Livshistorie: Mine gamle venner svigtede mig

Mine forældre var ret gamle, da de fik mig. De havde forsøgt at få børn i flere år og næsten givet op, da min mor endelig blev gravid. Jeg blev deres eneste barn, og der var aldrig nogen tvivl om, at jeg var højt elsket. Jeg voksede op i en lille by på Færøerne, og min barndom var tryg og god. Min far, som var en del ældre end min mor, døde desværre, da jeg var bare 13 år.

Sorgen var stor, men livet måtte gå videre, og min mor var en stærk kvinde, der sørgede for, at jeg ikke manglede noget. Selv ønskede jeg at opleve noget andet, før jeg slog mig til ro, så da jeg skulle studere, søgte jeg ind på universitetet i Aarhus. Her fandt jeg en kæreste, som jeg flyttede sammen med, og jeg fik også et job.

Forholdet gik dog i vasken, men på det tidspunkt var jeg så etableret i Aarhus med arbejde og venner, at jeg ikke havde lyst til at flytte tilbage til Færøerne, i hvert fald ikke lige med det samme.

Så døde min mor pludselig. Det kom som et stort chok, for hun havde ikke været syg. Pludselig var jeg forældreløs og næsten uden familie. Den dårlige samvittighed over ikke at have besøgt hende oftere, mens hun stadig var i live, var forfærdelig. Jeg troede jo, at jeg havde alverdens tid.

Jeg arvede både huset og en del penge, og pludselig følte jeg et stærkt behov for at flytte hjem. Hjem til stedet, hvor jeg voksede op, og hvor jeg altid havde følt mig lykkelig og tryg. Jeg ønskede at føle mine forældres tilstedeværelse, genopleve de gode minder og føle et tilhørsforhold.

Imidlertid kan jeg se, at det måske nok var en forhastet beslutning, som jeg tog i en tid, hvor jeg var lammet af sorg. Men på det tidspunkt føltes det som det eneste rigtige at gøre. Så jeg sagde op på mit job og forlod det med øjeblikkelig virkning, hyrede et flyttefirma til at pakke og transportere mine ting og rejste hjemad. Alt sammen lige før begravelsen.

Jeg havde stadig kontakt med nogle af mine gamle venner, selv om jeg næsten ikke havde set dem siden gymnasiet.

Min bedste veninde fra dengang, Anna, blev meget glad, da hun hørte, at jeg flyttede tilbage. Vi havde ikke haft så meget kontakt de seneste år, men nu talte hun entusiastisk om, at alt ville blive som før. Dog var hun i mellemtiden blevet småbørnsmor og havde desuden et fuldtidsjob, men selvfølgelig havde hun også tid til sin barndomsveninde, bedyrede hun.

Jeg blev meget lettet, selv om jeg nok også havde forventet, at dem derhjemme ville tage imod mig med åbne arme og inkludere mig, som om jeg aldrig havde været væk. På den måde kan et lokalsamfund noget særligt. Det kan være utrolig rart og varmt, og det havde jeg brug for, især nu hvor jeg havde mistet min mor.

Det var svært at træde ind i mit barndomshjem uden min mor. Jeg betragtede alt det, hun havde efterladt. Hendes halvtomme kaffekop på køkkenbordet, den uredte seng og det beskidte vasketøj i kurven på badeværelset. Det var, som om hun bare var gået ned til købmanden og kunne komme tilbage når som helst. Men hun kom aldrig tilbage, og tomrummet efter hende rungede i hvert eneste rum.

Det, der gjorde ekstra ondt, var, at jeg sad og græd alene. Bortset fra et par blomsterleverancer ved døren var der ingen fra landsbyen, der kom. Vidste de ikke, at jeg var kommet? Min bil holdt jo udenfor. Hvor var alle de hjælpsomme naboer, min mor altid talte så varmt om?

Midt i sorgen måtte jeg ordne begravelsen, og jeg vidste intet om sådan noget. Jeg stod helt alene i verden, og pludselig skulle jeg selv arrangere min mors begravelse. Jeg følte mig så hjælpeløs. Heldigvis var bedemanden meget hjælpsom og tog sig af det meste. Præsten kunne se, at jeg var alene og stillede også virkelig op for mig i de følgende dage. Men det var de eneste.

Det er forståeligt, at det kan være svært at vide, hvad man skal sige, når nogen mister en, de holder af, men det værste, man kan gøre, er at sige ingenting overhovedet. At blive mødt med total tavshed føltes bare endnu værre, og for mig, der ikke havde nogen, blev ensomheden meget voldsom.

Mine forældre var jo så gamle, da de fik mig, at mine bedsteforældre allerede var døde. Jeg havde en moster og onkel, men de boede i Norge og var gamle, og jeg kunne ikke forvente, at de hjalp.

I de dage forlod jeg ikke huset af frygt for at bryde ud i gråd midt på gaden. Derfor blev det præsten, der handlede ind for mig. På den måde mødte jeg heller ikke nogen. Ikke engang Anna tog kontakt, som jeg havde troet, hun ville gøre, og det sårede mig meget.

Jeg var dog ikke helt alene, for mine venner fra Aarhus ringede dagligt. De var bekymrede for mig og støttede mig så godt, de kunne. Men de var langt væk og havde ikke mulighed for at komme af flere årsager. Alligevel betød deres omsorg meget for mig, og den hjalp mig igennem en meget hård tid.

Dagen for begravelsen kom, og jeg kunne kun lige stå på benene. Jeg ankom tidligt til kirken og satte mig på den forreste bænk, tæt på kisten, tæt på min mor. Jeg vendte mig aldrig om, men jeg hørte, at der kom folk, og jeg forstod, at der var mange.

Endelig kom de, alle dem, min mor havde talt så varmt om. Først, da jeg stod udenfor bagefter, forstod jeg, hvor mange der faktisk var mødt op. Min mor havde været et varmt og kærligt menneske, og det ville have glædet hende at se, hvor mange der satte pris på hende.

Den dag fik jeg mange kram og mange gode ord, og midt i sorgen tændtes et håb om, at det alligevel ville blive godt at bo her i min hjemby. Med tiden, når sorgen havde lettet lidt.

I de første dage efter begravelsen kom min mors nærmeste naboer og venner forbi. Nogle havde mad med, andre ville høre, hvordan jeg havde det.

Selv om jeg havde det svært, bød jeg dem velkommen. Jeg havde brug for byens folk nu og vigtigst af alt brug for at mærke fællesskabet. Det gjorde godt at tale om hende, og det var rart at høre alle deres historier om min mor. På den måde følte jeg, at mindet om hende levede videre.

Det varede desværre ikke længe, før besøgene ophørte. Selv Anna holdt op med at komme, og jeg sad igen alene. De andre havde nok ikke det samme behov for at tale om min mor, som jeg havde. Deres liv fortsatte jo som før, mens mit var fuldstændig forandret. For mig var intet længere det samme.

Intet blev, som jeg havde håbet. Jeg har aldrig følt mig mere ensom end de måneder, jeg boede i min hjemby efter min mors død. Jeg sørgede over tabet af hende, og jeg vil være ærlig og sige, at det var den hårdeste tid i mit liv. Jeg blev sygemeldt og henvist til en psykolog, hvor vi hurtigt blev enige om, at det ikke var godt for mig at blive boende hjemme.

Fire måneder senere pakkede jeg mine ting og flyttede tilbage til Aarhus. Jeg kan ikke klare mig uden mine venner, for det er dem, der er min familie nu, og heldigvis har jeg mange af dem.

I forbindelse med flytningen overvejede jeg at sælge min mors hus, men inderst inde kunne jeg mærke, at jeg endnu ikke var klar til det. I stedet annoncerede jeg det til udlejning.

Da annoncen kom ud, ringede Anna. Hun spurgte, hvorfor jeg skulle flytte, og da jeg ikke længere kunne holde mine følelser tilbage, blev hun ked af det og undskyldte for at have såret mig. Hun sagde, at min sorg havde skræmt hende væk, for hun vidste ikke, hvordan hun skulle forholde sig til den. I stedet for at være der for mig, da jeg var helt alene og havde allermest brug for hende, besluttede hun, at det var bedst at vente med at række ud, til jeg havde det bedre.

Nu er jeg tilbage i Aarhus, og jeg ved, at det er det rigtige. Jeg vil hellere være her, hvor jeg er omgivet af mennesker, der kan tåle mig i medgang og modgang. Ægte venner, som jeg kan stole på.

Så må jeg se, om jeg tager hjem til Færøerne en tur indimellem, men for at være ærlig ved jeg ikke, om det frister længere. Hjem er, hvor hjertet er, siger man. I så fald føler jeg mig ret sikker på, at mit hjem nu er i Aarhus.