Martin lader buen bestemme

Martin var kun ni år, da han første gang holdt en bue i sin hånd. Dengang boede han på Fyn, og naboens dreng havde netop stukket sin gamle glasfiberbue ind igennem hækken for at lade Martin prøve.

Da han trak buestrengen tilbage og sendte en pil ud i luften, var han straks solgt. Ikke fordi han var specielt god til det, tværtimod fløj hans skud i alle retninger. Men han kunne godt lide følelsen, før han skulle skyde, hvor han gik ind i sig selv og fokuserede.

Trænede med landsholdet

Martin begyndte at snart at træne i den lokale skydeklub i Nørre Broby. Det var her, den i dag 37-årige Martins Damsbo fra Lille Skensved begyndte sin rejse mod buesportens elite.

Han blev inviteret til at træne med ungdomslandsholdet som 14-årig. For ham var det en stor sejr, og han havde en følelse af, at han nu blev belønnet for de mange timers træning.

– Som ungdomsskytte betød det meget at være på landsholdet. Jeg søgte nok tilkendegivelse for, at jeg var god nok, fortæller Martin.

Buen var førsteprioritet

Hans forældre støttede ham og forstod, at buen var hans førsteprioritet, selv når den fik ham til at misse fødselsdage og konfirmationer. Derfor havde Martin mulighed for at bruge størstedelen af sin fritid på den sport, han var så optaget af.

– I buesporten kan du ikke skyde skylden på dine holdkammerater, når det går dårligt. Det er en individuel ting, og det handler om at arbejde med dig selv og dit fokus.

I den fjerneste ende af sportsbanen på Martins folkeskole i Glamsbjerg blev der sat en skydeskive op. Mens klassekammeraterne spillede fodbold, brugte Martin sine fritimer på at perfektionere sine skud. Han blev dygtigere og begyndte snart at tage medaljer med hjem fra sine stævner.

– Når jeg trænede med buen, skulle jeg kunne stå stille og fokusere. Jeg kom ind til et sted, hvor der var mere ro, fortæller Martin.

En ny begyndelse

Da han havde færdiggjort 10. klasse, søgte han ind på handelsskolen. Som altid var bueskydningen dog Martins førsteprioritet, så han missede hele introugen på sit nye studie for at deltage i ungdomsverdensmesterskaberne, der blev afviklet på samme tid.

Mandag morgen var Martin efter en uge med buen klar til at møde sine studiekammerater og dykke ned i det nye læsestof, men allerede inden middagstid fik han et opkald, der ændrede alt.

– Klokken 11 ringede min mor og sagde, at hun havde aftalt med landstræneren, at jeg kunne begynde på et elitecenter i Aarhus, hvis jeg havde lyst. Så kunne jeg skyde og gå i skole skiftevis. Jeg er virkelig dårlig til at tage beslutninger, men denne ene gang sprang jeg bare ud i det. Havde jeg ikke gjort det, ville jeg ikke være, hvor jeg er i dag. Men jeg tror, jeg må have rekorden for det korteste ophold på en handelsskole, griner Martin.

Boede med sportstalenter

På sin første skoledag måtte han aflevere sine studiebøger tilbage, og fire dage senere var den 16-årige dreng på vej til Aarhus med sine egendele pakket i kasser. Han flyttede ind på et kollegie, hvor han boede side om side med bowlere, atleter, dansere og andre unge sportstalenter.

– Alle vidste, at man ikke gik ud og bragede i byen torsdag, fredag og lørdag. Det var okay at sige nej. Og havde man haft en dårlig træning, skulle man ikke forklare det til en eller anden, som ikke vidste, hvad det betød.

Landets bedste

På skolen fik Martins talent lov til at spire, og de næste mange år voksede hans trofæhylde hurtigt. Han deltog i turneringer i ind- og udland og kunne i næsten 10 år kalde sig for Danmarks bedste bueskytte. De mange sejre og følelsen af udvikling var med til at motivere ham til at blive ved.

– Det er følelsen af, at alt mit hårde arbejde virker. Det handler ikke om, at jeg gjorde det godt til en eller anden turnering – det handler om de 10.000 skud, jeg har lavet før den turnering. Man er aldrig bedre, end den sidste pil man har skudt, og der er altid en ny turnering at træne op til.

Undervejs i sin lange karriere mødte Martin den australske bueskytte Erika til en turnering i Santo Domingo. De to blev forelskede, og den i dag 44-årige Erika, som har taget Martins efternavn, var præcis lige så investeret i bueverdenen som sin mand.

Buen bestemmer

Martin og Erika har indrettet deres liv efter buen, som får lov til at styre, hvordan de bruger deres tid, hvordan de har indrettet deres hjem, og hvor mange familiekomsammener de deltager i.

De arbejder begge for at spare penge sammen til deres buegrej og udlandsrejser. Mens Erika arbejder hos en medicinalvirksomhed, har buen også sneget sig med ind i Martins arbejdsliv. Han har en nemlig en butik, hvor han sælger buer og bueudstyr. Efterhånden har bueskydningen infiltreret alle dele af deres liv.

– Vi har bygget vores liv op omkring bueskydning. Det er heldigvis nemt, fordi min kone også går op i det.

En del af identiteten

I 23 år har Martin skudt for det danske landshold i bueskydning. Udendørssæsonen er netop begyndt, og igen i år er Martin klar til at bruge massevis af træningstimer på skydebanen i baghaven. Så længe han stadig synes, det er sjovt, får buen lov til at bestemme.

– Vi købte det her hus, fordi vi vil blive ved med at skyde, indtil vi ikke længere kan. På et tidspunkt bliver vi nok nødt til at drosle ned, men vi vil holde fast i buesporten, fortæller Martin.

Hvorfor han havde, hvad der skulle til for at blive en af de bedste, er svært at svare på. Ifølge ham selv handler det om de mange timer, han har tilbragt med sin bue og pil, ligesom det handler om tilfældigheder. Havde naboen ikke stukket sin glasfiberbue igennem hækken til den 9-årige Martin, ville han måske aldrig været endt, hvor han er i dag.

– Nu har jeg gjort det i 23 år, og den dag, jeg ikke gør det længere, skal jeg genfinde mig selv. Bueskydning er blevet en del af min selvforståelse.