blev jeg hurtigt en del af et broget fællesskab, hvor der var plads til alle.

Jeg blev tilknyttet caféen, og gennem arbejdet fik jeg flere gode bekendte, som i dag, tre år senere, er blevet til gode venner.

Venskaberne og det frivillige arbejde har gjort, at jeg føler mig hjemme i byen.

Det sker, at jeg løber på kvinderne fra madklubben, og så får vi en lille sludder.

Ingen bærer tilsyneladende nag over, at jeg forlod fællesskabet.

De andre ses stadig, og det glæder mig, at de har fundet hinanden.

Jeg passede bare ikke ind og er glad for, at jeg nu har fundet et sted, hvor jeg kan være mig selv.