Line Marie lider af skizofreni: Jeg er mere end en sygdom

Det begyndte, da Line Marie var 14 år. Dagen forinden havde familien fejret juleaften og Line Maries fødselsdag. Nu stod hun på badeværelset og havde netop tændt for sin elektriske tandbørste, da hun pludselig hørte en stemme, der lød som en lille pige. Men stemmen kom fra tandbørsten.

– Den begyndte at snakke til mig, og det føltes bare som det allermest rigtige. Jeg ved godt, at det overhovedet ikke er logisk, men det virkede helt naturligt for mig. Så jeg snakkede tilbage, og jeg havde kontrollen, for jeg kunne tænde for tandbørsten, og så talte stemmen, og når jeg slukkede, stoppede den med at snakke, fortæller nu 23-årige Line Marie Christensen fra Slagelse.

Føltes rart i starten

I begyndelsen var det en rar og tryg fornemmelse, at hun på den måde altid havde en at snakke med. For stemmen sagde søde ting til hende.

– Jeg kan huske, at det første, stemmen spurgte mig om, var, hvordan jeg havde det. Og i lang tid følte jeg faktisk, at det var rigtig dejligt, fordi der var én, der var interesseret i mig, og altid var der for mig, når jeg havde brug for det. Lige indtil det fra den ene dag til den anden vendte 180 grader.

Pludselig talte stemmen også til Line Marie, når hun ikke tændte sin tandbørste. Hun mistede kontrollen over, hvornår der skulle kommunikeres. Og de ting, stemmen sagde, var ikke de ting, den plejede at sige.

– Det hele var noget om, hvor forfærdeligt et menneske jeg var, og hvor mange ting jeg var skyld i. Hvis mine forældre døde, var det på grund af mig, fik jeg at vide. Det var noget, jeg altid havde frygtet og var sårbar omkring, og nu brugte stemmen det imod mig. Hun vidste alt om mig, fordi hun jo var inde i mig, så der var ikke noget, jeg kunne holde skjult. Og jeg begyndte at tro på det, hun sagde.

Holdt det hemmeligt

Da stemmen begyndte at snakke til Line Marie, uden at hun selv valgte det, kom der to andre stemmer til – en kvinde og en mand. De var lige så negative som den første.

– Jeg følte, at de nu var tre imod en, og jeg havde lyst til at fortælle det til alle og sige: ”Hjælp mig. Det her kan jeg ikke.” Men hvordan skulle jeg sige det til andre? De ville alligevel ikke helt forstå det, og jeg var bange for, at folk endda ville sige, at det ikke var rigtigt. Så jeg holdt det for mig selv i et halvt år og fortsatte mit liv, som jeg plejede. Jeg gik i skole, til gymnastik, arbejdede hos Burger King og passede børn ligesom før. Jeg havde det bare utrolig dårligt samtidig.

LÆS OGSÅ: Karin var psykisk syg, men blev rask efter 30 år

Line Marie aner ikke, hvordan hun kunne holde det hemmeligt i så lang tid.

Nogle dage handlede det bare om at holde ud, selv om hun faktisk ikke vidste, hvad hun holdt ud til.

Skar i sig selv

– Men hvad kunne jeg ellers gøre? Hvis jeg satte mig ned og græd, ville folk spørge, hvad der var galt, og det havde jeg jo ikke lyst til at fortælle. Så jeg lukkede mig i stedet inde i mig selv, og for at få afløb for de negative tanker og følelser, der fulgte med stemmerne, begyndte jeg at skære i mig selv.

Selvskade blev paradoksalt nok Line Maries måde at overleve på. For på den måde kom koncentrationen væk fra hovedet og ned i kroppen. Stemmerne var der stadig, men de føltes knap så overvældende.

Det var dog ikke en holdbar løsning. Det kunne Line Marie godt se, selv om hun på det tidspunkt kun var 14 år. Hun valgte derfor at betro sig til sin gymnastiktræner.

– Jeg var panisk angst for, hvordan hun ville tage det, men hun sagde til mig, at hun var glad for, at jeg havde sagt det, og hun var heldigvis ikke i tvivl om, at jeg havde det rigtig dårligt. Og så sagde hun, at vi skulle fortælle det til min mor.

Fik den rigtige hjælp

Line Marie ønskede ikke, at flere skulle vide noget, men lod sig til sidst overtale, og det er hun glad for i dag.

For hendes mor tog beskeden ”ualmindeligt cool” og sørgede straks for, at datteren fik hjælp.

Line Marie begyndte at have samtaler i psykiatrien, kommunen og skolen blev også involveret, og som 15-årig blev hun første gang indlagt på ungdomspsykiatrisk afdeling. Og kort efter fik hun diagnosen skizofreni.

– Det var voldsomt at gå fra, at ingen vidste noget, til at alle pludselig vidste det. Men samtidig var det også bare så vigtigt, at de mennesker, som var omkring mig, forstod, hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde. Hvorfor jeg var så sårbar og skrøbelig, og hvorfor mit selvværd var så lavt. Og det var rart, at der med diagnosen kom et ord for det, jeg fejlede, og at jeg dermed kunne få den rigtige hjælp.

En stor lettelse

For Line Marie var det en stor lettelse, at andre tog over, og det har gjort en kæmpe forskel for hende.

– Det var, som om jeg endelig kunne kaste ansvaret fra mig, så jeg kunne trække vejret igen og bare være til. Jeg skulle selvfølgelig også selv gøre et stort stykke arbejde, men nu var jeg ikke alene om det længere, og jeg fik troen på, at det nok skulle blive bedre.

I dag er Line Marie nået rigtig langt. Trods flere bølgedale og indlæggelser på ungdomspsykiatrisk afdeling lykkedes det hende at gennemføre både skolen og gymnasiet.

Nu læser hun til sygeplejerske, og for et år siden flyttede hun for første gang i egen lejlighed. Det er også et år siden, at hun sidst skar i sig selv.

Hører stadig stemmer

Stemmerne hører Line Marie stadig hver dag. Men de påvirker hende ikke på samme måde længere.

– Jeg kan for det meste abstrahere fra dem og tvinge mig selv til at fokusere på noget andet. Det har jeg lært med tiden. Jeg ved også nu, at stemmerne typisk kommer, når jeg er i en presset situation, og jeg har arbejdet så meget med mig selv, at jeg ofte formår at stoppe op og trække vejret, inden det går galt. Så er det ikke lige der, jeg skal lade, som om alting bare er godt.

Line Marie møder mange fordomme omkring sin sygdom. Mange tror, at hendes skizofreni betyder, at hun har flere personligheder og ligefrem er farlig at være i nærheden af. Men det kunne ikke være længere fra sandheden, understreger Line Marie.

– Jeg har jo stadig mig selv med, og jeg er et enormt omsorgsfuldt menneske, der aldrig nogen sinde ville gøre andre fortræd. Så det gør mig både trist og frustreret, når folk i enten sjov eller alvor siger, at de i hvert fald ikke ville behandles af en sygeplejerske som mig. Jeg ved, at jeg vil kunne gøre så meget godt for andre i den rolle, for jeg er mere og andet end en sygdom.

Vil gøre op med fordomme

Det er derfor, Line Marie står frem med sin historie. Hun vil gøre op med fordommene og vise, at hun kan lige så meget som alle andre.

– Jeg er et sted i mit liv nu, hvor jeg har overskud til at gøre alt, hvad jeg kan for at ændre samfundet og de opfattelser, der er af skizofreni. Så det er også nu, jeg skal gøre det. Det føler jeg, er min pligt, for det handler ikke kun om mig. Der er andre som mig, der måske ikke er nået til et punkt i deres liv, hvor de tør sige det højt. Så derfor siger jeg det, og så håber jeg bare, at min stemme bliver hørt.