På banen er jeg en fighter, der aldrig giver op

Det var bestemt ikke det, Maries bror, Rasmus, havde forventet. Han var syv år, havde en storesøster og elskede fodbold. Nu ventede hans mor sig, og Rasmus´ største ønske var, at det nye barn ville blive en dreng, der kunne spille fodbold med ham.

Men barnet blev en Marie, og Rasmus var fra begyndelsen sikker på, at den lille pige med det røde hår i hvert fald ikke kunne spille fodbold. Men der tog han fejl. Lillesøster Marie Boesen blev så god til fodbold, at hun nu er på Ombolds kvindelandshold. Fodboldspillerne i Ombold kæmper med hjemløshed, misbrug eller psykiske problemer.

Ombold har hvert år kunnet stille med et landshold for mænd, der spiller gadefodbold. Der var også et kvindelandshold tilbage i 2015, men de seneste år har der ikke været penge til at sætte et hold for kvinderne. Det er der heldigvis blevet råd til i år, fordi Den A.P. Møllerske Støttefond har doneret 640.000 kroner, som blandt andet skal bruges på at sende kvinderne til VM for hjemløse i Sacramento i USA fra 8. til 15. juli.

Ombolds målgruppe var i begyndelsen de hjemløse, men nu er det for alle socialt udsatte. Kvinderne på landsholdet er udsatte, fordi de kæmper med ensomhed og psykisk sårbarhed.

En diagnose

Marie bor i en lejlighed i København med sin mand og to børn, og hun hører til på Ombolds hold, fordi hun er psykisk skrøbelig og har fået diagnosen bipolar. Det har været svært at leve med for hende, men fodbolden har været med til at give livsglæden tilbage.

– Jeg voksede op i Birkerød, hvor de andre kaldte mig ”mudderpigen”, for jeg legede altid udenfor og var også altid møgbeskidt. Hvis jeg kunne komme til at spille fodbold med nogen, især min storebror, var det bare det bedste. Jeg havde den bedste barndom, man kunne ønske sig, en dejlig familie og venner, og jeg spillede fodbold i en klub, fra jeg var otte år. Verden var det fedeste sted, og jeg var tryg, husker Marie.

Det varede, indtil Marie kom i 7. klasse, hvor hun blev mobbet. Ikke af nogen speciel grund, men bare fordi de andre kunne lide at mobbe hende. Det var pinligt og skamfuldt for Marie, så hun fortalte det aldrig til sine forældre eller vennerne uden for skolen. Ingen i skolen hjalp hende, og i de sidste år i folkeskolen fik hun de første skrammer på sjælen.

– Da jeg gik i gymnasiet, fik jeg en depression, der blev behandlet med medicin, og jeg fik min studentereksamen. Herefter ville jeg ud at rejse med en veninde. For at spare nogle penge sammen til turen fik jeg et job i en vuggestue, men så blev jeg syg igen med en depression. Jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling for første gang, og det blev begyndelsen på nogle hårde år, hvor jeg tit røg ned i nogle sorte huller. Jeg endte med at få diagnosen bipolar, men det er jo ikke en særlig festlig diagnose, når du også gerne vil være ung og feste og have det sjovt.

– De næste år af mit ungdomsliv drak jeg lidt for meget lidt for tit, der var mange fester, og jeg passede ikke min medicin, eller også var medicinen ikke justeret på plads. Dybest set ville jeg jo ikke være den, der bare var syg. Jeg var træt af at være syg inde i hovedet, for det var altid mig, der var noget i vejen med. Jeg ville så mange ting, men jeg kunne ikke gennemføre mine planer. Der var altid mig selv, der ødelagde det hele, sådan føltes det i hvert fald, fortæller Marie, der også oplevede yderligere ­modstand, som næsten knækkede hende.

Min nye klippe

– Min far døde i 2009 efter et hurtigt kræftforløb. Jeg havde altid været fars pige, og han var klippen i mit liv. Uden ham ville jeg ikke være i verden, derfor forsøgte jeg selvmord.

Det lykkedes heldigvis ikke, og takket være familien kom hun på benene igen. Marie kom i en terapigruppe, hun fik en anden medicin, og der blev justeret på det ene og det andet. Hun begyndte også på Fremtidsfabrikken i København, som er et sted for psykisk sårbare unge, der kan komme på kursus i at få et bedre liv, både med sig selv og med andre.

Der var en masse teori, praktiske øvelser, men også noget, som Marie næsten havde glemt, at hun elskede: fodbold.

– Det var så skønt at trille med en bold igen, at se, hvor enkelt det hele kunne være, hvis man bare fulgte spillets regler. Så var det jo også, at der var en helt fantastisk instruktør. Han hed Tan og underviste også i idrætsforeningen Kæmperne, siger Maria og fortsætter:

– Jeg havde aldrig før haft et rigtigt længerevarende kæresteforhold, men Tan blev manden i mit liv. Min nye klippe, min styrke og min ven. Tan var støttende, lyttende og en, der elskede mig, som jeg var. Han kunne rumme mig med alle mine op- og nedture og alle de følelser, der triggede mig temmelig meget i perioder, siger Marie.

Hun blev kærester med Tan i 2010, siden er de også blevet gift og har fået to børn. Hun har færdiggjort sin uddannelse som pædagog, og nu er hun i praktik på et herberg for hjemløse, hvor hun håber på at få et fleksjob senere. Med Tan fik Marie styrken til at få sit liv på ret køl igen, samtidig med at hendes medicin blev justeret på plads. Hun er stadig bipolar, men nu har hun erkendt det og lever med det.

Her i foråret har hun trænet med de andre kvinder på landsholdet, og til sommer rejser de til USA for at spille for Danmark. Tan bliver hjemme og passer børnene. Kampene bliver streamet på nettet, og Marie er sikker på, at familien nok skal følge hende og de andre kvinder, når det går løs på grønsværen.