En læser fortæller: Jeg måtte svigte min datters tillid

Selvfølgelig savnede jeg min datter, Eva, da hun tog på efterskole. Vi havde altid været tæt knyttede til hinanden, og huset blev med det samme mere stille uden hendes musik, føntørring og madlavning i utakt med familiens øvrige måltider samt det rend af venner og veninder, vi var så vant til.

Så nej, hvor jeg glædede mig, da vi fik hende hjem på weekend efter de to første uger. Min mand og jeg kørte selv til efterskolen for både at bringe Eva og hendes store sæk med snavsetøj godt hjem. Hun sov hele vejen og gik så direkte ind på sit værelse og sov videre. Da hendes livret stod på bordet, lykkedes det os at få hende lokket ud af sengen, dog med løfter om dessert og film i sofaen efter maden.

Det var, som om vores Eva var modnet på de to uger. Hun fortalte begejstret om alle de indtryk, hun havde fået, og om alle de mennesker, hun havde mødt. Hun havde fået venner og veninder fra hele landet, og mange af dem kom fra helt andre miljøer og familier end vores. Det hele var så spændende for hende.

En af dem, Eva sad ved bord med, gik der dog nogle rygter om, som ikke var så gode. Anton hed han. Han var nu to gange taget hjem i utide, fordi han var syg, havde han sagt til lærerne, men Eva sagde, at han slet ikke var syg. I virkeligheden var han vist lidt af en rod, der savnede sit gamle, friere miljø, hvor ingen voksne dikterede sengetider eller i det hele taget interesserede sig for ham, som de gjorde det på efterskolen. Eva havde hørt, at Anton og hans venner i hjembyen både lavede hærværk og stjal. Det var vist sådan noget med at sætte ild til et legehus, male graffiti på en børnehave og stjæle i butikker, fortalte hun.

Vi var rystede

Min mand og jeg så på hinanden. Jeg var noget rystet over det, Eva fortalte. Den opførsel var langt fra det liv, hun kendte til. Jeg spurgte, om lærerne på efterskolen var klar over disse ting, men det mente hun ikke, og hun så pludselig strengt på mig og formanede mig om absolut ikke at sige noget til nogen. Det lykkedes mig at snakke udenom og efterfølgende skifte emne uden at love hende noget.

Senere, da vi lå i sofaen, og jeg strøg min hånd gennem Evas fine, lange hår, imens en film, vi har set sammen mindst 10 gange, flimrede over skærmen, tænkte jeg på, hvor heldige nogle børn er, når de lander i en god familie med ressourcer og overskud til at holde af dem, passe på dem og give dem gode værdier i livet. Det stak i hjertet, da jeg tænkte på Anton fra efterskolen, som tog hjem i utide for at lave hærværk og stjæle i butikker med sine gamle venner. Han manglede tydeligvis en voksen til at hjælpe ham på rette spor.

Næste dag gik min mand og jeg i haven sammen, imens Eva sov længe. Vi talte igen om Anton. Jeg havde lyst til at gøre noget for ham, men min mand var uenig. Det kom jo ikke os ved, mente han, og måske havde de unge mennesker bare overdrevet det hele, som min mand mente, at unge mennesker åbenbart tit gør.

Det var jeg uenig i, men jeg var samtidig usikker på, om det var mit ansvar at blande mig, og hvordan jeg overhovedet kunne gøre det. Det kunne vel ikke passe, at der ikke allerede var opmærksomhed på Anton og hans trivsel fra kommunens eller efterskolens side?

Da Eva endelig vågnede, tog vi i Ikea efter et par småting til værelset på efterskolen. Efter at have shoppet satte vi os i cafeteriet, og jeg besluttede mig for at spørge Eva, om hun mente, at historien med Anton måske var overdrevet, ligesom hendes far mente.

Hun blev fornærmet

Hun blev meget fornærmet, for det mente hun bestemt ikke, og hun sagde samtidig, at hvis jeg fortalte nogen om det, ville hun aldrig nogensinde fortælle mig noget igen. Det tog jeg selvfølgelig til efterretning, for det værste ville selvfølgelig være at miste mit barns fortrolighed. Alligevel kunne jeg ikke slippe tanken om den stakkels dreng, hvis opførsel ingen lagde mærke til eller tog hånd om.

Da jeg om søndagen kørte Eva ned på efterskolen igen, bad hun om hjælp til at få båret alt sit rene tøj op på værelset, og jeg gik med gennem de smalle gange på dét, der for mange år siden havde været et drengehjem, hvor forældreløse drenge eller sønner af ugifte kvinder blev sendt ud. Rygtet sagde, at de børn ikke blev behandlet særlig pænt, og jeg kunne ikke undgå at gyse ved tanken.

Heldigvis var stemningen anderledes nu. Store teenagebørn myldrede rundt mellem hinanden, og Eva fik flere kram på vejen mod sit værelse, og jeg blev præsenteret for alle, vi mødte.

Så stod han der pludselig, Anton, i døråbningen ind til et værelse. Hans fulde navn stod på dørskiltet. Eva gav ham et kram og præsenterede ham så for mig.

Jeg så på ham. Huen var trukket helt ned til de vagtsomme øjne. Han havde ludende, smalle skuldre og et trist udtryk i ansigtet. Jeg ved ikke, om Eva lagde mærke til det. Hun var så glad for at være tilbage. Flagrende og fuld af smil og grin, som kunne smitte enhver, men ikke den triste dreng i døren. Jeg havde lyst til at trække ham ind til mig og sige, at det nok skulle gå, at verden kan være god, og at der er mennesker derude, som er klar til at tage sig af ham og holde af ham. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke, men hans triste blik blev hos mig, da jeg kørte hjem.

Min mand ventede på mig med aftensmaden, og vi satte os i køkkenet og spiste sammen. Vi var begge glade for, at Eva havde det så godt på efterskolen. Jeg fortalte, at jeg nu havde mødt Anton, som hun havde fortalt om, og at hans blik havde skåret mig i hjertet. Jeg vidste nu, at jeg var nødt til at handle på den viden, hun havde givet os. Det ville ikke være okay at lade være, og som sygeplejerske har jeg faktisk også skærpet indberetningspligt. Min mand gjorde mig opmærksom på, at det kunne gå ud over Eva, hvis det kom frem, at hendes mor havde blandet sig. Eva kunne få ry som en sladrehank, og det kunne gå ud over vores fortrolighed, som hun havde truet mig med.

Jeg sukkede og sagde, at jeg var nødt til at finde en måde at hjælpe Anton på. Efter min mening var det det eneste ansvarlige.

Jeg ringede til kommunen

Næste dag ringede jeg anonymt til Antons hjemkommune. Jeg talte med en sød medarbejder, som forsikrede mig om, at de ville tage hånd om situationen, og hun sagde, at det var godt, jeg havde ringet. Jeg kunne ikke undgå at føle mig lidt som en sladrehank, men jeg tænkte alligevel, at jeg havde gjort det rigtige.

Det varede dog kun indtil næste dag, hvor jeg pludselig fik en besked fra Eva. Med store bogstaver og masser af spørgsmålstegn spurgte hun, hvad i alverden jeg havde gang i. Åh nej. En ny besked tikkede ind. Evas udbrud handlede slet ikke om Anton, men om en bluse, der åbenbart havde forputtet sig med sengetøjet i vaskemaskinen, og som nu var krympet og havde skiftet tekstur. Jeg åndede lettet op.

Inderst inde vidste jeg jo godt, at jeg havde gjort det rigtige, men jeg var også klar over, at min teenagedatter ikke ville kunne forstå det lige nu, og at jeg derfor risikerede at sætte vores forhold over styr, hvis hun fandt ud af, at jeg var gået videre med informationen.

14 dage senere kom Eva hjem på weekend igen, lige så træt og glad som sidst. Vi gik en tur sammen i skoven bag vores hus, og hun fortalte om de andre på skolen, også om Anton, som ikke havde haft nogen sygedage siden sidst. Han havde fortalt, at hans hjemkommune og de voksne på skolen havde startet alt muligt op for ham. Han havde gjort nar af det, da han fortalte det, men Eva mente nok at kunne fornemme, at han i virkeligheden var glad for det. Hun virkede også lettet over, at nogen ville hjælpe hendes kammerat med at komme på en bedre kurs.

Jeg blev glad og lettet

Jeg sagde ikke noget, men jeg kunne mærke, at jeg også blev både glad og lettet.

Efterskoleåret fløj forbi, og pludselig var det sommer igen, og vi skulle hente Eva. Det blev en dag med mange kram og tårer. I skolens gård og gymnastiksal blev de unge mennesker fejret og holdt taler for, og vi fik at vide, hvad alle eleverne skulle efter sommerferien. Jeg lagde mærke til, at Anton skulle på en HF-kostskole i den anden ende af landet, og jeg tænkte, det var godt, at han aktivt fravalgte at tage hjem til sit eget miljø. Han så glad ud, som han gik der mellem sine kammerater og blev krammet farvel.

10 år senere var der gensynsfest på efterskolen, og efterfølgende kunne Eva fortælle, hvad hendes efterskolevenner siden havde bedrevet, også Anton. Han havde fået et spændende job, som han elskede, og med masser af rejseaktivitet. Desuden var han blevet gift og havde netop fået sit første barn. Jeg blev simpelthen så glad, og jeg besluttede, at det var tid til at fortælle Eva, hvad jeg havde gjort dengang.

Hun så på mig med et smil og afslørede så noget til gengæld. Det viste sig, at hun netop havde sagt det til mig, fordi hun vidste, at jeg selvfølgelig blev nødt til at blande mig. Hun kendte mig ud og ind, sagde hun, så det kom slet ikke bag på hende, at jeg havde handlet, som jeg havde gjort. Hun var jo trods alt min datter og jeg hendes mor.