Lige fra hjertet: Min frygt for konflikt

Som barn havde jeg et kæmpe temperament. Jeg var en rigtig hidsigprop. Selv den mindste modgang kunne få mig helt op i det røde felt, og jeg fandt mig ikke i noget – fra nogen! Til gengæld havde jeg svært ved at få venner, og jeg følte mig ofte ensom.

Da jeg var omkring otte år, og de andre piger ikke ville lege med mig, forbandede jeg mit iltre temperament langt væk. Hvis jeg dog bare kunne få mit fordømte temperament under kontrol, ville jeg måske være i stand til at holde på en ven, fremfor at rage uklar med alt og alle.

– Du må bare prøve at beherske dig, sagde min mor, når jeg atter klagede min nød til hende. Det kunne hun sagtens sige. Hun var jo voksen, og voksne talte altid pænt til hinanden og kom aldrig op at skændes.

Mit ønske blev dog gradvist opfyldt, som årene gik. Jeg blev teenager, og jeg lærte at lægge en dæmper på mig selv, når trangen til at gøre oprør meldte sig.

Men følelsen af selvforskyldt ensomhed havde for længst sat sig i mig. I min verden var konflikt blevet noget, som skulle undgås for enhver pris, medmindre man ønskede en tilværelse som ufrivillig enspænder. Og det gjorde jeg ikke.

Jeg drømte om venner og veninder, og gerne mange af dem, så da jeg begyndte i gymnasiet, så jeg mit snit til at starte på en frisk. Aldrig mere skulle jeg være på tværs. Medgørlighed var mit nye mellemnavn, for nu røg jeg helt over i den anden grøft. Jeg blev meget varsom, hvad angik konfrontationer af enhver art.

Jeg kunne lugte en spirende kontrovers på lang afstand og gik i en stor bue udenom, så jeg ikke blev tvunget til at tage parti, og var jeg selv i skudlinjen, lagde jeg mig fladt ned og medgav, at det hele var min skyld, ofte før jeg overhovedet vidste, hvad jeg blev anklaget for. Det skete selvfølgelig stadig, at jeg blev fornærmet eller følte mig uretfærdigt behandlet, men så skyndte jeg mig bare at lægge låg på de ubehagelige følelser, så de ikke pludselig fik overtaget.

Udadtil virkede jeg som en stærk og selvsikker ung kvinde, som ikke var bleg for at give sin mening til kende, men jeg var evigt opmærksom på, hvordan det, jeg sagde og gjorde, blev opfattet af andre.

Og noget må jeg have gjort rigtigt, for jeg fik rent faktisk en omgangskreds fuld af søde, sjove og betænksomme drenge og piger. Mine nye venner kunne have valgt hvem som helst, men de valgte mig.

”Det må være sådan her, det føles at vinde i lotto,” kan jeg huske, at jeg tænkte. Jeg var sikker på, at de snart ville opdage, at jeg slet ikke passede ind blandt dem, så jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at forblive vellidt. Det må siges at være lykkedes, for jeg ser stadig de fleste af dem, selv om det er mange år siden, at vi gik ud af gymnasiet. Men dengang var jeg dødsensangst for at blive uvenner med nogen.

Galoperende behagesyge

Det betød selvfølgelig også, at jeg havde mere end almindeligt svært ved at sige fra, hvis jeg følte, at mine grænser blev overtrådt. Knapt så søde kærester fandt hurtigt ud af, at de kunne behandle mig efter forgodtbefindende, og det stort set uden konsekvenser.

I hvert fald indtil mine bedste veninder trådte i karakter og gav dem tørt på. For første gang, siden jeg lærte at styre mit temperament, ville jeg faktisk ønske, at jeg havde beholdt bare en smule af det. Ikke desto mindre led jeg af galoperende behagesyge gennem de næste mange år.

Mine veninder og jeg forblev tætte efter gymnasiet, selv om de fleste fik arbejde og familie at se til. Jeg blev stadigt mere konfliktsky, og nu var der ingen til at tage mine kampe for mig.

Da jeg var midt i 20’erne og mødte min mand, Ebbe, gik jeg ofte på kompromis med mig selv, før han overhovedet fik mulighed for at møde mig halvvejs. Hellere imødekomme alle hans behov, fremfor at starte en diskussion, som uundgåeligt måtte ende med, at han ville beslutte sig for, at jeg ikke var umagen værd.

Det resulterede i, at jeg med tiden blev en skygge af mig selv.

– Så fortæl mig dog, hvad der er galt, Maria, sagde Ebbe en dag til mig.

Efter fem års ægteskab var han efterhånden blevet god til at fornemme, når noget gik mig på, men han kendte sjældent årsagen.

– Det er, som om jeg ikke længere kan genkende dig, tilføjede han.

Men det var bare en pæn måde at sige, at jeg ikke mere var den kvinde, han havde forelsket sig i. Hun havde nemlig haft overskud til at lade, som om hans manglende deltagelse i de huslige pligter ikke var en kilde til evig irritation.

Ebbe var egentlig en sød fyr, men helt fra barnsben var han blevet vant til, at kvinderne i hans liv ordnede alt for ham, og fordi jeg aldrig konfronterede ham og krævede, at han også ydede sit, blev han aldrig klogere.

Han anede simpelthen ikke, hvad jeg forventede af ham, fordi jeg ikke turde sige det højt. For tænk nu, hvis det førte til konflikt. Så jeg fortsatte bare med at håbe på, at han ville få øje på nullermændene af sig selv og svinge støvsugeren, når det var på tide, eller købe ind og lave mad bare engang imellem, men det skete sjældent.

At tage initiativ var heller ikke hans stærke side. Han ville meget hellere have et hjemmelavet måltid mad end invitere mig ud at spise, kunne han finde på at sige. Imens brændte jeg inde med alt det, jeg aldrig fik sagt, så jeg til sidst var nærmest stum af indestængt vrede og frustration.

Vi gav det to år til, før vi til sidst blev enige om at gå hver til sit. Syv års ægteskab var forbi, og jeg var knust, men til min egen overraskelse også en smule lettet. Jeg skulle ikke frygte at blive alene, for det var allerede sket, og det var faktisk ikke så slemt. Nu, hvor jeg ikke hele tiden skulle tage hensyn til Ebbe, kunne jeg leve på mine egne præmisser, og jeg begyndte så småt at genfinde den kvinde, jeg var, før jeg mødte ham. Og mere til.

Jeg tog ud at rejse på egen hånd, og jeg øvede mig i at sætte grænser og sige fra. Det lyder måske enkelt nok, men det var det ikke for mig. Hver dag måtte jeg minde mig selv om, at målet med at møde nye mennesker ikke skulle være, at de skulle kunne lide mig.

Hvor jeg fik idéen fra, ved jeg ærligt talt ikke, men det virkede. Noget inden i mig rykkede på sig, når jeg ikke bare automatisk gav andre ret, eller lod mig overtale til dette og hint. Det føltes overraskende godt at stå fast ved sine principper.

Sværere var det for Ebbe. Jeg ved, at det gjorde ondt på ham i tiden efter, men vi var skiltes på god fod og talte stadig sammen, når jeg ellers var i nærheden af en telefon. Jeg sendte ham også postkort fra de steder, jeg besøgte.

Han forstod stadig ikke helt, hvad der var sket mellem os, og det bebrejdede jeg ham ikke. I mange år havde han været af den overbevisning, at alt var fryd og gammen, fordi jeg ikke gav ham grund til at tro andet. Nu var jeg over alle bjerge.

Mens jeg rejste, tog jeg forskellige småjobs, så jeg havde til dagen og vejen. Det gik op for mig, at jeg savnede Ebbe, da hotelmanageren på det hotel, hvor jeg gjorde rent, tilbød mig fast arbejde i receptionen.

– Det kan jeg ikke, for jeg er nødt til at tage hjem, sagde jeg til ham på mit minimalt forbedrede franske.

Men han fangede pointen, og jeg vendte snuden hjem mod Danmark.

Trængte til ro

Ingen stod på perronen og ventede på mig, da mit tog ankom, men det gjorde ikke noget. Jeg havde aftalt med mine forældre, som boede et godt stykke derfra, at bo hos dem, indtil jeg fandt mit eget og et arbejde. Allerede dagen efter, at jeg var blevet installeret på mit gamle barndomsværelse, lånte jeg telefonen og ringede til Ebbe.

Han blev glædeligt overrasket over at høre, hvor jeg ringede fra, og da jeg foreslog at mødes, tøvede han ikke. Han må have sat sig ind i sin bil stort set samtidig med, at opkaldet sluttede, for han var fremme samme aften.

Vi satte os ud i haven, og mine forældre må have vidst, at vi trængte til ro, for de forstyrrede os ikke. Det gav mig mulighed for at sætte ord på nogle af alle de ting, som havde været så svære for mig at italesætte, mens vi stadig var gift.

Ebbe lyttede og medgav, at han ikke havde været til megen hjælp, da vi boede sammen. Samme konklusion var han også selv nåede til i eftertiden, hvor det var gået op for ham, at sengetøjet ikke skiftede sig selv, og at det faktisk ikke var så svært at smække en pastaret sammen.

– Men hvorfor sagde du ikke, hvordan du havde det? spurgte han så.

– I begyndelsen opdagede jeg det faktisk ikke, svarede jeg. – Jeg havde for travlt med at tilpasse mig dine behov til rigtigt at bemærke mine egne.

Den måtte han lige tygge på et øjeblik. Han var tydeligvis ked af at finde ud af, hvor ulykkelig jeg faktisk havde været i vores ægteskab. Men så rettede han igen sin fulde opmærksomhed mod mig.

– Og nu?

Han så på mig med løftede øjenbryn.

– Nu er jeg klar til at give det en chance til. Hvis du er, sagde jeg så.

Den var Ebbe heldigvis med på, og gudskelov for det. Han er faktisk blevet helt ferm i et køkken, for vi besluttede os for at starte på en frisk med alt, hvad det indebar. Ebbe lærte at spørge mig, hvad jeg havde brug for, og jeg lærte ikke at forvente, at han kunne regne det ud af sig selv. Med årene er vi blevet gode til at supplere hinanden og gå på kompromis, når der er behov for det. Faktisk ser jeg sådan på det nu, at konflikterne, store som små, er gode for os, for de betyder, at vi trods alt taler om tingene.

Jeg ville selvfølgelig ønske, at jeg havde været bedre til at stå fast på mit fra starten. Måske det ligefrem kunne have sparet os for en masse hjertekvaler. Det er svært at vide. Men jeg har i hvert fald lært, at ikke alle konflikter kan eller bør undgås. Det er sådan, relationer styrkes og udvikles. At være konfliktsky har i hvert fald ikke skånet hverken mig selv eller mine nærmeste for noget – tværtimod.