Lige fra hjertet: Min søster fik mest opmærksomhed

Min lillesøster, Emma, er syv år yngre end mig. Selv om vi altid har lignet hinanden af udseende, stod det allerede tidligt i barndommen klart, at vi var forskellige som ild og vand.

Jeg elskede at gå i skole og havde let ved både det faglige og det sociale. Emma havde det stik modsat: Hun kæmpede med det hele og blev drillet af de andre børn. Ofte nægtede hun at tage i skole, så min mor måtte tage fri og blive hjemme hos hende. Når jeg så kom hjem efter en lang skoledag, sad de to og hyggede med Nutella-madder i sofaen. Pludselig blegnede min glæde over at have haft en god dag med klassekammeraterne lidt.

Med årene tog forskelsbehandlingen til. Måske fordi jeg var familiens første barn, havde mine forældre været ret strikse over for mig. Jeg skulle altid spise op og havde pligter i hjemmet. Hvis jeg for hurtigt mistede interessen for en fritidsaktivitet, fik jeg streng besked på at holde ved, for nu var kontingentet jo betalt.

Emma var den længe ventede efternøler, og i mine øjne fik hun lov til det hele. Hun havde ingen faste pligter derhjemme, og hvis hun efter to gange til badminton meddelte, at hun ikke ville mere, slap hun afsted med det.

Jeg brokkede mig selvfølgelig til vores forældre, som alle storesøstre sikkert ville gøre. Men så langt tilbage jeg kan huske, havde jeg også en bevidsthed om, at Emma krævede særlige hensyn. Hun var som en fugleunge, der var klækket for tidligt. Hun var så genert over for alle andre end os, at det hæmmede hende socialt, og hun havde meget let til tårer. Allerhelst ville hun lege alene derhjemme med vores foxterrier, Snubbi.

– Du skal være sød ved din lillesøster. Hun har det ikke altid nemt, sagde min mor tit til mig.

Det blev en slags familiemantra, som jeg i mange år ikke stillede spørgsmål ved.

Efter folkeskolen strøg jeg målrettet igennem gymnasiet og tog siden en toårig uddannelse som financial controller. Samtidig flyttede jeg hjemmefra til Aarhus og ind på et lejet værelse, jeg selv havde fundet. Efter et par år på arbejdsmarkedet tog jeg en hd, og så kunne jeg kalde mig revisor. Jeg var på det tidspunkt midt i 20’erne og flyttet sammen med min kæreste. Jeg så ikke min søster særligt tit. Vi havde aldrig været tætte, både på grund af aldersforskellen og fordi vi havde meget lidt til fælles.

Emma havde anderledes svært ved at slå hul på voksenlivet. Efter en halvsløj 10. klasse begyndte hun på en uddannelse som ernæringsassistent, men droppede ud under første praktik.

Hun blev skræmt af den hårde tone i køkkenet og havde svært ved at tage selvstændige beslutninger i arbejdet. Min mor stod selvfølgelig klar med trøst og pakkede hende endnu mere ind i vat end før, så hun ikke skulle føle nederlaget for stærkt. Jeg sagde til min mor, at Emma ville have godt af at flytte hjemmefra og stå på egne ben. Men mine forældre lod hende gå hjemme, i håb om at hun selv ville sige, når hun var klar.

Det skete dog ikke. Da der var gået et år, satte min far sig med hende og læste om forskellige uddannelser på nettet. Sammen nåede de frem til, at dyrepasseruddannelsen ville være oplagt. Og det gav faktisk mening: Emma havde haft alt fra landskildpadder til kaniner og havde det i virkeligheden bedre mellem dyr end mennesker.

Jeg tror, hun følte, at hun dér kunne være sig selv uden at føle sig utilstrækkelig. Jeg havde ondt af min søster, der næsten ingen nære venner havde og heller ikke havde haft en kæreste endnu. Men samtidig fattede jeg ikke helt, at det skulle være så svært.

Emma kom så nogenlunde igennem dyrepasseruddannelsen. Jeg kunne forstå på min mor, at min far jævnligt hjalp hende med opgaverne, men i det mindste flyttede hun hjemmefra. Eller hun blev flyttet hjemmefra og ind i en lejlighed, mine forældre havde købt. Jeg studsede lidt, da jeg hørte nyheden.

Der havde sandelig ikke været råd til forældrekøbslejlighed, da jeg fløj fra reden. Men jeg skruede smilet på og inviterede min søster på shoppetur i Ikea. Det var svært at finde noget at snakke om på turen. Men så havde jeg da forsøgt at være en god storesøster.

Mine forældre sørgede for, at Emma fik studiejob på lageret i vores familievirksomhed. Alligevel manglede hun penge, og så skete det som regel, at hun fik dem af min mor, uden at min far vidste det. Det var den slags, der prikkede lidt til min jalousi.

I min studietid havde jeg cyklet Aarhus tynd for at finde studiejobs og knoklet på både burgerbarer og tankstationer. Efter at jeg var blevet revisor, manglede jeg ikke noget, så det var ikke pengene, det handlede om. Det var det, som pengene til Emma var udtryk for. Det føltes, som om vores forældre elskede hende mere end mig.

Jeg troede, at familiedynamikken ville ændre sig, når Emma blev færdiguddannet og fik sit første voksenjob. Men hendes problemer med stort og småt fortsatte, og min far og mor fortsatte med at lege curlingforældre.

Da Emmas faste frisør for eksempel gik på pension, turde hun ikke selv opsøge en ny, og det endte med, at min mor måtte bestille tid til hende og tage med den første gang. Andre gange ringede hun grædende, fordi en kollega havde talt lidt for hårdt til hende, eller fordi køleskabet ikke virkede ordentligt.

Efterhånden var jeg blevet 30 og Emma 23. Det blev sværere og sværere at være vidne til al den praktiske, økonomiske og følelsesmæssige støtte, som mine forældre ydede min lillesøster. Deres årelange forskelsbehandling havde plantet en utilstrækkelighedsfølelse i mig. Jeg trak mig mere og mere og foretrak min kærestes familie.

Dråben kom, da min mor fik en blodprop. Gudskelov var den lille og blev opdaget i tide, men den slags er jo altid alvorligt. Sagen var, at hun valgte at ringe mig op på mit arbejde, dagen efter at det var sket.

– Vær sød ikke at fortælle din søster noget endnu, tilføjede min mor i telefonen. – Far og jeg vil gerne køre hjem til hende og fortælle det, så hun ikke bliver bange.

Hvis ikke jeg havde siddet på et storrumskontor, tror jeg, jeg var begyndt at råbe.

Da jeg senere kørte hjem, sydede jeg af raseri, men samtidig græd jeg. Frygten var skyllet igennem mig, så snart min mor sagde ”blodprop”, men det var, som om hun troede, jeg var lavet af sten. Og min lillesøster fik skånebehandling igen. Det var så uretfærdigt og sårende, at jeg indså, jeg nu blev nødt til at konfrontere mine forældre med deres adfærd.

Jeg gik et par dage og forsøgte at finde den bedste måde at kritisere mine forældres måde at være forældre på. Men jo længere der gik, desto mere blev jeg fristet af endnu en gang at bide mine følelser i mig. Så til sidst hoppede jeg ud i bilen, købte en buket til min mor og kørte uanmeldt hjem til dem.

Og så væltede ordene ellers ud af mig i én pærevælling. Jo mere jeg talte, desto mere oprevet blev jeg, og især min mor fik med grovfilen. Mine forældre lyttede i chokeret tavshed, mens en række modstridende følelser stod at læse i deres ansigter.

Da jeg var færdig, var der helt stille. Men så kiggede min mor på min far og derefter på mig og sagde, at hvis det virkelig var sådan, jeg havde gået og haft det, var de meget kede af det. Pludselig rakte hun ud og lagde forsigtigt hånden på min arm.

– Lille skat, det er jo bare, fordi vi altid har tænkt på dig som den stærke af jer to. Det var faktisk næsten, som om du slet ikke havde brug for os.

Hun så helt hjælpeløs ud ved de ord. Og for første gang kunne jeg godt se det fra deres synsvinkel.

Vi blev siddende og talte videre, mens vi drak massevis af kaffe. Den samtale blev en genstart af mit forhold til mine forældre. Rom blev selvfølgelig ikke bygget på én dag, og i den næste tid så jeg igen og igen, hvor instinktivt mine forældre var klar til at springe til, når Emma havde problemer.

Men forskellen var, at nu forsøgte de ofte at stoppe op og vurdere, om det rent faktisk var nødvendigt, eller om hun ville have bedre af at prøve kræfter med det selv.

For eksempel ringede Emma til min mor og klagede over, at hun ikke havde råd til en vinterjakke, hun virkelig gerne ville have, og som var på tilbud netop nu. Dér tog min mor en dyb indånding og foreslog hende så at finde en smart jakke i genbrug. Emma blev vist ret fortørnet, men hun endte faktisk med at finde en brugt jakke, hun blev glad for.

Jeg tror, det var en hård overgang, både for mine forældre og min søster. Men over de næste måneder kunne jeg tydeligt fornemme, hvordan min far og mor var mere opmærksomme på ikke at forskelsbehandle. Nogle gange så meget, at jeg smilende måtte sige til dem, at der ikke behøvede at herske millimeterretfærdighed.

Nu, hvor mine forældre er kommet mig i møde, har jeg også kunnet slutte fred med visheden om, at min lillesøster altid vil have mere brug for hjælp og støtte end mig. Og hun ser stadig vores forældre meget mere i det daglige, end jeg gør. Hun er, som hun er, og jeg er, som jeg er, og det er fint. Emma og jeg kommer aldrig til at have et tæt bånd, men det er okay. Hun er stadig min søster. Og jeg er superstolt på hendes vegne over, at hun nu langsomt bliver mere selvstændig.

Selv om det var utroligt grænseoverskridende for mig at kritisere mine forældre på den måde, førte vores samtale dengang til, at jeg i dag har et langt bedre forhold til min far og mor. Jeg øver mig også i selv at række ud og bede dem om hjælp af og til – simpelthen fordi jeg nu har forstået, at de gerne vil, og at det er deres måde at vise kærlighed på.

De er ikke dem, der bruger store ord eller kommer med kærlighedserklæringer. Dér vil min far langt hellere rense mit tilstoppede afløb på badeværelset. Og til forskel fra før så forstår jeg nu, hvad han prøver at sige med det afløb.